Anmeldelse af 
Knud Aarup

Ny modig bog om privat velfærd og profit savner bid

Jesper Brask Fischer og Jon Kvist har skrevet en vigtig bog, der desværre mangler en længere diskussion af, hvor langt vi som samfund skal gå i accepten af profit på velfærdsydelser, skriver Knud Aarup.

Forfatterne ser velfærd som lig med service, og det gør det svært at skelne imellem for eksempel behandlingstilbud og rene servicetilbud, skriver Knud Aarup.
Forfatterne ser velfærd som lig med service, og det gør det svært at skelne imellem for eksempel behandlingstilbud og rene servicetilbud, skriver Knud Aarup.Foto: Pressefoto
Knud Aarup
Frihed, Lighed og privat velfærd
Jesper Brask Fischer og Jon Kvist
264 sider, Gyldendal

 

Jon Kvist, professor på RUC og Jesper Brask Fischer, programchef i PFA har skrevet bogen 'Frihed, Lighed og privat Velfærd'. De har skrevet den, fordi de mener, at vi taler for lidt om privat velfærd i Danmark, og at det er både mærkeligt og forkert, fordi den private velfærd fylder så meget, som den gør.

De ser privat velfærd som en ”elefant i rummet”, som alle kan se, men ingen vil forholde sig til og slet ikke i den politiske debat.

Men de ser de private velfærdsordninger som vigtige og veludviklede, ”at de faktisk – men nok stadigvæk hypotetisk – kan dække en borger hele livet igennem”. Og i fremtiden skal de fylde mere. Derfor har de også givet bogen undertitlen: På vej mod en ny samfundsmodel.

Det undrer, at forfatterne ikke forfølger den kæmpe ulighedsskabende virkning

Knud Aarup

Forfatterne argumenterer for, at private velfærdsløsninger kan være et vigtigt element i løsningen af de udfordringer, som den nuværende velfærdsmodel står overfor: stigende krav til velfærd, mangel på ressourcer, mangel på arbejdskraft og så videre.

De ser det danske velfærdssamfund i dag som bestående af et velfærdsmiks i tre lag, hvor bunden udgøres af offentlige ordninger.

Oven på det er bygget en lang række arbejdsbaserede ordninger, og øverst ligger et noget mindre lag af markedsbaserede private ordninger.

Privat velfærd og ulighed

Efter at have sat rammen i de første tre kapitler med fastlæggelse af, hvad privat velfærd er, og hvordan Danmark er et velfærdsmiks af såvel offentlige som private velfærdsordninger, bruger forfatterne de næste fem kapitler på at analysere privat velfærd på uddannelsesområdet, på sundhedsområdet, på arbejdsmarkedsområdet, inden for ældreomsorg og på pensionsområdet.

Det er nogle interessante iagttagelser og redegørelser, som viser omfanget af mere forsikrings- og markedsbaserede løsninger i en dansk kontekst. Det er efter min mening her, at bogen fungerer bedst.

Læs også

I de sidste fire kapitler vender de igen tilbage til argumentation for et større fokus på privat velfærd, og de forsøger at lave en international sammenligning, men det tilføjer ikke rigtigt noget nyt.

Det skulle da være forsøgene i afslutningskapitlet på at understrege, at privat velfærd ikke vender den tunge ende nedad. Men det får en lidt patetisk karakter, når forfatterne i afslutningskapitlet spekulativt kaster sig ud i en argumentation for, at mere privat velfærd ikke behøver at øge uligheden i samfundet, og at privat velfærd ikke kun er for de rige.

Flydende begreber

Det virker som om, at bogen fra starten har haft det udgangspunkt på den ene side at se forøgede samfundsmæssige muligheder i flere private ordninger på velfærdsområdet, og på den anden side med deres respektive erfaringsbaggrund alt for godt at være klar over, at et velfærdssamfund skal kendes på måden, man behandler samfundets svageste på.

Jeg mangler den samfundsmæssige kritik, som tager udgangspunkt i ulighed i sundhed

Knud Aarup

Det forlener bogen socialpolitisk set med et vist positivt præg. Men forfatterne går ikke rigtigt til biddet.

Når de på den ene side i analysen af privat velfærd på sundhedsområdet kan konstatere, at de private tilbud på psykiatriområdet nærmest er de eneste tilbud, som man kan få, så undrer det, at forfatterne ikke forfølger den kæmpe ulighedsskabende virkning, som det har for samfundets bund.

På samme måde mangler jeg den samfundsmæssige kritik, som tager udgangspunkt i ulighed i sundhed. Og tilsvarende kritik kan rejses i forhold til skoleområdet, ældreområdet og pensionsområdet. Det bliver for ”pænt”.

Det største problem i bogen er de flydende begreber. Specielt begrebet ”privat velfærd” skifter løbende betydning. Nogle gange er civilsamfundets velfærdsløsninger en del af det private og andre gange ikke.

Når de for eksempel siger, at væsentlige dele af de velfærdsløsninger, vi kender i dag, stammer fra det private område, glemmer de den folkelige styrke som udgår fra civilsamfundet. Det svækker deres overordnede argumentation.

Velfærd eller service?

På samme måde har de ikke formået at gøre velfærdsbegrebet klart. Er velfærd og service det samme? Det mener jeg ikke. Tidligere var velfærdsinstitutionernes opgave at yde støtte efter devisen ”hjælp til selvhjælp”. Sådan var det frem til engang i 1990’erne.

Men Brask og Kvist ser velfærd mere eller mindre som lig med service, og det gør det svært at skelne imellem for eksempel behandlingstilbud og rene servicetilbud.

Det gør, at for eksempel det specialiserede socialområde, som er en væsentlige del af den offentlige sociale indsats, ikke tæller med som velfærd.

Læs også

Endelig savner jeg en længere diskussion af, hvor langt vi som samfund skal gå i retning af at acceptere profit på velfærdsydelser. I Sverige har de for nogle år siden haft en omfattende diskussion om, hvor stor en fortjeneste man må få på at drive en privat daginstitution.

Her ville en grundig analyse og et godt bud på profitniveauer have været et positivt bidrag til videreudvikling af det blandingssamfund, som det danske velfærdssamfund utvivlsom har bevæget sig i retning af.

Der er behov for denne bog – helt sikkert – men der er måske behov for et større mod og lidt mere kant i behandlingen af ”elefanten i rummet”. Så når jeg alligevel vælger at give 4 A’er skyldes det sidste A, at Brask og Kvist overhovedet har turdet skrive bogen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Knud Aarup

Debattør, hovedbestyrelsesmedlem, Røde Kors Danmark, bestyrelsesmedlem den selvejende institution Måløvgård, faglig leder, Altingets socialpolitiske netværk, fhv. direktør, Socialstyrelsen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1981)

Jon Kvist

Professor, Institut for Samfund og Erhverv, Roskilde Universitet
ph.d. i komparativ socialpolitik (Syddansk Uni. 1999), cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1992)

Jesper Brask Fischer

Velfærds- og seniorchef, PFA
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1997), INSEAD

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024