ARC: Omkostningerne til lagring er en af de største barrierer for CO2-fangst

DEBAT: En CO2-afgift vil give et incitament til at nedbringe emissioner og indfange CO2. Hos ARC foreslår man en model, hvor man får betaling for den CO2, man fanger, skriver Jacob H. Simonsen.

Af Jacob H. Simonsen
Direktør for Amager Ressourcecenter

For få uger siden blandede jeg mig i debatten her på Altinget med en opfordring til regeringen om at komme i arbejdstøjet og skabe rammerne for CO2-fangst i Danmark. Siden har regeringen med sit klimaprogram lavet en målsætning på 4-9 millioner tons lagret CO2 i 2030.

Jeg repræsenterer ARC, der med affaldsenergianlægget Amager Bakke kan blive en af spydspidserne til at komme i gang med CO2-fangst i Danmark. Vi kan spare klimaet for cirka 500.000 tons CO2/år fra 2025 og samtidig gøre København til verdens første CO2-neutrale hovedstad.

Energiudnyttelse af restaffald følger af den miljøopgave, det er at håndtere affald, og er kun relevant, når vi ikke kan genanvende eller genbruge ressourcerne. Over de næste ti år skal vi reducere affaldsforbrændingskapaciteten i Danmark med cirka 30 procent. Myndighedernes vurdering er derfor, at der i 2030 vil være brug for kapacitet til at energiudnytte cirka 2,6 millioner tons restaffald.

Så længe vores produktions- og forbrugssamfund er indrettet på en sådan måde, at der er restaffald, der ikke kan genanvendes, skal vi interessere os for CO2-fangst. Det rummer store muligheder for at hente markante og varige klimagevinster.

En afgørende forudsætning for at fange CO2 på Amager Bakke allerede fra 2025 er offentlig støtte. Derfor har ARC sammen med vores partner Copenhagen Malmo Port (CMP) netop trykket send på en ansøgning til EU’s Innovationsfond om støtte på op mod en milliard kroner til CO2-fangst på ARC fra 2025.

Grøn omstilling – på den store klinge
I den danske klimadebat blæser der positive vinde om CO2-fangst på tværs af det politiske spektrum, de grønne organisationer og ikke mindst hos erhvervsorganisationerne. Det glæder det mig, at blandt andet Dansk Industri har lagt sig i selen for at drive dagsordenen. I en nyhed 21. oktober peger DI på, at CO2-fangst er en omkostningseffektiv løsning, som kan blive en guldgrube for Danmark.

Perspektiverne og mulighederne nærmest råber til os. Kina har meldt ud, at de vil være CO2-neutrale inden 2060. Japan, der er verdens femtestørste udleder, vil være CO2-neutral i 2050. Også Indien, der snart er verdens folkerigeste land, leder efter bæredygtige grønne løsninger. Der er vilje og pres på den grønne klimadagsorden. Der skal leveres.

Set fra min stol er ARC blot den første aktør i hovedstadsområdet, som skal lave CO2-fangst. Vores indsats og stålsatte vilje for at skabe markante CO2-reduktioner kan forhåbentlig være med til at bane vejen for andre store udledere. Der skal tænkes i skalaeffekter for initialinvesteringerne i teknologi og infrastruktur. Der skal tænkes stort for, at vi kan skabe størst mulige CO2-reduktioner til færrest mulige penge.

Hvis vi mangedobler mængden af indfanget CO2, vil det være med til at drive prisen på lagringen af CO2’en mærkbart ned. I den verden vi ser ind i, er det med stor sandsynlighed prisbillig lagring, der kan blive afgørende.

Vi står over for at få dominobrikkerne til at falde til fordel for den grønne omstilling. Det kræver blandt andet dansk knowhow på landets universiteter og rådgivningsvirksomheder, ligesom danske virksomheder får en vigtig rolle i at levere isenkrammet.

En analyse fra Markets and Markets viser, at CCUS-sektoren (CO2-fangst og efterfølgende lagring eller udnyttelse) forventes at vokse fra 1,6 milliarder dollars i 2020 til 3,5 milliarder dollars i 2025 på verdensplan. Klimaudfordringerne er globale, og hvis vi rammer bolden rigtigt med CO2-fangst i Danmark, kan det danske samfund og danske virksomheder få en stor del af det voksende globale marked. Kina, Japan, Indien osv.

Det kan regeringen og staten gøre
Intet kommer af ingenting – bortset fra lommeuld. Sådan er det også med CO2-fangst i Danmark. Der kan også meget hurtigt gå hønen eller ægget i problemstillingen. Hvem vil investere i lager, hvis der ikke er nogen, der fanger CO2? Og hvem vil fange CO2, hvis der ikke er noget sted at udnytte eller lagre den?

Hos ARC er vi er klar på dialog med regeringen og Folketinget om det, der skal til for at sætte CO2-fangst på skinner. Lad mig nævne nogle få eksempler:

  • Nedbring omkostningerne til lagring af CO2. Omkostningerne til lagring af CO2 er en af de største barrierer for CO2-fangst. Rambøll peger på, at det bliver billigst, hvis flere store udledere tæt på hinanden forener kræfterne. Man kunne forestille sig, at staten i en kommende CCUS-strategi lader CO2-udlederne fange CO2’en, og selv står for etableringen af infrastrukturen til at transportere CO2’en til et lagersted – og måske også selv etablerer en lagringsfacilitet. Det vil svare til den rolle som Energinet i dag har på transmissionssystemerne inden for el og gas.
  • Skab incitament til CO2-fangst. Indførelsen af en CO2-afgift vil give de største udledere et incitament til at nedbringe emissionerne. Og man kunne endda forestille sig en model, hvor man som CO2-udleder får betaling for den CO2, som man fanger og bortskaffer eller udnytter til andre formål, for eksempel Power-to-X.
  • De rette rammevilkår. Staten kan med de rette rammevilkår sikre, at vi som affaldsenergianlæg blandt andet har hjemmel til at fange CO2 og afsætte den indfangede CO2 til industrielle formål – eller lagre den i undergrunden.

Hvis vi får støtte fra EU, er ARC og CMP klar med ”hønen”. Så håber og tror vi på, at regeringen og det politiske system træffer de nødvendige politiske beslutninger, så vi kan folde potentialerne ved CO2-fangst ud og høste guldægget i form af markante og varige CO2-reduktioner.

Forrige artikel EL-borgmester: Et totalt stop for spildevandsudledning til vandmiljøet er urealistisk EL-borgmester: Et totalt stop for spildevandsudledning til vandmiljøet er urealistisk Næste artikel IDA: Vi skal bruge PtX, hvor vi ikke har andre løsninger IDA: Vi skal bruge PtX, hvor vi ikke har andre løsninger