Debat

DF: Lagde du mærke til de tavse i museumsdebatten?

DEBAT: I flere år har mindre museer levet med skævheden i fordelingen af statens tilskud og samtidig udviklet deres musser på forrygende vis. Derfor har de fortjent, at vi omfordeler fra nogle af de rige til de fattige, mener Alex Ahrendtsen (DF). 

Man har så svært ved at indrømme, at der faktisk er en enorm skævhed, og at det er på tide, vi får en mere saglig og mindre tilfældig ordning, skriver Alex Ahrendtsen (DF)
Man har så svært ved at indrømme, at der faktisk er en enorm skævhed, og at det er på tide, vi får en mere saglig og mindre tilfældig ordning, skriver Alex Ahrendtsen (DF)Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Alex Ahrendtsen (DF)
Kulturordfører

Det var egentlig ret sigende og forudsigeligt. Arkens museumsdirektør råbte højt i medierne, da vi i Dansk Folkeparti offentliggjorde vort forslag til en mere retfærdig og objektiv tilskudsordning for de statsanerkendte museer.

Det skal han vel også gøre, fordi Arken ikke ville modtage så mange statslige midler, som de hidtil har gjort, hvis vi fik opbakning til vort forslag.

Det var selvfølgelig også forventeligt, at Louisiana og Aros i Århus ikke brød sig om forslaget. De ville også miste en del af tilskuddene.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

De kender jo tallene
Men lagde du mærke til, at der ikke var så mange andre museer, der protesterede vildt og voldsomt? Årsagen er ganske enkel. De kender jo tallene.

De ved, hvor skævt og uretfærdigt tilskuddene til museer bliver fordelt. I mange år har de været loyale og levet med skævheden og inden for deres midler forsøgt at udvikle deres museer.

Lagde du mærke til, at der ikke var mange andre museer, der protesterede vildt og voldsomt? Årsagen er ganske enkel. (...) De ved, hvor skævt og uretfærdigt tilskuddene til museer bliver fordelt. I mange år har de været loyale og levet med skævheden og inden for deres midler forsøgt at udvikle deres museer.

Alex Ahrendtsen (DF)
Kulturordfører

Og det har de gjort glimrende. Men jeg tror, at mange af dem i det skjulte har skævet til de mange millioner, som hvert år er rullet ind på Aros’, Louisianas, Designmuseets og Arkens konto og måske har drømt om at få bare en lille del af disse midler.

Så mens de har været solidariske med deres rige kolleger i Århus, Humlebæk og Ishøj, var der småt med solidariteten den anden vej.

Man har så svært ved at indrømme, at der faktisk er en enorm skævhed, og at det er på tide, vi får en mere saglig og mindre tilfældig ordning.

Det er lettere at udvikle et museum med 30 mio. kr. end 1 mio.
Dette er egentlig det mest skuffende ved hele denne debat. I 11 år har fire museer fået over en milliard kroner i tilskud, og alligevel føler de sig angrebet og ”præcisionsbombet”, som Politikens leder beskrev vort forslag.

Sagen er jo, at de fire museer har haft mulighed for at udvikle sig med en enorm støtte fra staten.

Man har gjort det dygtigt og opfindsomt, og skatteyderne har fået valuta for pengene, men det er noget lettere at udvikle et museum, når man har 30 mio. kr. end 1 mio. Det siger næsten sig selv.

Mange museer, der løfter over evne
Derfor er det på tide, at andre museer også får mulighed for at udvikle sig. Der er mange museer, der løfter over evne, og som for få midler laver forrygende museumsarbejde og tiltrækker mange gæster hvert eneste år.

Man fremhæver ofte, at Louisiana tiltrækker 700.000 gæster hvert år. Det er også rigtigt, men laver man en forholdsvis beregning og sammenligner med Skagen Museum, så ser det ikke så godt ud længere.

Skagen Museum får 1,7 mio. kr. fra staten og tiltrækker 175.000 gæster om året. Hvis Louisiana skulle præstere sammenligneligt, skulle museet have haft 3,3 mio. gæster.

Med andre ord er Skagen Museum fem gange så dygtigt til at tiltrække museumsgæster sammenlignet med Louisiana.

Jeg vil gerne understrege, at besøgstal ikke skal være et afgørende parameter for tilskud til museer, men det siger alligevel noget om, hvor meget man ude i landet får ud af de små tilskud.

Derfor har de faktisk fortjent, at vi omfordeler fra nogle af de rige til de fattige. Det manglede da bare.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Alex Ahrendtsen

MF (DF), medlem, Nationalbankens repræsentantskab
cand.mag. i dansk, litteratur, religion og oldgræsk (Odense Uni. 1996)

0:000:00