Mette Bock: Museumsdebatten skal bredes ud til folket

Af Mette Bock (LA)
Kulturminister

Gennem et par år har jeg haft fornøjelsen af at besøge rigtig mange museer i hele landet. Jeg er fuld af beundring for den generelle faglighed, borgernærhed og idérigdom, man finder hos de fleste danske museer.

Hertil kommer det massive frivillige engagement og involvering af borgerne. Det skaber forankring, udvikling og legitimitet.

Sideløbende har vi haft en engageret debat om ændring af rammerne for statens støtte til museerne. Der er bred enighed om, at de er utidssvarende og uigennemskuelige. Det bremser udviklingen, skaber utilfredshed blandt de museer, der ser sig forfordelt, ligesom kommunerne har vanskeligt ved at forstå logikken. 

Sure rønnebær i mindretal
Siden debatten blev skudt i gang, har to visionsgrupper fremlagt forslag, 37 museer har indsendt forslag, der har været holdt konference og talrige møder på kryds og tværs. Tak for det konstruktive engagement. De sure rønnebær er i mindretal.

Det er blevet tydeligt for mig, at vi fra statens side ikke er så gode til at støtte op om museernes indsats, som vi burde være. Støtteordningerne til de statsanerkendte museer er hverken gennemsigtige eller dynamiske og giver hverken luft til at belønne den særlige indsats eller til at bakke nye initiativer op.  

Det er blevet tydeligt for mig, at vi fra statens side ikke er så gode til at støtte op om museernes indsats, som vi burde være. Støtteordningerne til de statsanerkendte museer er hverken gennemsigtige eller dynamiske.

Mette Bock (LA)
Kulturminister

Og nu kender jeg godt indvendingen: Tilfør flere ressourcer, så løser det alle problemer. Ja, det kan sikkert løse nogle, men bestemt ikke alle problemer. Vi afsat 30 millioner kroner til overgangsordninger, og det kan forhåbentlig være en god fødselshjælper.

Det er tydeligt, at debattørerne her i Altinget ser behovet for at tænke tingene igennem på ny. Vi kan ikke bare forlænge planker. Jeg vil gerne fremhæve et par pointer, som jeg finder afgørende.

Robust støttesystem efterspørges
Ulla Tofte fra M/S Museet for Søfart peger på, at et nyt tilskudssystem for museerne skal tage hensyn til hastige forandringer og være tilstrækkeligt robust til at sikre, at offentlige midler ikke går til spilde i desperate forsøg på at halse efter udviklingen. Det er for mig en rigtig skarp formulering af statens rolle. Vi skal både være med til at løfte de nye idéer, der er nødvendige, og understøtte den bundsolide faglighed, der er selve grundstenen i museernes arbejde.

Thomas Bloch Ravn fra Den Gamle By understreger, at museerne skal bedømmes på, hvad de leverer. Det er jeg enig i. Man skal kunne se en sammenhæng mellem museernes opgaver og indsats og den støtte, staten giver. Ellers taber systemet mening for museerne – og for skatteborgerne.

Endelig fremhæver Jane Sandberg fra Enigma, at det ikke må blive et rivegilde mellem museerne eller handle om, hvilke museer der ligger i hvilken valgkreds. Jeg er fuldstændigt enig. En reform handler ikke om valgkredse, men om borgernes adgang til museer på et højt niveau.

Et samlet museumsvæsen i Danmark
Vi har i Danmark ikke bare enkeltmuseer, men et museumsvæsen, som udgør et samlet hele, og hvor forskellige museer kan forskellige ting, som tilsammen giver os et fantastisk museumstilbud. Heldigvis er der allerede mange eksempler på samarbejde mellem museerne, som i sig selv fremmer udviklingen.

Jeg fortsætter efter nytår samtalerne med alle de politiske partier. De foregår i en god og konstruktiv stemning, selvom opgaven ikke er let. En reform skal nyde bred opbakning ikke kun blandt de politiske partier, men også blandt museerne og borgerne. Det forudsætter både fremsyn, helhedssyn og en vis generøsitet.

Bred museumsdebatten ud
Til sidst en venlig opfordring: Sideløbende med den aktuelle debat om museumstilskud, hvis teknikaliteter det kan være vanskeligt at skabe bred folkelig interesse for, kunne det være spændende at sætte ild til en bredere diskussion om museernes rolle. For det enkelte menneske, det nære lokalsamfund, men sandelig også for vores land og fællesskab i det hele taget?

Hvad er det, museerne kan bidrage med i forhold til vores forståelse af os selv og det liv, vi lever? Hvorfor er det, at borgere i henholdsvis Aarhus og Aalborg i store borgerundersøgelser siger, at kulturtilbud klart er det, der vægter mest, når de skal sige, hvad der har betydning for, om deres by er god at bo i?

I den sammenhæng vil jeg endnu engang opfordre museumsledelserne, ikke mindst på de store museer, til at påtage sig et større medansvar for museumslandskabet i sin helhed. En uklog elite lukker sig om sig selv og tænker kun på deres egen institution. En klog elite ser sig selv som en del af en større fødekæde og helhed.

Jeg glæder mig til om et år at kunne konstatere, at 2019 blev det år, hvor det lykkedes at gennemføre en fremsynet, helhedsorienteret museumsreform og dermed skabe bedre udviklingsmuligheder, så flere borgere får øjnene op for museernes relevans og betydning for både erkendelse og selverkendelse.