Vi står midt i en børnepolitisk katastrofe

Lige nu indtræffer en børnepolitisk katastrofe. Det er som at se et trafikuheld, der spærrer vejkrydset, hvor de involverede ikke rør sig ud af flækken, fordi man diskuterer, hvem der skal betale for oprydningsarbejdet. Vi må simpelthen finde en løsning øjeblikkeligt.

Nogle måneder tilbage fik vi pludselig i Børne- og Ungdomsudvalget en melding om, at sekretariatet for KL problematiserer, at blandt andre Københavns Kommune giver mennesker, der arbejder i pædagogfaget, mulighed for at tage en uddannelse som pædagog med løn.

For nyligt meldte regeringen så ud, at den vil afsætte penge til meritpædagoguddannelsen. Men det ændrer, ifølge Børne- og Ungdomsforvaltningen i København, ikke på det faktum. at den den gamle ordning med fuldtidsløn under meritpædagogstudiet ikke kan fortsættes lige nu.

Situationen er fatal for børnene. For i perioden februar 2018 til september 2022 er næsten 400 pædagogmedhjælpere ansat i Københavns dagtilbud startet på en meritpædagoguddannelsen, og indtil videre har godt og vel 90 gennemført uddannelsen, mens 307 er i gang.

Det stramme serviceloft betyder, at man i kroge af KL’s bestyrelse bebrejder staten for, at den ikke finansierer meritpædagoguddannelsen

Emil Sloth Andersen (R)

Samtidig er frafaldet på meritpædagoguddannelserne lavt. Der er altså tale om en kolossal succes, som nu bliver bremset.

Fra forskningsrapporten "Kvalitet i Dagtilbud" fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) ved vi, at en hævet uddannelsesgrad og efteruddannelse er en af de suverænt mest sikre veje til at løfte kvaliteten i dagtilbuddene. Faktisk må vi konkludere, at det er en mere sikker vej til de gode dagtilbud, end normeringerne er – dem bakker jeg nu også varmt op om.

I toppen af KL mener man, at den praksis, der hersker med meritpædagoguddannelsen, er i strid med KL-overenskomster om, hvornår løn udbetales. Men desværre er der blandet en anden diskussion ind i det her, som medierne ikke taler nok om.

Den stramme statslige begrænsning af, hvor mange kroner kommunerne må bruge på velfærd (det såkaldte serviceloft) betyder nemlig, at man i kroge af KL’s bestyrelse bebrejder staten for, at den ikke finansierer meritpædagoguddannelsen.

Det er problematisk, at KL’s bestyrelse i den her situation set fra min børnepolitiske stol i København minder om en black box.

Spørgsmålet startede som en overenskomstmæssig problematik, fordi jurister vurderer, at det var i strid med overenskomsten, hvis kommunerne fortsatte praksis med at sende voksne på merituddannelsen med løn. Men hvorfor træffer KL’s bestyrelse ikke en beslutning om at åbne en forhandling med arbejdstagersiden, så løn under merituddannelsen kan blive en del af det overenskomstmæssige aftalegrundlag?