Mads Fuglede: Forskningsfriheden skal gå begge veje

DEBAT: Meget af forskningen er afkoblet den realpolitiske virkelighed, og der er opstået en forskningspolitisk korrekthed, hvor folk dømmes inde eller ude. Men forskningen må aldrig være underlagt social kontrol, skriver Mads Fuglede (V).

Af Mads Fuglede
Uddannelses- og forskningsordfører (V)

Armslængdeprincippet skal fortsat bestå i dansk forskning. Der må aldrig være en sammenblanding af politiske interesser og forskernes arbejde i Danmark.

Når vi siger, at armslængdeprincippet skal bestå, kan vi fra politisk side også forvente, at danske forskere leverer forskning, der ikke er underlagt social kontrol, er fri for politiske overbevisninger og ikke er afkoblet den realpolitiske virkelighed.    

Lad mig indledningsvist slå en ting helt fast: Ytringsfriheden, den frie forskning og den frie kunst er centrale forudsætninger for vores civilisation.

I denne sammenhæng er armslængdeprincippet et helt centralt princip, der står vagt om forskningsfriheden såvel som kunstens frihed. Derfor skal der ikke herske nogen som helst tvivl om, at Christiansborg aldrig skal blande sig direkte i forskernes arbejde, heller ikke når kvaliteten er svingende.

Det er altså overhovedet ikke til diskussion, at politikerne aldrig skal blande sig direkte i den danske forskning.

Behov for et internt opgør
Når det nu så eftertrykkeligt er slået fast, vil jeg dog tillade mig også at stille rimelige krav til den danske forskningsverden. For forskningsfriheden går nemlig to veje: Vi blander os uden om forskningen, mens forskerne til gengæld leverer forskning, der ikke er styret af forskerens egen politiske overbevisning, ikke er underlagt social kontrol og ej heller er helt afkoblet fra den politiske virkelighed.

Hvis forskningen skal bidrage til, at beslutningstagerne tager de bedste beslutninger og til at kvalificere den offentlige debat, synes jeg, at forskerne er nødt til at tage et internt opgør med de problemer, som flygtningeforskeren Thomas Gammeltoft-Hansen beskrev for nyligt i Weekendavisen.

Gammeltoft-Hansen peger på, at en stor del af flygtningeforskningen, såvel som forskningen generelt, er afkoblet den realpolitiske virkelighed, og at der er opstået en form for forskningspolitisk korrekthed, hvor folk dømmes inde eller ude.

Det er efter min overbevisning gift for den frie forskning. For hvis den enkelte forsker er underlagt, og lader sig underlægge, social stigmatisering og kontrol af frygt for at blive fagligt udelukket, hvis han eller hun træder ved siden af den forskningspolitiske korrekte konsensus, mener jeg helt klart, at vi har et problem, der er større end som så.

Så er den frie forskning nemlig lige pludselig ikke fri længere. Som en af mine kollegaer her på Borgen, Henrik Dahl(LA), så klart udtrykte det, så er det en anelse deprimerende, at sådanne forskere er på den offentlige lønningsliste, og at deres politiske korrekthed blåstemples som forskning.

Den faglige debat begrænses
Akkurat som forskerne kan forlange af politikerne, at vi blander os uden om deres forskning, kan og skal politikerne også forlange af forskerne, at deres forskning er robust og upartisk.

Ellers risikerer vi, som Gammeltoft-Hansen også peger på, at mulighederne for en fagligt funderet og løsningsorienteret debat begrænses.

Det kan vi som civilisation ikke være tjent med.

Forskere og politikere lever med hinanden på godt og ondt og ofte i konflikt. Sådan er det. Som politikere skal vi hver dag arbejde med ydmyghed for, at armslængdeprincippet består i dansk forskning, så forskerne har metodefrihed, frihed til at vælge sine forskningsspørgsmål og frihed til at bestemme, hvordan resultaterne publiceres.

Forskning, der på denne måde er fri, giver os ny viden om vores plads i historien. Men fri forskning skal selvfølgelig også være fri. Derfor vil jeg opfordre forskerne i Danmark til at gøre op med den sociale stigmatisering, der øjensynligt finder sted i stor stil.

Forskningsfriheden går begge veje. Et frugtbart og ansvarligt forhold mellem forskere og politikere kan kun eksistere, hvis politikerne lader armslængdeprincippet bestå, og hvis forskerne ikke lader sig styre af social kontrol.

Det vil være til gavn for forskerne, politikerne og samfundet.

Forrige artikel Institutleder svarer på kritik: Ledelsen tager forskningsfriheden seriøst Institutleder svarer på kritik: Ledelsen tager forskningsfriheden seriøst Næste artikel AU: Deltagerbetaling på danskkurser er et tab for samfundsøkonomien  AU: Deltagerbetaling på danskkurser er et tab for samfundsøkonomien