Professor: Budgetloven er et væsentligt anker i den økonomiske politik

Af Torben M. Andersen
Professor, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet

Finanspolitiske regler med rammer for budgetsaldo og offentlig udgiftsstyring er blevet en central del af finanspolitikken.

Den danske budgetlov, der trådte i kraft i 2014, skal evalueres og eventuelt revideres i 2019/2020. I forhold til debatten om de finanspolitiske rammer kan der være grund til at slå fast, at en såkaldt ansvarlig finanspolitik har været en grundsten for den økonomiske politik igennem en årrække.

Selvom troværdigheden om fastkurspolitikken igennem en lang årrække har været meget høj, bør det erindres, at en stram finanspolitisk styring – budgetlovens forløber – var af stor betydning for at sikre denne troværdighed.

Budgetlovens rammer for den strukturelle budgetsaldo hævdes undertiden at have en politisk slagside i forhold til velfærdssamfundet. Dette er ikke et overbevisende argument.

Torben M. Andersen
Professor, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet

Denne troværdig kan ikke tages for givet, og de finanspolitiske rammer indeholdt i budgetloven er et væsentligt anker i denne sammenhæng.

Argument er ikke overbevisende
Budgetlovens rammer for den strukturelle budgetsaldo hævdes undertiden at have en politisk slagside i forhold til velfærdssamfundet. Dette er ikke et overbevisende argument.

De nordiske velfærdsmodeller er ikke udviklet med baggrund i budgetunderskud og høj gæld. Faktisk er der ingen empirisk sammenhæng mellem offentlig gæld og velfærdssamfundets størrelse for OECD-lande.

De nordiske lande har altid været blandt landene med mest styr på de offentlige finanser. Når den offentlige sektor udgør en stor andel af økonomien, er dette særligt vigtigt. Dermed har man blandt andet undgået, at renteudgifter har været en stor udgiftspost, og til gengæld haft et større råderum til velfærdsudgifter.

Forhindrer ikke en aktiv finanspolitik
Budgetloven hævdes også at bremse mulighederne for en aktiv finanspolitik under en lavkonjunktur. Også dette er et tvivlsomt argument.

Frihedsgraderne i en krisesituation afhænger i høj grad af disciplin i de gode tider for at sikre en konsolidering af de offentlige finanser og dermed skabe et handlingsrum i dårlige tider.

Dette er et af hovedformålene med de finanspolitiske rammer. Statsgældsproblemerne i en række sydeuropæiske lande var netop destabiliserende og begrænsede mulighederne for at føre en aktiv finanspolitik, da finanskrisen satte ind.

I den sammenhæng kan det også være relevant at diskutere effektiviteten af generel finanspolitik i en lavkonjunktur. Den nyligt offentliggjorte rapport fra Det Økonomiske Råd viser, at krisen ramte specifikke grupper (unge, ældre, indvandrere og efterkommere) særligt hårdt.

Finanspolitiske tiltag rettet mod at styre den samlede efterspørgsel i økonomien er i bedste fald en upræcis måde at hjælpe disse grupper på. Indretningen af det sociale sikkerhedsnet i sammenhæng med skattesystemet er meget vigtigere, da det netop har en sådan målretning indbygget.

Disse effekter summer sammen til de såkaldte automatiske stabilisatorer, som automatisk får variationer i aktiviteten til at slå ud i den faktiske budgetsaldo. Det afgørende er derfor at sikre et spillerum for, at de automatiske stabilisatorer kan virke, hvilket kræver konsolidering i gode tider.