Forsker: Skal forsvaret af Grønland virkelig være øverst på listen i forligsforhandlingerne?

Dermed smelter Arktis og Østersøregionen sammen i den russiske militære planlægning. Østersøregionen og den russiske del af det vestlige Arktis bliver én krigsskueplads, eller ét militært teater, som man siger på amerikansk militærsprog.

At Arktis og Østersøen bliver ét militært teater, sker først og fremmest af én årsag: I Barentshavet har Rusland nemlig godt to tredjedel af deres søbaserede atomvåben placeret på overfladeskibe og især på ubåde.

Disse enheder indgår som en helt central del af den russiske nukleare gengældelseskapacitet og har deres baser på Kolahalvøen. Og er der én ting, Nato-udvidelsen med Finland og Sverige – og baseaftalerne med USA – betyder, så er det, at de russiske baser, der skal forsyne de russiske ubåde, ligesom ubådene selv, bliver mere sårbare. Og de russiske kystbatterier og de landbaserede luftforsvarssystemer, som skal holde USA's og Natos skibe og fly på afstand, er også yderligere truet.

Og det får i min optik en måske noget overraskende positiv effekt for Grønlands sikkerhed.

Truslen mod Grønland er blevet mindre

Tidligere talte man meget om, at Nato skulle sikre imod, at de russiske angrebsubåde slap igennem det såkaldte GIUK gap – farvandene mellem Grønland, Island og Storbritannien – for derved at sikre USA's østkyst og sikre USA's evne til i en krise- eller krigssituation at komme Europa til undsætning henover Atlanten. Det skal man stadig.

Truslen mod det vestlige Arktis og Grønland er i min optik blevet mindre.

Jørgen Meedom Staun
Ph.d. og lektor, Forsvarsakademiet

Ruslands såkaldte Bastionsforsvar handler nemlig om, at de russiske styrker med et lagdelt, fremskudt forsvar – på landjorden ind i Nordnorge, Nordsverige og Nordfinland og på søen ned langs den norske vestkyst – skal sikre, at de russiske strategiske ubåde overlever, og sikre adgang til Atlanterhavet for angrebs-ubådene og den øvrige del af flåden, hvis formål det er at true Natos forbindelseslinjer henover Atlanten.

Men truslen mod det vestlige Arktis og Grønland er i min optik blevet mindre. Forsvarets Efterretningstjeneste fastholder ganske vist, at russernes ubådsprogram er fortsat uhindret på trods af krigen. Og Rusland har da også netop lanceret en ny strategisk Borei klasse atomubåd, Prins Pozjarskij, som nu skal igennem et længere testprogram, før den skal tilgå Nordflåden.

Men FE skriver samtidig i deres 'Udsyn 2023', at Ruslands militære tilstedeværelse i Nordatlanten generelt er "udfordret af mangel på kapaciteter og afstanden til Ruslands militære baser", og at dette "begrænser især den russiske flådes evne til at opretholde en kontinuerlig tilstedeværelse i Nordatlanten".

Det må betyde, at truslen i Atlanterhavet og i farvandene nær Grønland er blevet mindre. Samtidig har Rusland lidt enorme tab i Ukraine – troværdige rapporter taler om op mod 330.000 døde, sårede og forsvundne russiske soldater. Det må få effekt på den russiske bemandingssituation på den anden side af en fredsslutning i Ukraine, også i Arktis.

Og vanskelighederne i Ukraine må alt andet lige også have mindsket Kremls lyst til endnu en krig, nu mod Nato, såfremt Nato ellers fortsat er intakt.

Men det væsentligste i denne forbindelse er, at den russiske Nordflåde, på grund af Nato-udvidelsen med Finland og Sverige, er nødt til at trække sig endnu længere mod øst i Barentshavet, og måske helt ind i Karahavet, for overhovedet at overleve mødet med fjenden, altså Nato. Og dermed kommer de længere væk fra Grønland.

Atommissilernes bane mod USA går dog fortsat hen over Nordpolen og Grønland, så selvom Grønland ikke er målet, så slipper de ikke helt for truslen. Og Pituffik Space basen (Thule-basen) er også stadig et vigtigt russisk angrebsmål, på grund af radarens centrale rolle i det amerikanske missilforsvar.

Skæv prioritering

Men hvis den russiske trussel i Arktis trækker sig længere mod øst og væk fra Grønland. Og hvis Arktis-teatret og Østersø-teatret smelter sammen, vel at mærke med en forværret sikkerhedsdynamik til følge, hvorfor ligger rigsfællesskabet så øverst i forsvarsminister Troels Lund Poulsens officielle udmelding om, hvor vi skal prioritere de stærkt forhøjede, men dog alligevel knappe midler i forsvarsforliget?

Det giver selvfølgelig god mening at sikre øget overvågning af Grønland, for det gør vi ikke i dag, og det er noget, der er højt prioriteret af amerikanerne. Og kystvagtopgaver og redningstjeneste langs de grønlandske kyster giver også god mening set fra et rigsfællesskabsperspektiv.

Fra en russisk synsvinkel vil det i en krise- eller krigssituation være oplagt at forsøge at lukke Storebælt, Øresund og Kielerkanalen.

Jørgen Meedom Staun
Ph.d. og lektor, Forsvarsakademiet

Men skal den danske flåde/flyvevåben nødvendigvis deltage i (og udrustes og trænes til) ubådsjagt i Barentshavet, når vi nu ved, at det er et af de steder, hvor russerne er mest ømfindtlige – hvorfor risikere at forværre det sikkerhedsdilemma mellem Rusland og Vesten, som allerede er i fuldt vigør og risikerer at komme ud af kontrol?

FE skriver jo direkte, at vi kun skal forvente det, de kalder "uforudsigelig adfærd" fra russisk side, hvis vi kommer for tæt på "særligt sensitive militære lokationer", læs: ubådene og ubådsbaserne i Barentshavet.

Man kan selvfølgelig argumentere for, at det stadig er relevant med ubådsjagt i GIUK-gapet eller i farvandene langs den grønlandske kyst, men er der ikke trusler tættere på Danmark, der er vigtigere?

Fra en russisk synsvinkel vil det i en krise- eller krigssituation i min optik være oplagt at forsøge at lukke Storebælt, Øresund og Kielerkanalen, da det kan reducere antallet af Nato-skibe i Østersøen og vanskeliggøre en Nato undsætning af de baltiske lande.

Og selvom den russiske Østersøflåde nok vil have særdeles trange kår i en krigssituation, vil man for eksempel kunne minere stræderne fra fly eller ubåde eller vanskeliggøre passage med forskellige former for sabotage mod skibsfarten eller broerne. Med mindre man vælger at minere stræderne ret tidligt i en konflikt, inden Nato vågner op.

Desuden har Rusland langtrækkende sømålsmissiler, der kan nå op i de danske stræder. Derfor vil der være behov for overvågning af såvel farvandene som luftrummet omkring de danske stræder – for nu ikke at tale om luftforsvar.