Ukrainsk skuespiller: Kunsten vil overleve, men mennesker er dødelige

I denne meget vanskelige tid, hvor nogle vælger at stille spørgsmålstegn ved russisk kultur og kunst, bør vi stoppe op et øjeblik og tænke over, hvad kultur og kunst er for nogle størrelser. Jeg er født og opvokset i Ukraine, Kyiv, og føler i dag i denne alvorlige situation, hvor Rusland har angrebet Ukraine, en slags dagligt mareridt, hvor jeg må stoppe op og tænke over, om jeg befinder mig i virkeligheden.

Er det her virkeligheden? Jeg vil prøve på dette sted at udfordre os, for det er svært overhovedet at gå ind i selve idéen: at fravælge alt russisk. Hele debatten forekommer mig tankeløs.

Vi er kultur
Kulturen er os. Vi er kultur. Der er stor forskel på begrebet "kultur" og begrebet "kunst", om end kunsten er en del af kulturens verden. "Kultur" som begreb er forskellig fra land til land og gør ikke mennesker til bedre eller dårligere mennesker. Det er en måde, vi lever på.

Man kan både være kulturmenneske og "et dumt svin". Mange gemmer sig måske bag en kulturel fernis. Også historisk set har flere regimer arvet store kulturtraditioner, men heri fundet begrundelser for grusomheder. Det er en kliché, at kulturen gør mennesket bedre, end det er.

Det kan alene kunsten gøre og den erkendelse, der følger med fra kunsten. Kunsten er større end os. Kunsten er vores bedrift. Vi kan ikke leve uden kunsten. Hvad er kunstens ypperste mission? Dette har altid været og er fortsat, især efter det 20. århundredes rædsler, at lære at opfatte et andet menneskes smerte som sin egen. Og at erkende, at ikke en eneste idé, selv om den tager udgangspunkt i selv den største og smukkeste ide, aldrig må ske på bekostning af et andet menneskes liv.

Teater Kapellets tredje sceniske værk - på Assistens Kirkegård i København - byggede på Dostojevskijs "Brødrene Karamazov". Her erindrer jeg stærkt Ivan, den mellemste af de tre brødre, der bevidst fravalgte den evige harmoni på jorden, fordi han ikke kunne vælge den på bekostning af et barns tårer.

Dostojevskij rejste i sin tid spørgsmålet: Kan verden, vores lykke og endda evig harmoni retfærdiggøres, hvis så meget som en tåre er blevet udgydt af et uskyldigt barn under skabelsen af den? Hans svar var, at i så tilfælde kan ikke et eneste fremskridt eller en eneste revolution retfærdiggøres. Og heller ikke en eneste krig. Den ene, lille tåre vil altid veje tungere.

Jeg tror, at heller ikke her i det 21. århundrede har vi formået at klare denne opgave, stillet over for det valg. Ivan Karamazov repræsenterer Dostojevskijs tankesæt, hvor den yngste bror Aljosha er Dostojevskijs hjerte. Det er hjertebarnet Aljosha, der giver os svaret på, hvordan vi kan leve et lykkeligt liv. 

Kunsten kan sejre og forsone
Som jeg ser det, kan dagens kunst både forstyrre, underholde eller berige. Kunsten kan hjælpe os med at løbe væk fra den barske virkelighed, bare i et kort øjeblik. Den kan være en forløser eller en smertestiller. Den kan også være tankefuld og ændre ens liv.

Og når jeg i dag ser mit elskede Ukraine ligge i ruiner og millioner af mennesker på flugt, samt tænker over, hvad det lille barn må gennemgå - eller over de børn der har mistet livet i kampene - er spørgsmålet: Hvordan kan jeg samtidigt nyde at lytte til Tjajkovskijs "Svanesøen"?

Kunstens ypperste mission er at opfatte et andet menneskes smerte som sin egen

Viktor Melnikov
Skuespiller

Det er det rigtigt svære spørgsmål, jeg gerne vil stille lige nu. Det er nemlig en tanke, der er op til den enkelte. Derfor forekommer debatten mig meningsløs. For kunsten skal nok overleve. Men mennesker er dødelige, og hver dag dør mange uskyldige sjæle. Vi må hellere tænke på dem.

Som kun 45-årig ved jeg desværre allerede nu, hvad der kommer til at ske. At vi kommer til at dele os endnu mere til højre og venstre. At vi vil finde vores indre og ydre fjender. At vi vil ommodellere fortiden. At vi kommer til at pege fingre af andre og bebrejde hinanden. Vi kommer til at gentage os selv. For det har allerede fundet sted i det 20. århundrede. 

I disse dage burde vi leve mod fremtiden. Sådan en fremtid som jeg drømte om, da jeg var et lille barn. Med uskyldigt hjerte og om det smukke på jorden. Det 21. århundrede ser nu ud til at tage en forfærdende retning.

Hvad har vi tilbage? Skal vi håbe, bede, protestere eller boykotte? Vi skal gøre alt det, vi ikke har gjort indtil nu, nemlig at elske andre som sig selv - at tilgive andre som vi tilgiver os selv. Jeg ved, at mennesker kan være lykkelige uden at miste evnen til at leve her på jorden, og jeg tror på, at ondskaben ikke er menneskets sande natur.

Det har Dostojevskij lært mig. Han er russisk forfatter, og jeg er født i Ukraine. Jeg tror, at det er selve kunsten, der kan sejre og forsone os. Jeg tror på, at enhver af os har vores egen verden, som vi er fuldt ud ansvarlige for, og som vi skal værne om. Jeg ville ønske, at mange politikere kunne se ud over ideen om aflysninger og boykot af kunsten, uanset bevæggrunde.