Debat

EL i København til professor: Vi vil ikke gamble med Østersøens fremtid

I Østersøen kan selv en lille ændring have stor betydning. Derfor er det helt forkert, når professor Thorbjørn Joest Andersen beskylder os for at overdrive de mulige miljøkonsekvenser ved Lynetteholmen, skriver miljø- og teknikborgmester Line Barfod (EL).

Hvis ekspertgruppen er delt i to om miljøkonsekvenserne ved Lynetteholmen, er vi i Enhedslisten i hvert fald ikke villige til at løbe den risiko, skriver Line Barfod (EL).
Hvis ekspertgruppen er delt i to om miljøkonsekvenserne ved Lynetteholmen, er vi i Enhedslisten i hvert fald ikke villige til at løbe den risiko, skriver Line Barfod (EL).Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Line Barfod
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Thorbjørn Joest Andersen har i et indlæg i Altinget kritiseret os i Enhedslisten for at være overforsigtige, når det gælder vores kritik af Lynetteholmens påvirkning af Østersøen.

Samtidig fortæller han selv, at der er uenighed om miljørisici ved anlægget af Lynetteholmen i den ekspertgruppe, han er en del af, og som vejleder Trafikstyrelsen om projektet.

I Enhedslisten vil vi hellere være forsigtige end at risikere, at der gøres uoprettelig skade på Østersøen.

Læs også

Dråben, der får østersøen til at flyde over

Først og fremmest så henviser Thorbjørn Joest Andersen til en miljøundersøgelse, der viser, at Femern Bælt-forbindelsen ikke vil få særligt store konsekvenser for salttilførslen til Østersøen.

Man kan diskutere, hvor stor en effekt Lynetteholm kommer til at have på saltvandstilførslen, men man kan ikke diskutere, at den kommer til at have en effekt 

Line Barfod (EL)
Miljø- og teknikborgmester, Københavns Kommune

Men når det handler om Østersøen, giver det bedre mening (ligesom andre eksperter henviser til) at sammenligne med de konsekvenser, man vurderede, at byggeriet af Øresundsbroen ville få for saltvandsgennemstrømningen.

Dengang vurderede man, at det ville få så store konsekvenser, at man valgte at udføre en kompenserende udgravning for at være sikker på, at salttilførslen til Øresund ikke blev forringet.

Det vil sige, at hvis man lytter til andre eksperter og sammenligner med Øresundsbroen, er vurderingen, at Lynetteholmen kommer til at have store konsekvenser for saltvandstilførslen til Østersøen.

Sådanne konsekvenser kan gøre uoprettelig skade. I Østersøen kan selv en lille ændring have stor betydning. Det kan være den berømte dråbe, der får bægeret til at flyde over. 

Thorbjørn Joest Andersen nævner desuden, at Østersøen i forvejen er truet af en lang række faktorer, men der bliver ikke nævnt et af de største problemer: nemlig at der allerede nu er behov for mere salttilførsel, end der er i dag.

Der kommer mere og mere ferskvand fra de floder, der leder ud i Østersøen, hvilket skyldes de øgede regnmængder som følge af klimaforandringerne. Hvis Lynetteholmen bliver anlagt, kan det få en negativ indflydelse på saltvandstilførslen i Østersøen, som allerede er presset. Det må ikke ske.

Spiller hasard med miljøet

For os er der to løsninger. Den bedste løsning, mener vi selvfølgelig, ville være helt at droppe Lynetteholmen og på den måde beskytte Østersøen og undgå at forringe salttilførslen yderligere.

Man kan diskutere, hvor stor en effekt Lynetteholmen kommer til at have på saltvandstilførslen, men man kan ikke diskutere, at den kommer til at have en effekt. Derfor mener vi, at der ikke skal spilles hasard med miljøet i Øresund.

Det kan I kalde et over-forsigtighedsprincip, men det kalder vi sund fornuft

Line Barfod (EL)
Miljø- og teknikborgmester, Københavns Kommune

Hvis halvøen stadig bliver bygget på trods af Enhedslistens vedvarende kamp den, bliver man i det mindste nødt til som minimum at lave kompensationsafgravninger, ligesom man gjorde dengang man etablerede Øresundsforbindelsen.

En rapport fra Dansk Hydraulisk Institut (DHI) anbefalede allerede for et år siden, at man som minimum lavede kompensationsafgravninger, men Lynetteholms partierne vælger stadig at ignorere anbefalingerne og gå videre med etableringen af Lynetteholmen uden at kompensere.

Thorbjørn Joest Andersen refererer selv til uenighed i ekspertgruppen. Så hvis den ene del af ekspertgruppen og DHI mener, at der er en risiko for Østersøen, er vi i Enhedslisten i hvert fald ikke villige til at løbe den risiko.

Lad os ikke gamble med Østersøens fremtid. Det kan I kalde et overforsigtighedsprincip, men det kalder vi sund fornuft.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Line Barfod

Teknik- og miljøborgmester (EL), Københavns Kommune
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00