Niko Grünfeld: Kulturpolitiske beslutninger træffes ofte i blinde

DEBAT: Kulturminister Mette Bock har desværre afvist idéen om et nationalt Kulturens Analyseinstitut. Men Københavns Kommune kan gå foran og vise vejen, så vi ikke træffer kulturpolitiske beslutninger i blinde, skriver Niko Grünfeld (ALT), spidskandidat i Københavns Kommune.

Af Niko Grünfeld
Spidskandidat for Alternativet i København

Vi hører ofte, at danskerne kåres til verdens lykkeligste folk. Men hvad er årsagerne til det høje lykkeniveau i Danmark?

De fleste af os trækker lidt på smilebåndet, når vi hører, at Danmark kåres som verdens lykkeligste land. Vi ved godt, at Danmark ikke stod forrest i køen, da der blev uddelt solskinstimer i denne verden. Og vi ved godt, at vi i morgentrafikken i januar måned i København ikke ligner verdens lykkeligste folk.

Så hvorfor er det, man siger, at vi hører til blandt verdens lykkeligste lande? Og hvordan måler man i det hele taget lykke? Det samme kunne man passende sige om kunst og kulturen i Danmark.

Det kulturelle område er nemlig stort og mangfoldigt og med et væld af forskellige fremtrædelsesformer. Noget er støttet statsligt, noget kommunalt, noget privat og noget er slet ikke støttet. På trods af de mange forskellige kulturtilbud, så ved vi grundlæggende meget lidt om dem.

De humanistiske fag er gode til at levere forskning og analyser af de kulturelle udtryk, men vi ved samtidig ikke særligt meget om kunstnernes eller kulturudøvernes vilkår. Vi ved heller ikke særligt meget om, hvad det betyder for den enkelte borger at møde kulturen – om end faktorer som ytringsfrihed og demokrati er væsentlige for os.

Hvis vi virkelig skal kunne rykke ved folks opfattelser af nødvendigheden af en offentlig kulturstøtte, så skal vi blandt andet være bedre til at tale om kunstens og kulturens betydning og effekt. Derfor er det min holdning, at vi skal blive bedre til at måle kunsten og kulturen på dets egne præmisser.

At måle kunsten og kulturen kan lyde skræmmende, men det behøver det ikke være. Vi skal blot blive bedre til at udvide og udvikle vores måleredskaber, således at vi ikke kun fokuserer på de kvantitative og økonomiske målinger.

Når man måler kvantitativt, så bliver de økonomiske indikatorer hurtigt et mål i sig selv, mens det der måles på - kunsten og kulturen - bliver et middel til at nå dette mål. Det er ikke optimalt.

Jeg mener, at fordi kunsten og kulturens grundlæggende værdi findes i dens betydning for os mennesker, vores selvforståelse, empati, æstetiske sans, kreativitet, opfindsomhed og historiske bevidsthed og meget mere, så er det netop disse parametre, vi skal fokusere på.

Selvfølgelig betyder det noget, at kunst og kultur er den direkte årsag til rigtig mange arbejdspladser – 82.000 i 2014 på landsplan - og det er også en meget vigtig sektor i København. Men vi skal heller ikke undervurdere, hvad kunsten og kulturen betyder for den demokratiske samtale og den individuelle dannelse.

Det er en betydning, som man ikke nødvendigvis kan gøre op i kroner og øre, eller hvorvidt der kommer mange besøgende på et museum eller i en idrætsklub.

Men vi kunne fint påbegynde arbejdet med at oprette en kulturinstans i København, som for alvor kan tage fat på arbejdet med at undersøge kunstens og kulturens mangfoldige værdiskabelse, betydning og nyttegørende virkninger. Akkurat som man gør inden for lykkeforskningen.

Et nationalt Kulturens Analyseinstitut blev lagt i graven af kulturministeren for nogle måneder siden - det var der ikke brug for, sagde hun.

Københavns Kommune kan gå foran og vise vejen for staten i denne sag. Så vil vi kunne skaffe os bedre viden om, hvad der kommer ud af de midler, vi investerer i kulturen. En stærk analyseinstans skabes på tværs af forskellige sektorer.

Det sker i en fortsat dialog om kulturens værdier, hvor vi er med som borgere, deltagere og publikum. Hvor foreninger, kunstnere og institutioner bidrager. Og hvor kulturlivets effekter på hele samfundet tages med i det samlede billede.

Det kan være med til at styrke den kunstneriske praksis som en uomgængelig del af vores samfund. Så kan vi også meget nemmere diskutere betydningen af den førte kulturpolitik.

Det kan man, når det kommer til livskvalitet og lykke, så kan man også inden for kunst, kultur og fritid. Som samfund og som individ søger vi ofte svar på livets store spørgsmål i kunst og kultur. Her sættes vores fantasi fri, og vi kan mærke verden på ny. Det skal vi blive ved med.

Men når der træffes kulturpolitiske beslutninger, træffes de ofte i blinde, hvorfor det er nødvendigt med nye ’måleredskaber’, som kan levere kvalificerende inputs.

Det er min klare ambition, at vi skal blive meget bedre til at belyse de mange gavnlige og nødvendige effekter, som en offensiv offentlig kulturpolitik betyder for os som borgere.

Forrige artikel KL: Vi har brug for et fælles sprog om effekter og værdier KL: Vi har brug for et fælles sprog om effekter og værdier Næste artikel Scenit: Vi skal ikke vælge mellem kunst og publikum Scenit: Vi skal ikke vælge mellem kunst og publikum
Mette Frederiksen vil tage

Mette Frederiksen vil tage "en snak" med presset kulturliv

INVITATION: Statsminister Mette Frederiksen vil sammen med kulturministeren invitere kulturlivet til en snak om, hvordan åndslivet kan sikres i denne tid. Meldingen kommer, mens Joy Mogensen er i stærk modvind og stadig mangler at lande en hjælpepakke til kulturinstitutionerne.