Karin Friis Bach: Ingen savner amterne

Sundhedsvæsenets evne til at hjælpe patienter til et liv fri fra sygdom bør være vores målestok, når vi vurderer de historiske beslutninger, der blev truffet i forbindelse med strukturreformen. For alvorlig sygdom er den største forhindring for menneskers mulighed for at leve meningsfulde liv.

Set fra et sundhedspolitisk synspunkt mener jeg klart, at strukturreformen i 2007, hvor 13 amter, Bornholms Regionskommune samt Hovedstadens Sygehusfællesskab blev til fem regioner, har været et skridt i den rigtige retning. I de otte år, jeg har været regionsrådspolitiker, har jeg ofte hørt nogen omtale amternes tid, men aldrig hørt nogen sige, at de savnede amterne.

Dannelsen af de fem regioner har først og fremmest været en fordel for drift og organisering af sygehusene. En samling af de højt specialiserede funktioner på færre sygehuse har absolut været en fordel for kvaliteten og muligheder for uddannelse, rekruttering og forskning på høje faglige niveauer i det danske sundhedsvæsen.

Hvem ønsker sig tilbage til en tid, hvor kræftudredning og behandling blev foretaget på en række mindre provinshospitaler? Og samtidig har der sideløbende været oprettet sundhedshuse – ofte i samarbejde med kommuner, med lokale tilbud i forhold til de mere almindelige og ukomplicerede sundhedsydelser, hvilket har sikret mange mennesker den nødvendige sundhedsfaglige hjælp i nærmiljøet.

Smertensbarnet er det specialiserede handicapområde

Nej, jeg hører faktisk ingen savne amterne. Men jeg hører ofte nogen savne den amtslige – eller nu regionale – varetagelse af visse opgaver, der som en del af kommunalreformen blev flyttet fra amterne til kommunerne. Det gælder den især det specialiserede handicapområde, som der her, snart 15 år efter reformen, stadig er vedvarende kritik af.

Vi har bestemt ikke brug for, at der midt i tiltrængte forbedringer af sundhedsvæsenet samtidig skal til at tegnes nye streger på landkortet. Det er fint med en evaluering – men eventuelle ændringer skal gives tid og gennemtænkes grundigt.

Karin Friis Bach (R)
Spidskandidat til regionsrådsvalget i Region Hovedstaden

Jeg var selv kommunalpolitiker i en nysammenlagt kommune tilbage i den første periode efter reformen, og der er nok ingen tvivl om, at netop det specialiserede handicapområde voldte enorme problemer.

Opgaven var ukendt, og det samme var udgifterne. Det gjorde det ikke nemt for hverken forvaltning eller politikere, og jeg frygter, at det ofte netop blev de borgere, som havde brug for hjælp, der endte som sorteper.

Man kan altid diskutere, om netop fem regioner er det rette antal. Tre kunne måske også have gjort det? Men set i lyset af, hvor meget der egentlig samarbejdes på tværs af regionerne, og hvor mange opgaver der i forvejen kun varetages af en, to eller tre regioner i henhold til Sundhedsstyrelsens retningslinjer, er jeg på ingen måde sikker på, at eventuelle fordele ville opveje de store omkostninger, der altid er ved sådanne omlægninger. Men det kan selvfølgelig undersøges nærmere.

Nej til nye streger på landkortet

Evalueringer af store beslutninger er i sig selv en god ting – og som sådan vil jeg hilse et gennemsyn af strukturreformen velkomment. Som en åben undersøgelse, naturligvis, hvor påvirkning af samfund, velfærd og strømninger og ikke mindst demokratiet undersøges uden forudbestemte holdninger.

Men det er vigtigt, at en sådan evaluering også inddrager de potentialer og gevinster, der endnu ikke er høstet. Selv om mange år er gået, er der løbende sket store forandringer, og på sundhedsområdet er vi midt i en spændende udvikling.

I regionerne bygges der nye store akutsygehuse, og der lægger op til meget mere "udlægning" af patienterne til kommune eller eget hjem. Det kræver tæt fagligt og organisatorisk samarbejde mellem sygehuse, kommuner og almen praksis, og her glæder jeg mig til at se, hvad vi kan få ud af de nye sundhedssamarbejder i klyngerne omkring de store sygehuse.

Ganske vist har kommunerne forskellige størrelser, men sammen – og i nye strukturerede rammer, der træder i kraft næste sommer - håber jeg, at spændende samarbejdsformer vil udvikles, og at patienterne vil komme til at opleve langt mere sammenhæng i deres behandlingsforløb.

Så kære regering: Vi har bestemt ikke brug for, at der midt i disse tiltrængte forbedringer af sundhedsvæsenet samtidig skal til at tegnes nye streger på landkortet.

Det er fint med en evaluering – men eventuelle ændringer skal gives tid og gennemtænkes grundigt.