Radikale har ladet en gylden chance løbe ud i sandet

Lad os nu ikke hænge os i, at et år og tre måneder ikke er det halve af to år. I stedet skal vi botanisere lidt i, hvad de siger. For hvis man følger tilpas godt med i politik, vil man genkende de to første sætninger som valgkampsslogans fra henholdsvis SF og LA.

Hvorfor det lige er de to aftalepartier, og ikke DD, K eller mere oplagt S, V eller M, de vælger at angribe, vides ikke. Men det er nok en af årsagerne til, at det ikke har været noget effektivt angreb.

For tweetet har modtaget bare 37 likes, hvoraf de fem er fra ansatte i sekretariat. Det er ikke ret meget, når man tænker på, de har over 52.500 følgere på Twitter, og er mere end fem mennesker på sekretariatet.

Til gengæld har de så fastgjort tweetet øverst på deres profil, så det er det første, man ser, hvis man går derind.

Få minutter senere har de tænkt, at den grafik var så god, at den også skulle deles på Instagram og på Facebook, hvor den i løbet af en måned har indkasseret 23 likes. Men her har dog kun én fra sekretariatet liket den.

Til sammenligning har et andet parti, der også står uden for aftalen, og som også appellerer til studerende, nemlig Enhedslisten, lavet et noget skarpere Facebook-opslag om samme emne. Det har folk kunnet forstå, og det har fået over 1.100 likes.

Det er selvfølgelig ikke det eneste SoMe, de har lavet på emnet. De har blandt andet også lavet et tweet med et foto af partilederen og teksten "Kandidatreform: Så hvis man lægger alle de tal sammen, er det en betydelig del, der enten beskæres eller fjernes helt, @martinlidegaard." Ja, så kan en både døv og blind person faktisk sige det klarere.

Radikale kunne have holdt gryden i kog hele sommerferien, hvor der ikke har været mange andre politiske debatter at konkurrere om opmærksomheden med

Morten Reimar

Og så er der de traditionelle medier. Sidstnævnte tweet er et citat fra et TV 2 News-interview med Lidegaard. Stinus Lindgren har været i P1 Debat, og partiet har på sociale medier delt et interview fra Børsen.

Det er som sådan godt. Men det er simpelthen ikke nok bare at tage telefonen, når journalisterne ringer af sig selv, hvis man har en så åbenlys vindersag på hånden.

Hvor er stormen af debatindlæg i alle landets landsdækkende og regionale aviser? Hvorfor har de ikke ringet til Akademikerbladet, den uafhængige universitetsavis Omnibus, Uniavisen og Djøf-bladet og sagt "Hej, det er fra Radikale. Tænd lige båndoptageren, så skal du høre."?

En hurtig søgning viser, at mange medier omtaler, at Radikale ikke er med i aftalen, enkelte har endda citeret deres tweets. Det havde ikke taget partiets presseafdeling ret meget tid at ringe de medier op og tilbyde et uddybende interview eller som minimum et skriftligt citat.

Hvis Radikale ville, kunne de have holdt gryden i kog hele sommerferien, hvor der ikke har været mange andre politiske debatter at konkurrere om opmærksomheden med.

I stedet gik Christian Friis Bach ud med et halvhjertet forslag om, at Danmark skulle undskylde til efterkommere af slaver, men den damp kunne han ikke holde ret meget mere end TV 2 News' døgnrul, og så har der været stille fra partiet resten af sommeren.

Det er ærgerligt for dem, for en så stor chance for at markere sig som et visionært, fremtidsparat og uddannelsesbegejstret parti overfor deres potentielle vælgere får de næppe igen lige foreløbigt.

Hvor Helen Keller er symbolet på, at man med hårdt arbejde og viljestyrke kan opnå alting selv med de værste forudsætninger, så risikerer Radikale at ende som symbolet på det modsatte. De har alle forudsætninger for at lykkes. Men de får intet ud af det.