Debat

Cyklistforbundet: Der er for lidt cykelparkering i København – og løsningen er absolut ikke roadpricing

Borgerforeningsformand Peter Hjorth har helt ret i, at der mangler parkeringsplads til cykler i København. Men løsningen er adeles ikke roadpricing for ladcykler, skriver Erik Hjulmand.

Cyklistforbundet er enig i, at København bør overveje at skabe en balance mellem cykler og biler, så ingen føler sig forfordelt. For i dag er bare syv procent af de offentlige gadearealer tildelt cyklisterne, som står for 25-30 procent af transporten, skriver Erik Hjulmand.
Cyklistforbundet er enig i, at København bør overveje at skabe en balance mellem cykler og biler, så ingen føler sig forfordelt. For i dag er bare syv procent af de offentlige gadearealer tildelt cyklisterne, som står for 25-30 procent af transporten, skriver Erik Hjulmand.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Erik Hjulmand
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Cyklistforbundet er helt enig med Peter Hjorth, der for nylig skrev et debatindlæg i Altinget, i, at vi skal opføre os hensynsfuldt i trafikken, uanset måden at transportere sig på.

Og ikke mindst er vi aldeles enige i, at der er en udtalt, nærmest pinlig mangel på parkeringspladser til ladcykler i det offentlige rum i København.

Heldigvis lysner det lidt med det sidste, eftersom der i den trafikhandlingsplan for Middelalderbyen i det indre København, som kommunens politikere for nylig vedtog, opereres med, at en række bilparkeringspladser skal omdannes til cykelparkering, herunder specifikt en række muligheder for at parkere ladcykler. Men, som Peter Hjorth, så rigtigt peger på, så er der meget lang vej til, at behovet er dækket.

Mangel på cykelparkering

Men når det kommer til Peter Hjorths forslag om roadpricing på ladcykler — og de dertil forbundne krav til nummerplader, registrering med videre — står Cyklistforbundet af.

Faktum er, at i et overordnet perspektiv er det stadigvæk så klart bilerne, der har den dominerende stilling på de københavnske veje.

Erik Hjulmand
Formand, Cyklistforbundet i København

Vi kommer aldrig til at støtte tiltag, der gør det mere besværligt og/eller bureaukratisk at være cyklist, hvad enten det handler om nummerplader, obligatorisk hjelmkrav eller køreprøver, for også at nævne et par andre idéer, som indimellem luftes, når talen er på cykeltrafik.

Vi mener tværtimod, at cyklisterne skal have et klap på skulderen for at vælge den transportform, de har, og at flere skal anspores til at gøre det.

Og lad os så benytte lejligheden til at få gjort op med en ofte fremført påstand om, at det alene er bilisterne, der er så afhængige af deres transportmiddel.

Det er cyklisterne så sandelig også, hvilket der eksempelvis findes masser af eksempler på i den bydel, Peter Hjorth kommer fra, nemlig Ørestaden. Så vi har svært ved at se, at bilerne skulle have mere ret til parkeringspladserne end (lad)cyklerne.

Cyklistforbundet er faktisk også enigt med Peter Hjorth, når han afslutningsvis skriver, at "København bør overveje at skabe en balance mellem cykler og biler, så ingen føler sig forfordelt."

For nej, den balance er der på ingen måde i dag, hvor bare syv procent af de offentlige gadearealer er tildelt cyklisterne, som står for 25-30 procent af transporten.

Den ulighed finder Cyklistforbundet urimelig, og så kan Peter Hjorth og andre beklage sig nok så meget over problemer med at finde parkeringspladser, men faktum er, at i et overordnet perspektiv er det stadigvæk så klart bilerne, der har den dominerende stilling på de københavnske veje, både de kørende og de parkerende.

Læs også
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Hjulmand

Formand for Cyklistforbundet i København

0:000:00