Jane Sandberg: Det må ikke blive et internt rivegilde

DEBAT: Et nyt støttesystem må have som ambition, at det skaber de bedst mulige forudsætninger for det samlede museumslandskab og ikke kun tilgodeser det museum, som måtte ligge i en enkelt politikers valgkreds, skriver museumsdirektør Jane Sandberg.

Af Jane Sandberg
Museumsdirektør, Enigma – Museum for post, tele og kommunikation

Da kulturminister Mette Bock for mere end et år siden løftede sløret for ambitionen om et nyt støttesystem til museerne og indbød til åben debat, var en grundlæggende bekymring i branchen, at en ny fordeling ville skabe intern splid. For en omfordeling af de eksisterende midler vil betyde, at nogle får mere, mens andre skal indstille sig på en virkelighed, hvor der skal drives museum for færre midler.

Når mange museumsdirektører alligevel har valgt ikke at blande sig i debatten, skyldes det nok, at det er et minebelagt debatforum at bevæge sig ind i. For hvem har lyst til at tage fra sine kollegaer? Hvem har lyst til at pege fingre af andre - for derefter at pille i egen navle?

Brug for ny fordeling
Mange museer ønsker sig en ny fordeling. Der har i debatten været bragt masser af eksempler på, hvor skævt støtten fordeler sig, og særligt de mindre museer, som modtager de mindste tilskud, har glædet sig over udsigten til, at staten skæpper mere i deres kasse.

Nogle har påpeget det urimelige i, at visse kommuner gør store investeringer i deres lokale museer, mens andre slipper væsentligt billigere, fordi nogle museer oppebærer et stort statstilskud.

Det nuværende system er historisk betinget og rundet af en tid med 275 kommuner og 16 amter. Systemer blev således forældet, da vi 1. januar 2007 overgik til en ny struktur.

Forskel på storby og provins
De politikere, som lige nu forhandler om et nyt system, bør huske, at der er meget stor forskel på at drive museum i en storby eller i provinsen. Os der ligger i de store byer har et større befolkningsgrundlag at tiltrække gæster fra, nogle af os er placeret, så vi er naturlige valg for turister, men storbymuseerne agerer i en vældig konkurrencepræget virkelighed, hvor vi skal positionere os mellem hundredevis af kulturtilbud.

Driver man museum i provinsen, er der færre potentielle gæster, men ofte et stærkt lokalt engagement. På provinsmuseerne er der stor lokal opbakning fra frivillige, museerne er naturlige samlingssteder, og der er ofte tætte samarbejder med det lokale erhvervsliv. De provinsbaserede museer anerkendes lokalt for deres lokomotiv-status, og de bruges flittigt som led i lokale markedsføringstiltag. 

Så vidt forskellene. Det, vi er fælles om, er at danne til demokratisk deltagelse og tilbyde perspektiver på fortid, samtid og fremtid. Vi skaber oplevelser, som gør vores gæster klogere og mere nysgerrige borgere. Vi løfter en stor opgave over for børn og unge, og på tværs af landet gør museerne opsøgende arbejde i forhold til grupper i samfundet, som ikke naturligt finder vej til kunst og kultur.

Disse opgaver er ikke geografisk betinget, men en del af museernes DNA og raison d´etre. Og de er de samme, hvad enten vi er placeret i by eller provins. Det er udgifterne også.

Aldrig stærkere end det svageste led
I museumsverdenen lærer vi af hinanden, udveksler udstillinger, viden og erfaringer. Derfor har vi brug for et stærkt samlet dansk museumsvæsen, og derfor er det vigtigt, at vi giver museerne fornuftige og sammenlignelige rammer at løfte disse opgaver indenfor. Et nyt system må derfor have som ambition, at det skaber de bedst mulige forudsætninger for det samlede museumslandskab og ikke kun tilgodeser det museum, som måtte ligge i en enkelt politikers valgkreds.

Som branche bliver vi aldrig stærkere end det svageste led i kæden, og at bede os gå på hugst hos hinanden er decideret kontraproduktivt. I stedet for at føre debatten på brancheniveau, ender diskussionen nemlig med, at hver enkelt hytter sit eget skind. Og den debat bliver ingen klogere af, og den har absolut ingen effekt på, hvad vores gæster kan få ud af et museumsbesøg.

Forrige artikel Tidl. museumsdirektør: Statslige bevillinger skal være styret af fleksibilitet og kvalitet Tidl. museumsdirektør: Statslige bevillinger skal være styret af fleksibilitet og kvalitet Næste artikel Iben Thranholm: Staten promoverer tilbagevenden til hedenskab Iben Thranholm: Staten promoverer tilbagevenden til hedenskab