Fhv. miljøborgmester og miljødirektør: Det var aldrig regeringens og DI's ønske, at dødslisten skulle lykkes

Energistyrelsen og Forsyningstilsynet har nu skrottet den plan for tilpasning af affaldsforbrændingskapaciteten, som KL accepterede at udarbejde efter den politiske aftale om affaldssektoren, 'Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi', faldt på plads i juni sidste år.  

Det kommer ikke som nogen overraskelse. Det var, som vi ser det, aldrig regeringens og Dansk Industris ønske, at den plan skulle lykkes.  

Lige siden årtusindskiftet har der, specielt fra Finansministeriets side, været ført en massiv kampagne for at få forbrændingssektoren privatiseret. Både i 2004, i 2010 og 2016 udkom der rapporter med Finansministeriet som styrmand, der anbefalede en privatisering af sektoren.

Imidlertid kom de ikke igennem forslagene. Problemet har hele tiden været, at den danske forbrændingssektor har været højeffektiv, har haft en meget høj miljøkvalitet, har sikret forsyningssikkerheden og alligevel været blandt de allerbilligste i Europa.  

Klimadebatten åbnede imidlertid en ny dør for at få privatiseringen gennemtrumfet. Regeringens klimapartnerskab for affald barslede i foråret 2020 med en klimaplan, der på forbrændingsområdet var fuldstændig identisk med Finansministeriets tidligere forslag, nu var der bare klistret ”klima” på forsiden.  

Ingen global klimaeffekt
Det var uhyre svært at se, hvad der skulle være klimaaspektet i de gamle privatiseringsforslag, men det blev forklaret ved, at der i dag er overkapacitet på forbrændingsanlæggene. Privatisering vil på magisk vis sikre balance mellem de danske affaldsmængder og forbrændingskapaciteten, således at import af affald til forbrænding forsvinder, og dermed vil det danske CO2-udslip falde.

Internationalt vil CO2-udslippet så bare stige, da alternativet i hjemlandene er deponering, men det er deres problem. 

Under forhandlingerne mellem Folketingets partier skete der så det for Finansministeriet og Dansk Industri uheldige, at en række forligspartier holdt dem fast på, at hvis nedbringelsen af kapaciteten er formålet, kan den undgås ved bare at bede kommunerne selv reducere kapaciteten. 

Forhandlingerne ender derefter med en plan A, hvor kommunerne under en række betingelser selv kunne komme med et forslag til reduktion af kapaciteten, en såkaldt "dødsliste". Men hvis forslaget ikke opfyldte betingelserne, trådte plan B, privatiseringen, så i kraft.  

Med introduktionen af plan A var der nu en reel risiko for, at en privatisering af forbrændingssektoren igen ville blive sparket til hjørne. Men den risiko blev fjernet ved at lægge så mange betingelser ned over kommunernes forslag, at de ikke alle ville kunne opfyldes samtidigt.

Ligegyldigt hvad kommunerne nåede frem til, ville forslaget derfor kunne underkendes. Kapacitetsplanen skulle blandt andet sikre, at det var de miljømæssigt dårligste anlæg, der lukkede, det skulle samtidigt være de mindst effektive, der skulle være en alternativt varmegrundlag, og der skulle ske en effektiv fordeling af affaldet mellem anlæggene.  

Det er beskæmmende at opleve, hvorledes et så alvorligt problem som klimakrisen blot benyttes som til et populistisk værktøj til at gennemføre helt andre dagsordener. 

Bo Asmus Kjeldgaard og Ib Larsen
Hhv. direktør for Greenovation, tidligere miljøborgmester (SF) i København, og konsulent, tidligere direktør, Miljøkontrollen, København

En gammel drøm i Finansministeriet
Finansministeriets ønske om privatiseringen har som beskrevet en lang historie. 

I rapporten 'En effektiv affaldssektor' fra 2004 åbnede Finansministeriet sammen med en række andre ministerier ballet ved at anbefale, at "spørgsmålet om, hvordan effektiviseringspotentialet for forbrændingsanlæg bedst realiseres, afklares nærmere […]. Det anbefales at forskellige modeller for liberalisering og incitamentsregulering belyses nærmere."

I rapporten fra en tværministeriel arbejdsgruppe 'Forbrænding af affald' fra 2010 får vi så den belysning. Ud fra en vurdering af fire scenarier, hvoraf den ene er licitationsmodellen, svarende til den nye plan B, og en anden er den nuværende kommunale organisering (basisscenariet), konkluderer arbejdsgruppen nu, at "i en samlet vurdering […] falder licitationsscenariet mest positivt ud […] basis- og prisloftscenariet kan ikke anbefales."

Licitationsscenariet indebærer, som i den nye plan B, at kommunerne mister anvisningsretten til affaldet og pålægges at udbyde deres affaldsbehandling i licitation. Forbrændingsanlæggene må gerne fortsat være offentlige, men de skal konkurrere på helt lige fod med de private om kontrakterne. 

Rapporten er også klar på, hvorfor den nuværende offentlige organisering (basisscenariet) ikke dur. Den offentlige leder anses for udelukkende at være styret af hans egennytte. Da han ikke har incitamenter, der fremmer effektivisering, svarende til konkurrencen i den private sektor, kan de offentlige anlæg ikke effektiviseres.

På en effektiviseringsskala fra ét til fire placerer rapporten licitationsmodellen som topscorer med ét og basismodellen som bunden med fire. Licitationsmodellen forventes "at føre til en kapacitetstilpasning, der svarer mere eller mindre til efterspørgslen efter dansk forbrændingsteknologi."

Rapport er klar i spyttet
Uagtet, at forbrænding i dag er blandt Europas billigste, konkluderer rapporten endvidere at "licitationsscenariet forventes at føre til lavere takster end basisscenariet, uanset at taksterne i disse scenarier også inkluderer overskud til investorerne."

Helt præcist konklureres, at der kan spares 420 millioner kroner om året ved licitationsscenariet. Der findes ifølge Finansministeriet simpelthen ikke nogen særlig offentlig ledelse, der må vægte samfundshensyn, almenvellet og miljøet, og som motiveres af at opfylde disse mål.

Her bliver den næste rapport 'Effektivisering af affaldsforbrændingssektoren' fra 2016 helt klar i spyttet: "Reguleringen skal ikke favorisere eller diskriminere nogle ejerskaber frem for andre. Ejerne skal være underlagt de samme vilkår og agere efter de samme retningslinjer […]. Hensynet til forsyningssikkerhed og forbrugerbeskyttelsen kan og skal håndteres af reguleringen."

Samfundshensyn er således ikke noget den offentlige leder skal tage sig af – den slags klarer lovgivningen. 

I 2016-rapporten hæves effektiviseringspotentialet ved licitationsscenariet til 695 millioner kroner.

Samtidig sættes effektiviseringspotentialet ved basisscenariet simpelthen til nul kroner. Sætter man som udgangspunkt effektiviseringspotentialet ved den nuværende offentlige organisering til nul, er det jo temmelig indlysende, at andre modeller vil fremtræde mere håbefulde.  

Klima-etiketten erstatter tydeligvis bare effektivisering som den fernis, der nu skal gøre den længe ønskede privatisering salgbar. 

Bo Asmus Kjeldgaard og Ib Larsen
Hhv. direktør for Greenovation, tidligere miljøborgmester (SF) i København, og konsulent, tidligere direktør, Miljøkontrollen, København

Manglende klimaeffekt
Så er vi fremme ved den nye klimaplans plan B. Planen er helt åbenlyst en kopi af de tidligere rapporters licitationsscenarie. Kommunerne mister anvisningsretten til affaldet og pålægges at udbyde deres affaldsbehandling i licitation.

Klima- og miljøeffekten er ikke til at få øje på. Kapacitetstilpasning bliver nu bare fremstillet som et klimaspørgsmål, hvor det i de tidligere rapporter har været fremstillet som et effektiviseringsspørgsmål. Klima-etiketten erstatter tydeligvis bare effektivisering som den fernis, der nu skal gøre den længe ønskede privatisering salgbar. 

Det er beskæmmende at opleve, hvorledes et så alvorligt problem som klimakrisen blot benyttes som til et populistisk værktøj til at gennemføre helt andre dagsordener. Det lover ikke godt for fremtiden.   

Hele idéen om, at privatisering vil føre til en kapacitetstilpasning er herudover ren illusion. De internationale erfaringer viser, at ingen vil investere de tre milliarder, et forbrændingsanlæg koster, bare fordi de har en chance for at vinde et offentligt udbud.

Der skal garantier for affaldsmængderne på bordet, typisk for 20-30 år. Og afgivelse af en sådan garanti er for alvor en blokade for at flytte affaldet fra forbrænding til genbrug.