DI om kommunalreformen: Fokus på strukturer og systemer forbedrer ikke velfærden

Indretningen af den offentlige sektor er igen kommet på dagsorden, efter at indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) har bebudet endnu en evaluering af strukturreformen fra 2007.

Men inden vi igen begynder at ændre kommunegrænser og flytte opgaver på tværs af myndighedsniveauer, bør vi huske på, at den offentlige sektor er til for borgernes skyld.

Indretning og styringen af den offentlige sektor bør derfor ske med det klare mål, at borgerne får den bedst mulige velfærd inden for de givne økonomiske rammer.

Spørgsmålet er så, om den nuværende kommunale struktur er en hindring for det? Eller er det et andet sted, hvor skoen trykker?

I første omgang bør vi vende blikket mod borgerne og kvaliteten af velfærden frem for at hænge fast i et fokus på systemer og strukturer.

Nærhed og lokale tilpasninger
Borgerne er ikke en ensartet gruppe, der passer – eller skal passes – ind i en one size fits all-model.

Der er forskel på ønsker og behov på tværs af både landsdele, kommuner og bysamfund. Nogle har eksempelvis behov for, at daginstitutionerne åbner tidligt, mens andre har behov for, at de lukker sent. Andre igen har behov for, at der er pasningsmuligheder om aftenen.

Borgerne skal derfor have forskellige valgmuligheder og selvbestemmelse, så de får leveret den skattefinansierede service på den måde, der giver dem den største velfærd.

Og de lokale ledere og medarbejdere skal frigøres fra snærende proceskrav, så de reelt får ansvaret. Der skal være et stærkere lokalt ejerskab for udviklingen af velfærden, der netop er i overensstemmelse med borgernes behov.

Et større fokus på resultatet, altså kvaliteten af den velfærd, som de enkelte velfærdsleverandører leverer frem for processerne, vil give medarbejderne og velfærdsleverandørerne bedre mulighed for at tænke nyt, eksperimentere og udvikle velfærden.

Kvaliteten som styringsredskab
Kvalitet bliver stadig målt som mængden af skattekroner, der bruges eller antallet af medarbejdere, der hyres.

Men vi ved jo alle godt, at det er en ringe indikator, der ikke tager højde for eksempelvis brug af ny teknologi til at forbedre kvaliteten eller forskelle i for eksempel kultur og ledelse.

Der bør i stedet opstilles politiske mål for den faglige og den brugeroplevede kvalitet, mens leverandørerne får ansvaret for og handlefriheden til, at målene opfyldes. På ældreområdet blev arbejdet sat i gang for flere år siden, men er desværre gået helt i stå.

Det er i øvrigt tankevækkende – ja, faktisk bekymrende – at vi her i 2021 ikke har indikatorer for kvaliteten af velfærden, der kan bruges som styringsredskab og pejlemærker for udviklingen af velfærden.

Gennemsigtighed i kvaliteten og brugernes oplevelser vil desuden give de enkelte leverandører, både private og kommunale, en viden om, hvem der gør det godt, og dermed også hvem der kan læres af. Dermed får vi løst en anden udfordring, der har eksisteret i mange år.

Hvis politikerne ønsker at sikre en større nærhed og bedre kvalitet i velfærden, er løsningen ikke at begynde med at fokusere på strukturer og systemer

Jakob Scharff
Branchedirektør, DI Service

Ved at holde fokus på borgerne og kvaliteten rykker velfærdens tyngdepunkt helt tæt på borgerne uanset strukturen. Så er det nemlig hverken på Christiansborg eller på rådhuset, at det fastlægges, hvordan velfærden skal leveres lokalt.

Det bliver derimod fastlagt i mødet mellem borgere og medarbejdere på det enkelte plejehjem eller daginstitution med udgangspunkt i borgernes ønsker og behov.

Mindre kasketforvirring
Så hvis politikerne ønsker at sikre en større nærhed og bedre kvalitet i velfærden, er løsningen ikke at begynde med at fokusere på strukturer og systemer.

Der er nemlig gode muligheder for at kunne levere en mere borgerrettet velfærd i den eksisterende struktur, uanset om der er tale om større eller mindre kommuner.

Men det giver også anledning til at overveje, om der er opgaver, som burde organiseres anderledes. Kommunerne er eksempelvis på en række velfærdsområder både visitationsmyndighed, driftsenhed og tilsynsmyndighed, og i praksis medfører det en række uhensigtsmæssigheder.

Særligt på velfærdsområder, hvor der både er offentlige og ikke-offentlige leverandører, bør tilsynet gøres uafhængigt for at undgå kasketforvirring.

Der kan desuden være en række tekniske og administrative opgaver, hvor det giver mening for borgere og virksomheder at organisere opgavevaretagelsen på tværs af kommunegrænserne for at sikre de nødvendige investeringer i eksempelvis automatisering og nye bæredygtige løsninger. De steder, hvor det giver mening, skal vi naturligvis gøre det.

Men strukturen og systemet må ikke være et mål i sig selv. Vi kan gøre meget for at styrke kvaliteten og nærheden i velfærden, og det bør vi starte med, inden der igen sættes gang i en større ommøblering af den offentlige sektor.