Forslaget om et særskilt Idrætsministerium dukker op med jævne mellemrum, men det forekommer både ugennemtænkt, uigennemførligt og skadeligt.

Lad mig fremsætte en række argumenter for at fastholde idrætten i Kulturministeriet og dermed som en del af kulturpolitikken.

Meningsløs adskillelse 

For det første er idrætspolitikken i Danmark stærkt decentraliseret. Cirka 80 procent af de offentlige udgifter til idræt varetages af kommunerne.

Derfor er idrætspolitikken på statsligt niveau ret overskuelig. Kun tre til fire medarbejdere sidder med området i Kulturministeriet. At udskille dem i et særligt ministerium giver ingen mening.

For det andet er idrætspolitikken – undskyld mig – ret betydningsløs sammenlignet med de tunge politikområder som forsvar, skat, sundhed, undervisning, klima og miljø.

Med få undtagelser er idrætspolitikken derfor heller ikke et område, som søges af de magtfulde politikere. At oprette et særskilt Idrætsministerium er ganske enkelt ude af proportion.

En taberdømt kamp 

For det tredje vil det marginalisere idrætten. Idrætten vil blive isoleret i et lille juniorministerium, og det vil blive tildelt en minister, som vil få svært ved at gøre sig gældende i ”slagsmålene” med andre ministerier og i forhold til regeringens centrale udvalg.

Forpligtes idrætten ikke i en kulturpolitisk sammenhæng, risikerer den at miste sit særlige humanistiske udviklingssyn og værdigrundlag. 

Søren Riiskjær
Skribent, Dansk Idrætspolitik

Han eller hun har været en juniorminister, som enten ikke har kunnet sige ja eller nej uden at rådføre sig med en seniorminister, eller også er han/hun senere vendt tilbage og har måttet anmode om at ændre beslutninger eller konklusioner.

Uønsket aktivitet

For det fjerde vil en idrætsminister føle sig foranlediget til at føre en langt mere aktivistisk idrætspolitik end den, vi hidtil har været vant til i Danmark.

En minister kan ikke bare sidde på hænderne og overlade det til organisationerne at føre politik. En minister ønsker at være synlig, bevise sit værd, vise handlekraft og gennemføre reformer.

Dét er næppe et drømmesyn for idrættens organisationer, som altid har fastholdt ønsket om en minimal indblanding fra statens side.

Mistet legitimitet og gennemslagskraft 

For det femte vil det være en katastrofe at udskille idrætten fra kulturpolitikken. Det er netop i lyset af kulturpolitikkens mål og værdier, at idrættens samfundsmæssige betydning giver mening og dermed også legitimitet.

Forpligtes idrætten ikke i en kulturpolitisk sammenhæng, risikerer den at miste sit særlige humanistiske udviklingssyn og værdigrundlag. Den vil dermed stå tilbage som redskab for målsætninger båret af sundhedspolitiske forestillinger.

En ofte citeret formulering vedrørende kulturpolitikkens målsætninger lyder: ”Det er kulturpolitikkens opgave at udvikle menneskers evner og anlæg, så de kan tage vare på sig selv og det fællesskab, de er en del af”.

Enhver der har dyrket idræt har oplevet, hvorledes idræt kan give indsigt vores ressourcer, vores potentialer og vores grænser. Idræt udvikler den enkeltes kompetencer og dets evner til at tage del i et fællesskab.

I stedet for at oprette et Idrætsministerium, bør Kulturministeriet med afsæt i kulturpolitikkens mål og principper arbejde for en idrætspolitik, der formulerer nogle klare og sammenhængende værdier, målsætninger og handlinger for statslige og kommunale initiativer rettet mod et rigt blomstrende idrætsliv.