Debat

DI: E-sportstrategien skal op af skraldespanden

Det er på tide at samle den gamle e-sportstrategi op af skraldespanden og aktivere den. Kulturministeriet og Erhvervsministeriet bør i fællesskab facilitere denne indsats i anerkendelse af e-sportens betydning både for foreningslivet og for erhvervslivet, skriver Maria Krüger Torp.

Virksomheder som Astralis og Blast sætter barren højt, inspirerer vores børn og unge og fortæller samtidig historien om, at du aldrig bliver en god gamer, hvis du ikke får din søvn, din fysiske træning, din alsidige kost og samtidig bevarer en sund balance i dit liv, skriver Maria Krüger Torp.
Virksomheder som Astralis og Blast sætter barren højt, inspirerer vores børn og unge og fortæller samtidig historien om, at du aldrig bliver en god gamer, hvis du ikke får din søvn, din fysiske træning, din alsidige kost og samtidig bevarer en sund balance i dit liv, skriver Maria Krüger Torp.Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Maria Krüger Torp
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Vores børn skal væk fra computeren", er ofte en kommentar, der dukker op i forbindelse med drøftelsen af e-sport. Men den tilgang er ikke gangbar i en tid, hvor flere og flere gamere kommer til hver dag. E-sport er kommet for at blive, og aktører og politikere bør i stedet kunne nå til enighed om at arbejde med e-sporten i stedet for at arbejde imod den.

Vores børn og unges virtuelle fællesskaber bør tages seriøst, og e-sportens evne til at skabe samhørighed på tværs bør give anledning til en revision af, hvordan vi omtaler, behandler og prioriterer den.

Havde vores drenge herhjemme på 10 og 12 år ikke haft mulighed for at være sammen med deres klassekammerater i gaminguniverset under coronaens mange nedlukninger, havde det uden tvivl været langt sværere for dem at klare sig igennem de brutale lockdowns. Desuden er de begge to langt bedre til engelsk og strategi, end jeg nogensinde har været i løbet af min folkeskoletid i 90'erne.

En sund balance i livet

E-sporten rummer så mange værdier, som vi proaktivt bør støtte op om – i særdeleshed fra politisk side. Derfor bør den gamle e-sportstrategi samles op og det primære initiativ genaktiveres. Som følge af den nationale strategi for e-sport fra 2019 blev der nemlig nedsat et e-sportpanel, som dog desværre kun nåede at mødes en enkelt gang inden folketingsvalget i juni 2019.

E-sportpanelet bør genaktiveres og understøttes af et dybdegående analysearbejde, der blandt andet afdækker børn og unges forhold til e-sport.

Maria Krüger Torp
Chef, DI Turisme & Oplevelser

Herefter gik initiativet tabt, men det behøver ikke at være svært at genoplive. Aktørerne vil gerne, debatten er der, og e-sportens udbredelse øges dag for dag. Der er uden tvivl også masser af udfordringer og bekymringer knyttet til e-sporten, men lad os som udgangspunkt blive enige om, at glasset er halvt fyldt.

Derfor er der brug for en struktureret diskussion af, hvad vi vil med e-sporten i Danmark. Vi har allerede en helt unik platform. Vi er det land i verden, der har flest professionelle gamere per indbygger. Vi er et højt digitaliseret land, vi har nogle af klodens bedste e-sport teams, og vi er samtidig velsignet med indtil flere af verdens førende virksomheder inden for kommercialisering af gaming.

Virksomheder som Astralis og Blast sætter barren højt, inspirerer vores børn og unge og fortæller samtidig historien om, at du aldrig bliver en god gamer, hvis du ikke får din søvn, din fysiske træning, din alsidige kost og samtidig bevarer en sund balance i dit liv.

Betydning for både forenings- og erhvervslivet

E-sporten rummer mange potentialer, facetter og udfordringer, der kalder på systematisk afdækning. Hvilke kompetencer får vores børn, når de gamer? Hvordan kan vi organisere aktiviteterne? Hvordan kan vi benytte gaming i uddannelsesøjemed?

Temadebat

Hvordan bør fremtiden se ud for e-sport?
E-sport har gennem de seneste år oplevet heftig vækst i Danmark, og det er for mange unge en mulighed for at blive en del af foreningsfællesskaber i det danske foreningsliv. Samtidig rummer e-sporten ifølge kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) "en række udfordringer".

I anledning af den aktuelle debat, som finder sted på Christiansborg, spørger Altinget Idræt, hvordan politikere og interessenter ser fremtiden for e-sport i Danmark.

Skal der gøres mere for at styrke e-sportens organisering, talentarbejde og foreningsfællesskaber? Eller bør der indføres mere regulering af de store udenlandske virksomheder, som tjener penge på at tilbyde spil til børn og unge?

Om temadebatter:
Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Hvilke eksportmuligheder er der? Hvordan kan Danmark sikre og udbygge vores unikke position internationalt? Hvordan kan erhvervslivet bruge gaming og e-sport aktivt? Mærsk har netop indgået et sponsorat med en af verdens største Counter Strike turneringer, så hvad er det for et potentiale, logistikgiganten ser her?

Der er mange voldsomt interessante spørgsmål, men ikke mange svar. Derfor bør e-sportpanelet genaktiveres og understøttes af et dybdegående analysearbejde, der afdækker børn og unges forhold til e-sport, undervisningsmuligheder, digital trivsel, afledte effekter så som beskæftigelse, uddannelse og kompetencer, eksportpotentiale, media reach, interessen for live events, omsætning og innovation.

Kulturministeriet og Erhvervsministeriet bør i fællesskab facilitere denne indsats i anerkendelse af e-sportens betydning både for foreningslivet og for erhvervslivet. Det er på tide at samle den gamle e-sportstrategi op af skraldespanden og aktivere den. I DI ser vi frem til at deltage aktivt i dette arbejde.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Maria Krüger Torp

Chef, DI Turisme og Oplevelser
journalist (DJH, 2006)

0:000:00