Kulturborgmester: Stop højrefløjens rundbarbering af kulturen

DEBAT: Højrefløjens "omprioritering" af den kultur, de ikke kan lide, går ud over den provokerende, farlige og grimme kultur. Hvad med i stedet at opprioritere kulturen og slippe den åndsfrihed, der har produceret et af verdens bedste samfund, fri? spørger Franciska Rosenkilde (ALT).

Af Franciska Rosenkilde (ALT)
Kultur- og fritidsborgmester i København 

I sin nytårstale i 2002 rasede Anders Fogh Rasmussen (V) mod "eksperter og smagsdommere". Paradoksalt nok har det i mange år været højrefløjen, der har stået for det meste smagsdommeri.

Det gælder ikke mindst på kulturområdet. Her har særligt Dansk Folkeparti haft travlt med at angribe alt, der ikke rimer på dansktop, guldalder og rødgrød. DF-toppen har i gennem en årrække angrebet for eksempel tv-programmer og teaterforestillinger med politisk indhold, abstrakt kunst og moderne arkitektur. Selv kulturpersoner har fået kritisk påtale, når de har udtalt sig politisk.

Nu er turen så kommet til tre af de bedste danske kulturinstitutioner, Louisiana, Aros og Arken. De skal ifølge et nyt DF-forslag have næsten halveret deres støtte. Den skal i stedet gives til mindre museer – som ofte ligger uden for de store byer. Og jo, lad os da endelig give flere kulturkroner til Danmarks yderområder, men ikke på bekostning af vores succesfulde flagskibe.

Kultur er også provokerende
Det politiske flertal vil tydeligvis gerne bestemme, hvad der er god kultur, og hvad der bør støttes. Det mener jeg er en forkert og farlig vej at gå. Især bekymrer det mig, fordi det straffer den kultur, som mener noget, der ikke appellerer til alle, og som ikke nemt kan omsættes til kroner og ører.

Noget af det værste, man kan gøre kulturpolitisk, er at rundbarbere kulturen i en sådan grad, at alt til sidst er så pænt, ufarligt og ligegyldigt, at det også bliver uvedkommende.

Kultur er ikke kun det lettilgængelige eller ikke-provokerende. Kultur er spejlet, som holdes op foran samfundet – og livet. Og det er ikke altid lige kønt. Eller forståeligt. Så det skal kulturen naturligvis være fri til heller ikke at være.

Åndsfrihed og anderledes tanker
Danmark har produceret så meget verdenskendt design, kunst og kultur gennem de sidste mange år, netop fordi det, der kendetegner den danske kultur, er mod, nysgerrighed og frihed.

Desuden har vi været et land drevet af folkelige bevægelser, der gennem kreativitet og åbenhed har været afsøgende på, hvordan vi kunne skabe et bedre samfund. Det har blandt andet gjort os til et af verdens mest progressive lande; førende inden for ligestilling, mangfoldighed og andre grundlæggende menneske- og frihedsrettigheder.

Relativ ligestilling, høj velfærd og et fleksibelt arbejdsmarked er alt sammen produkter af frie folkebevægelser som arbejderbevægelsen, andelsbevægelsen og kvindebevægelsen. Jeg bilder mig ind, at fremkomsten af disse bevægelser ikke mindst er resultatet af, at vi har dyrket åndsfriheden og tilladt os selv og hinanden at tænke store og anderledes tanker.

Det er denne kulturelle adfærd, jeg mener, der er grundstenen for udviklingen af fremtidens løsninger. Men det er også den, der er under pres, når reaktionære, nationalistiske og frygtbaserede politikere prøver at begrænse, hvad dansk kultur er.

Politikernes rolle bør ikke være at begrænse kulturlivet ved at omprioritere midler fra den kultur, man ikke kan lide, til den, man godt kan. Vi burde i stedet opprioritere kunst og kultur samt skabe de fysiske rammer for, at kulturlivet kan blomstre.

Kunst og kultur har en berettigelse i sig selv, men det er på tide, at vi også politisk værdsætter den afgørende betydning, det har for folkesundheden, sociale relationer, integration og livskvalitet.

Politisk motiveret rundbarbering
Jeg mener, at alle danskere skal have mulighed for at møde kulturen i hverdagen – uanset om det er stor kunst på museer, en tur på biblioteket eller musikundervisning. Netop derfor er det for mig som kultur- og fritidsborgmester i København vigtigt at værne om byens lokale og ofte uautoriserede kreative fællesskaber.

Hæderkronede kulturinstitutioner som Louisiana spiller en vigtig rolle for vores dannelse. Dem må vi ikke spare på. Men undergrundskulturfællesskaber som Bolsjefabrikken, Christiania, Ungdomshuset og de små studier, atelierer og mødesteder kan noget helt andet.

Det kan godt være, at disse steder ikke altid producerer stor kunst, men det er heller ikke pointen. Pointen er, at det er her, folk kommer i deres hverdag for at mødes, opleve og udfolde sig kreativt.

Disse steder sikrer, at København og Danmark stadig har plads til alle slags mennesker, til fællesskab og til at eksperimentere uden at være underlagt kommercielle profitbehov og snævre forståelser af danskhed.

Samtidig gør de København spændende som storby, og så er det bare en bonus, når der så kommer stor kunst ud af disse undergrundsmiljøer, som det er tilfældet med for eksempel Lukas Graham, Mø, Wafande og mange andre.

Hvis kulturens store potentiale skal indfries nu og i fremtiden, må vi stoppe den politisk motiverede rundbarbering af den og i stedet understøtte den progressive, mangfoldige og frisindede danske kultur.

Forrige artikel Artistforbund: Kun kvinder på plakaten skaber nødvendig debat Artistforbund: Kun kvinder på plakaten skaber nødvendig debat Næste artikel Tidligere museumsdirektør til politikerne: Kom nu med jeres visioner for museerne Tidligere museumsdirektør til politikerne: Kom nu med jeres visioner for museerne