SF: Det er rent hykleri, hvis regeringen føjer kommunerne og gør det ulovlige lovligt i Chromebook-sagen
Kommunernes ønske om at gøre skolernes brug af Chromebooks lovlig vil teste, om Mette Frederiksen er på techgiganternes eller børnenes side, skriver Lisbeth Bech-Nielsen.
Lisbeth Bech-Nielsen
MF (SF), finansordførerI slutningen af januar kom den endelig – Chromebook-afgørelsen fra Datatilsynet.
Den havde været længe undervejs, ikke mindst fordi en række kommuner og KL havde trukket sagen i langdrag.
Afgørelsen lyder meget enkelt: Det er ikke lovligt at bruge skoleelevers personlige data til at fintune og udvikle nye Google-produkter gennem brugen af Chromebooks og Google Workspace.
Sagen har varet i alt i fire år, efter den blev anlagt af Jesper Graugaard, en far der startede sagen, da han klagede til Datatilsynet over at hans otte-årige søns skole i Helsingør ikke overholdt lovgivningen, når det kom til sønnens private data, og hvor børn helt ned til 0. klasse pludselig fik adgang til sociale medier gennem Google – uden deres forældres vidende eller tilladelse.
Den forkerte digitaliseringsdagsorden
Man skulle jo tro, at en klokkeklar afgørelse fra Datatilsynet ville få KL til at rette ind og gøre det som kommunernes fælles interesseorgan burde havde gjort for mange år siden: Overholde loven og sikre vores børns databeskyttelse ved at bruge it-systemer og platforme, der er lovlige og ikke sender børnenes data over Atlanten.
Pilen peger på KL og kommunerne, der med åbne øjne har betalt for billigt grej med børnenes data
Lisbeth Bech-Nielsen (SF)
MF & formand for Folketingets udvalg for Digitalisering og IT
Det burde falde inden for kategorien: You had one job. Men nej.
KL har nu skrevet til børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye med ønsket om at gøre det ulovlige lovligt: ”Afgørelsen vil få ganske alvorlige konsekvenser for alle offentlige myndigheders mulighed for at anvende IT-systemer,” skriver KL i brevet.
Det er simpelthen manipulerende sprogbrug, som jeg ikke havde forventet fra en kæmpe offentlig organisation som KL. Selvfølgelig forhindrer Datatilsynets afgørelse ikke det offentlige i at anvende it-systemer. Det er forkert.
Afgørelsen forhindrer det offentlige i at bruge it-systemer, platforme og programmer, hvor prisen er vores børns og borgeres persondata. Det betyder, at skolerne og dermed kommunerne skal overholde loven.
Den er der af en grund. Nemlig fordi vi gennem GDPR har besluttet – i hele EU og dermed også i Danmark – at vores børns data ikke må være til salg. Og når amerikanske selskaber ikke vil indgå databeskyttelses-aftaler og ikke vil overholde GDPR og dermed ikke vil beskytte vores børns data – ja, så må man jo indgå aftaler med nogle andre. Sværere er det faktisk ikke.
Pilen peger på KL og kommunerne, der med åbne øjne har betalt for billigt grej med børnenes data. At amerikanske techselskaber vil blæse borgernes privatliv et langt stykke overrasker ikke. Alle har vidst det.
Pilen peger på de sidste mange regeringer, der har presset blind digitalisering ned over kommuner og skoler. En lang række kommuner er bundet økonomisk på disse produkter, der selvfølgelig har set attraktive ud – prisen har jo ikke kun været i kroner og ører, men også i børnenes data.
Det har de gjort på opfordring af skiftende regeringer, og fordi KL har kørt en benhård digitaliseringsdagsorden efter devisen ”jo mere jo bedre”.
Datatilsynet som den falske skurk
Forældreorganisationer har været bekymrede for børnene, og efter Datatilsynets afgørelse udtaler Landsformand for Skole & Forældre, Rasmus Edelberg, da også: ”Det er på tide, at myndighederne vågner op i forhold til den her overvågningsøkonomi. Kommunerne skal ikke betale for de her services med børnenes data.”
Brevet fra KL starter med: ”Datatilsynets afgørelse kan få negative konsekvenser for hele den offentlige sektor – KL opfordrer til ændring af lovgivning.”
Hvis regeringen fremsætter et lovforslag inden sommer for at lovliggøre det ulovlige, så er hykleriet enormt
Lisbeth Bech-Nielsen (SF)
MF & formand for Folketingets udvalg for Digitalisering og IT
Ikke et ord om børnene, som betaler prisen. Ikke et ord om ulovlig praksis igennem mange år.
Datatilsynet bliver betegnet som det store problem, selvom de som de eneste i denne sag gør deres arbejde. Datatilsynet er sat i verden for at sikre, at loven bliver overholdt.
Tilsynet har ingen holdninger til, om loven er rigtig eller rimelig – det er op til befolkningen og deres repræsentanter.
Spørgsmålet her er, om det er rimeligt at lade børnene betale for produkterne? Det er det, KL vil. Og jeg er alvorligt bange for, at regeringen ser ens på sagen og dermed bruger deres flertal på at lovliggøre ulovligheder.
Der er ellers ikke mangel på ministre, ikke mindst statsminister Mette Frederiksen, der råber vagt i gevær om techgiganternes ansvar for vores børns mistrivsel og datahøst.
Hvis regeringen fremsætter et lovforslag inden sommer for at lovliggøre det ulovlige, så er hykleriet enormt.
I stedet burde regeringen fremlægge en plan for at få udskiftet de ulovlige platforme i kommunerne og erstatte dem med nogle af de mange gode produkter der findes. De er endda ofte danske – og de er vigtigst af alt LOVLIGE.
Jeg sender en buket blomster til statsministeren, hvis hun afholder sige fra at følge KL’s bud om at ofre børnenes rettigheder for at bevare status quo. Hvis statsministeren følger KL og lader hykleriet råde om at sætte børnene først, så må alle på banen. Forældre, skoler og børneorganisationer. For så taber børnene til techgiganterne.