Debat

S i København til Dan Jørgensen: Tag styringen tilbage med den gordiske affaldsknude

Selvom S engang var imod en liberalisering af affaldssektoren, er det nu der, vi står, for "dødslisten" er kuldsejlet. Men klimaet er alt for vigtigt til at overlade til markedet, skriver Susan Hedlund, formand for ARC.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Klimakrisen går ikke væk, og løsningen fortoner sig. For hver dag, der går, vælter der CO2 ud i atmosfæren. Fra bilerne i byen, fra landbruget og fra vores store energianlæg. Det vil kræve en hidtil uset fælles indsats at løse klimakrisen. Men vi skylder vores børn og børnebørn, at gøre alt hvad vi kan, for at de ikke kommer til at stå i vand til knæene.

Et meget bredt flertal i Folketinget indgik i juni en klimaaftale om en grøn affaldssektor. Samlet set vil en bred vifte af tiltag mindske CO2-udledningen fra affaldssektoren med cirka 700.000 ton om året. Et afgørende element i aftalen er at genanvende mere og brænde mindre. Helt konkret er det en politisk målsætning, at vi skal brænde 30 procent mindre af vores affald i 2030. Helt fornuftigt.

Hvordan kapaciteten på landets affaldsenergianlæg så lige skal begrænses, er en gordisk knude.

S var imod
KL fik til opgave at komme med et bud på en styret model for tilpasning af kapaciteten. Opgaven blev stillet med en lang række indbyrdes modstridende og dermed umulige krav, der oven i hatten skulle løses på rekordtid.

Forslaget om liberalisering af affaldsenergisektoren har været foreslået gentagne gange. Hver gang er det blevet skudt ned.

Susan Hedlund (S)
Frmand for ARC og gruppeformand i Københavns Borgerrepræsentation

Samtidig blev det indskrevet i den politiske aftale, at hvis den umulige opgave ikke kunne løses, så vil man koble politikerne og demokratiet helt ud af processen og automatisk overlade det til embedsmændene at gennemføre en liberalisering af vores fælles samfundsmæssige absolut nødvendige infrastruktur. Helt gak. Og der står vi så nu.

Svend Aukens ord om at "først pisser du på mig, og så siger du, at jeg lugter", rammer det hele ind. Jeg opfordrer klimaministeren til at lede Folketingets partier tilbage til forhandlingsbordet for at tage ansvaret og styringen tilbage.

Liberalisering vil ikke bringe os i mål. Det er et fælles politisk ønske, at det er de mest miljø- og klimarigtige anlæg, der skal stå tilbage i 2030 og derefter. Men det kan liberalisering ikke levere på.

Klima og miljø koster penge. De anlæg, der, ligesom ARC, investerer tungt i klima- og miljøbeskyttelse, påtager sig høje omkostninger. Og i en konkurrence vil anlæg med høje omkostninger tabe til de gamle, udslidte og billige anlæg.

Må ikke mislykkes
Forslaget om liberalisering af affaldsenergisektoren har været foreslået gentagne gange. Hver gang er det blevet skudt ned. Da det seneste blev det fremført af VLAK-regeringen, var mit eget parti lodret imod.

De fem kommunale ejere bag ARC har på borgernes vegne for eksempel investeret i at rense røgen langt ud over det der kræves. En særlig katalysator har eksempelvis kostet en investering på cirka 250 millioner kroner og er ikke gratis at drive i hverdagen.

Valget var helt rigtigt, for udledning af skadelige partikler er reduceret med cirka 80 procent i forhold til alle andre affaldsenergianlæg i Danmark. Vores valg er med til at forbedre luftkvaliteten i byen og redde liv.

Alle øvrige affaldsenergianlæg overholder de EU-fastsatte grænseværdier, men ARC er gået videre, fordi vi tager miljø, luftkvalitet og folkesundhed alvorligt. Nu står vi til at tabe i konkurrencen.

I København har vi høje ambitioner om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad. Vi ønsker at vise vejen til en bæredygtig by i en bæredygtig fremtid. ARC kan få en meget vigtig rolle i forhold til at få klimaambitionen til at lykkes. ARC har derfor også i flere år arbejdet på CO2-fangst, og potentialet er enormt. Fra ARC alene vil man kunne fange cirka 500.000 ton CO2 om året. Men det er naturligvis ikke gratis. Vi vil alt andet lige komme bagud i konkurrencen.

Den CO2-gevinst, ARC kan skabe, svarer til, at man planter træer på et areal svarende til seks gange hele Københavns Kommune – hvert år. De potentielle gevinster er så store, at dette simpelthen ikke må mislykkes for os.  

Tag styringen tilbage
Da partierne i forsommeren satte sig sammen på Christiansborg for at lave en klimaaftale om en grøn affaldssektor, tænke man ikke i CO2-fangst. Men det er ikke for sent at blive klogere.

Derfor skal der lyde en opfordring til at holde fast i ambitionen om at reducere den nationale kapacitet med 30 procent frem mod 2030, men det skal indtænkes, hvordan man bedst muligt høster affaldsenergisektorens potentielle klimagevinster.

Jeg opfordrer klimaministeren til at lede Folketingets partier tilbage til forhandlingsbordet for at tage ansvaret og styringen tilbage.

Susan Hedlund (S)
Frmand for ARC og gruppeformand i Københavns Borgerrepræsentation

Og det kræver politisk styring af, hvor fremtidens affaldsenergianlæg skal placeres, og hvilke anlæg der skal overleve, for at vi i 2030 kan høste de meget betydelige klimagevinster med CO2-fangst. Det er for vigtigt til at overlade til markedets usynlige hånd.

Til gengæld vil potentialet være en CO2-reduktion på cirka 3 millioner ton, hvoraf mere end halvdelen af CO2-udledningen vil være biogent, det vil sige affald, der allerede har optaget kulstof i produktionen. Derfor kan sektoren netto reelt blive klimapositiv, og for eksempel bidrage til, at vi fortsat også kan have landbrug i Danmark.

Den politiske aftale fra juni er en klimaaftale. Jeg synes, det vil klæde politikerne på Christiansborg at tage styringen tilbage og fokusere på at levere på denne afgørende klimadagsorden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00