Kommentar af 
Poul Madsen

Nyt medieforlig holder hånden under fodslæbende og bagstræberiske medier

Lokale medier vil med den nye medieaftale fortsat satse på papir, selv om læserne svigter massivt. Men mediecheferne er for helvede ikke ansat på en papirmølle, men som publicister, skriver Poul Madsen.

Techgiganternes fremmarch kan kun begrænses, hvis indholdet i de statsstøttede lokale og regionale medier er bedre, end det du kan få på Facebook, skriver Poul Madsen.
Techgiganternes fremmarch kan kun begrænses, hvis indholdet i de statsstøttede lokale og regionale medier er bedre, end det du kan få på Facebook, skriver Poul Madsen.Foto: Rune Øe/Ritzau Scanpix
Poul Madsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er glimrende, at streamingtjenesterne nu skal bidrage med en del af deres omsætning til dansk produceret indhold.

Og det er også godt, at forliget er bredt, så vi ikke hele tiden skal være usikre på om Danmarks eneste reelle public service-medie, Danmarks Radio, skal oprustes eller begrænses afhængigt af, om det er de blå eller røde, der styrer Danmark.

Nu er det så en blanding af blå og røde og dem indimellem, der sammen har lavet et medieforlig, der gælder frem til 2026.

Det afgørende som publicist må være, om nogen gider og har mulighed for at læse, det man laver

Poul Madsen

Men der hvor kæden hopper af for mig er, når vi kommer til mediestøtten.

I bund og grund viderefører medieforliget traditionen for, at man holder hånden under nogle medier, der for mange år siden har mistet den afgørende betydning, fordi de fodslæbende og bagstræberiske holder fast i, at det er kunderne, der har misforstået tingene og ikke dem.

Jeg har aldrig forstået, at det skulle være afgørende, om man udkommer på papir eller digitalt. Mediecheferne er for helvede ikke ansat på en papirmølle, men som publicister. Og det afgørende som publicist må da være, om nogen gider og har mulighed for at læse, det man laver.

Lokalmedierne, inklusiv de store regionale aviser, har det ualmindelig hårdt. Læserne svigter massivt, men nu får de endnu flere penge i det nye medieforlig. Hvorfor? Det er trods alt ikke politikernes private sparepenge, der deles ud, men vores allesammens skattebetaling.

I medieforliget begrundes det med, at "De lokale medier spiller en vigtig rolle for borgernes demokratiske deltagelse og adgang til lokale nyhedshistorier. Det er de nære beslutninger og den demokratiske samtale, som engagerer mange danskere i demokratiet."

Det er uden tvivl korrekt, men det er her, at de lokale medier har svigtet fatalt. De er nemlig ikke tilstede, tæt på hvor folk bor og med det indhold, der i hverdagen betyder noget, der hvor vi bor. Det er i stedet lokale Facebook-grupper, hvor den lokale debat og nære nyhedsformidling stortrives.

Læs også

Da jeg i foråret holdt et oplæg til ugeavisernes årsmøde, havde jeg lavet en optælling fra Hundested, hvor jeg har sommerhus, for at illustrere udfordringen.

Den lokale ugeavis havde på sit webside haft én nyhed det seneste døgn, mens den lokale Facebook-side med 15.000 medlemmer havde tre indlæg den seneste time.

Det var velmenende journalister og redaktører, som jeg var sammen med i Brande til ugeavis konferencen, men de var også modløse.

For det, de havde oplevet de sidste mange år, var nedskæring på nedskæring og lukninger af lokalredaktioner. Den helt nære lokale forankring var forsvundet og erstattet af kontorfælleskaber centralt i købstæderne.

Men det største problem er sådan set den manglende digitale udvikling. Der satses stadig på papir, og det vil der også blive de næste tre år med den nye medieaftale.

Papiraviserne er døde. Også lokalt. Men med forliget får de kunstigt åndedræt i tre år mere

Poul Madsen

Her omfordeles en del af medietilskuddet fra de landsdækkende medier til de regionale og lokale medier. Det kan være fornuftigt nok, for hvorfor skal Ekstra Bladet, Berlingske, Politiken med flere have millioner af kroner fra danskerne?

De bør qua deres størrelse og udbredelse sagtens kunne lave en forretning uden tilskud.

Men problemet med de mange nye millioner til de regionale og lokale medier er, at der ikke følger nogle krav med om en reel udvikling til gavn for de mange danskere, der savner stærke og kontinuerlige lokale nyheder.

Hvorfor følger der ikke med pengene et krav om tilgængelighed og teknologisk udvikling?

Jeg ved godt, at mediecheferne ville hyle og skrige, hvis der fulgte krav med om, at de statsstøttede lokale nyheder for eksempel skulle være gratis, så alle i lokalområdet fik adgang til dem. Det ville da ellers være lokal public service og værd at bruge vores surt betalte skattekroner på.

Papiraviserne er døde. Også lokalt. Men med de ekstra millioner får de kunstigt åndedræt i tre år mere. Det vil kun udbygge det politikerne gerne vil bekæmpe, nemlig de store techgiganters dominans, også lokalt.

Læs også

De kommende tre år vil der blive endnu færre papirlæsere og endnu flere, der læser de lokale Facebook-medier. Som en ældre dame sagde til mig for nylig: "Jeg holder kun avisen på grund af dødsannoncerne."

Techgiganternes fremmarch kan kun begrænses, hvis indholdet i de statsstøttede lokale og regionale medier er bedre, end det du kan få på Facebook.

Det vil kræve, at lokalmedierne massivt opruster digitalt og ikke får lov til at holde liv i et fortidslevn og en ide om, at læserne nok endelig en dag indser, at papir er bedre. Det gør de ikke. For læserne er kloge.

De går derhen hvor indholdet er nemt tilgængeligt, og hvor de får mest at vide og kan debattere online med deres nabo, om det der sker hos dem.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Poul Madsen

Kommunikationsrådgiver og kommentator, podcastvært, foredragsholder og forfatter
journalist (Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus 1988)

0:000:00