Debat

FOA: Strukturreformens tabere er de svageste borgere

Strukturreformen lignede mest et spareprojekt og gør det stadigvæk. Vi har alvorligt brug for at korrigere kursen. Det bliver hverken nemt eller gratis, men det er nødvendigt, skriver Mona Striib.

Kommunalreformen lignede mest et spareprojekt. Det gør reformen sådan set stadigvæk, skriver Mona Striib.
Kommunalreformen lignede mest et spareprojekt. Det gør reformen sådan set stadigvæk, skriver Mona Striib. Foto: FOA/pressebillede
Mona Striib
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Strukturreformen blev undfanget i new public managements storhedstid i det naive håb, at omlægninger, stordriftsfordele og rationaliseringer ville betyde, at vi udnyttede ressourcerne markant bedre og derved producerede og leverede bedre og billigere ydelser til borgerne generelt.

Set fra vores stol lignede det mest et spareprojekt. Det gør det sådan set stadigvæk. Når vi ser på udviklingen siden dengang, er det desværre nemt at udpege taberne. Det er de allersvageste blandt borgerne.

Det er udsatte børn og unge, borgere med handicap og psykiske lidelser. Det er hjemløse og mennesker med misbrugsproblemer.

Temadebat

Giver det mening at evaluere kommunalreformen igen?
Regeringen har – med indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) som afsender – bebudet en ny evaluering af kommunalreformen med fokus på borgernes nærhed til offentlige tilbud, det lokale demokrati og kvaliteten af den lokale velfærd. 

Kaare Dybvad har i den forbindelse selv luftet tanken om, at nogle kommuner måske ville fungere bedre, hvis de bliver delt op igen. Samtidig verserer store politiske diskussioner om kommunernes fremtidige rolle på ikke mindst social- og sundhedsområdet. 

Altinget giver i en temadebat ordet til borgmestre, fagfolk, folketingsmedlemmer og interessenter, som i debatindlæg vil give deres bud på, hvorvidt politikerne slog stregerne rigtigt, da de tegnede det nye kommunale danmarkskort fra 2007 og fordelte opgaver og økonomi på tværs af stat, regioner og kommuner. 

Er der blevet for få eller for mange kommuner, eller er deres nuværende størrelser lige tilpas? Har kommunerne ressourcerne til at løfte flere opgaver, eller bør der hellere flyttes opgaver fra kommuner til regioner, stat eller måske helt andre enheder? Og lever det lokale demokrati i bedste velgående, eller er det reelt en saga blot?

Om temadebatter:
I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Takstbetaling har vist sig som et morads

Med reformen fik kommunerne næsten hele socialpolitikken som ansvarsområde og hele økonomien.

Kommunerne havde tidligere delt det såkaldte specialiserede socialområde med amterne, men overtog nu styringen og ansvaret for mange handicapinstitutioner, misbrugsbehandling, krisecentre og tilbud for børn og unge med særlige behov.

Det indebar, at en lang række institutioner og botilbud blev flyttet fra de gamle amter til kommunerne. De kommuner, som ikke kunne løfte de specialiserede opgaver, måske på grund af størrelse, skulle købe de manglende ydelser/tilbud hos andre kommuner, regioner eller hos private.

Og købet skulle foregå på mere markedslignende vilkår. Den såkaldte takstbetaling vender vi tilbage til, for den har vist sig at være noget af et morads.

Ressourcerne bliver smurt tyndere ud

Lad os lige få et hurtigt overblik over området: Ifølge Finansministeriet yder kommunerne hjælp og støtte til mere end 180.000 børn, unge og voksne på det specialiserede socialområde.

Kommunerne anvender mere end 50 milliarder kroner årligt til sociale indsatser og har de seneste tre år prioriteret at løfte det specialiserede socialområde med tre milliarder kroner i budgetlægningen.

Desværre har vi i samme periode oplevet en stor stigning i borgere, der har brug for hjælp – derfor bliver ressourcerne smurt tyndere ud på dem, der skal have hjælp.

I FOA har vi tidligere i år spurgt næsten 2.000 medlemmer ansat på bosteder, døgninstitutioner og i behandlingspsykiatrien om forholdene på det specialiserede socialområde.

Resultatet er mildest talt nedslående: 64 procent af de ansatte på bosteder, døgninstitutioner og i behandlingspsykiatrien oplever, at borgerne i dag har et større behov for støtte end for fem år siden.

Ikke desto mindre oplever 56 procent af de ansatte på bosteder og døgninstitutioner, at den hjælp, som borgerne visiteres til, er faldet i den tilsvarende periode.

Vi har alvorligt brug for at korrigere kursen. Det bliver ikke nemt, det bliver heller ikke gratis, men det er nødvendigt. Det handler om at give de allersvageste af os en anstændig behandling

Mona Striib, forbundsformand, FOA

Manglende grundlag for specialiserede tilbud

Det er der flere årsager til, men ud over at pengene bare ikke er fulgt med udviklingen i borgere med brug for hjælp, er der også den førnævnte takstbetaling.

Der er eksempler på kommuner, som overtakserer for borgere, der kommer fra andre kommuner, ligesom der er eksempler på kommuner, som ikke vil betale en anden kommune, hvad det rent faktisk koster at varetage borgeren. Derfor vil kommunen hellere bruge deres egne tilbud. Så kan de styre økonomien og gøre det billigere.

Det har ført til afspecialisering, fordi mange kommuner ikke har grundlaget for at føre specialiserede tilbud, men fylder og udvander deres egne tilbud med mange forskellige målgrupper.

Det gør det sværere for vores faggrupper at tilbyde en fagligt kvalificeret hjælp til dem alle. Dels fordi de skal have styr på mange ting, dels fordi de forskellige målgrupper ofte ikke spiller godt sammen/fungerer godt sammen under samme tag.

Alvorligt brug for at korrigere kursen

Det centrale budskab fra FOA er, at vi i forbindelse med evalueringen af det specialiserede socialområde, der skal føre til en specialeplan for området – ud over at udvikle en model, der sikrer den rette faglige specialisering til gavn for både borger og personale – også bør forholde sig til at revidere takstfinansieringen, så kommunerne ikke får de forkerte økonomiske incitamenter, der giver en negativ udvikling for indsatsen.

Samtidig vil det være oplagt i højere grad at sprede de store udgifter ud over kommunerne, så flere skuldre kan bære de meget dyre sager, for eksempel ved at øge refusionen mellem kommunerne på de meget dyre enkeltsager.

Hvis man med en specialeplan får oprettet de rette tilbud til borgerne, kræver det også, at de visiteres til de tilbud, de har behov for, derfor er det også helt centralt, at specialeplanen følges op af bedre rammer for en god visitation.

Også på det specialiserede socialområde vil det være relevant at indføre en form for kvalitetsstandarder/faglige standarder ligesom på sundhedsområdet, men selvfølgelig med respekt for, at socialområdet har nogle andre behov og vilkår.

15 år efter strukturreformen har vi alvorligt brug for at korrigere kursen. Det bliver ikke nemt, det bliver heller ikke gratis, men det er nødvendigt.

Det handler om at give de allersvageste af os en anstændig behandling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion