5 A'er: Ny bog kan give mere demokratiske samtaler mellem embedsmænd og borgere

Ansvar for borgerne i liv og død
Når jeg indledningsvis karakteriserer Hans Mogensen som omsorgsfuld i sin karakteristik af både borgere og medarbejdere, så er det blandt andet på baggrund af et glimrende afsnit i bogen, der beskriver, at vi faktisk ikke er så rationelle, som vi går og tror.

Erkendelserne står i kø samtidig med, at man læser teksten, der nænsomt bøjer i neon, at vi har en begrænset opmærksomhed, tid, spændvidde og seriel informationsbehandling. Når vi så derudover er kodet til at høre det, vi gerne vil høre. Hyler med flokken. Har følelser, der overtrumfer fakta, og ikke går af vejen for en god konspiration, ja så er der lagt i kakkelovnen til borgermøder, inddragelsesprocesser og dialoger, der næsten kun kan gå galt.

I bogens opskrift-kapitler er der gode, konkrete råd, hjælpemidler og værktøjer, der er lige til at tage i anvendelse.

Christine Brochdorf
Fhv. kommunaldirektør

En kommune har ansvar for borgerne i liv og død samt i lyst og nød. Det stiller kæmpestore krav til ledelsen og til den konkrete sagsbehandling. Men vi er alle bare mennesker, og når der kommer en relevant bog fra Hans Mogensens hånd, så er det fordi, det går skævt hver dag i alle kommuner i forskellige sammenhænge – fuldstændig ligesom det gør i alle andre typer organisationer og virksomheder. I organisationer og virksomheder er det oftest bare irriterende og ikke decideret livsindgribende.

Mange offentligt ansatte har fundet deres egen vej i, at ”overleve” de markante borgere. Det er med et skjold af faglighed, henvisning til regler og lovgivning eller til ankeinstanser.

Skjoldet kan gennem årene have udviklet sig så meget, at det kan opleves decideret undergravende fra medarbejderens side, når ledere beder om faktisk at møde de markante borgere, stille spørgsmål til fagligheden (i ental) eller spørge ind til om det måske er på tide med et sagsbehandlerskift eller lignende. Så opleves det pludselig som manglende opbakning fra ledelsens side eller kompromitterende for fagligheden. Men den fleksibilitet er afgørende, hvis vi skal ud af den dem/os-deadlock, som præger mange af forløbene. Og ikke mindst væk fra en borgeropfattelse af ”systemet”, der minder om ”huset vinder altid”-logikken fra casinoet.

Plug and play til det gode borgermøde
Skal jeg finde et hår i suppen, findes det i bogens præmis for demokratiet. ’Markante borgere’ indledes med en fortælling om en (u)demokratisk protest i senatet i Oregon, og forfatterens harme er tydelig. Præmissen er, at demokratiet som vi er opvokset med i Danmark, er det entydigt rigtige, og det vi skal fastholde. Afsnittet afsluttes med den apokalyptiske sætning: ”demokratiet er ikke længere en selvfølge”. Men måske det faktisk er her kimen til de mange nye partier, bevægelser og ikke mindst markante borgere skal findes.

Demokratiet, som vi kendte det, er under forandring. Og måske vi skal gå med den forandring og se, hvilke potentialer det bringer med sig. I stedte for stædigt at fastholde, hvor skrækkelig verden bliver, hvis vi ikke får bragt orden i vores eget traditionelle demokrati i en fart. Som Hans Mogensen selv fremhæver, så mener fire ud af fem danskere, at vi er kommet styrket ud af coronakrisen. Men den var jo netop karakteriseret af en stærk leder og ingen demokratisk samtale og involvering i de omfattende beslutninger, der blev truffet.

I bogens opskrift-kapitler er der gode, konkrete råd, hjælpemidler og værktøjer, der er lige til at tage i anvendelse. Der er plug and play-beskrivelser af det gode borgermøde og fordele og ulemper beskrevet ved de forskellige modeller. Igen savner jeg et par gode fif til, hvordan borgermøder indimellem kan udvikle sig uforudsigeligt på grund af markante politikere. Men det skal være en opfordring til Hans Mogensen om at skrive en toer.