Regeringen har sendt et udspil på gaden om den fremtidige organisering af forbrændingssektoren, 'Forbrænding af affald'. Det positive, man kan sige om oplægget, er, at analysen af de problemstillinger, som sektoren står over for, er rigtig. Det er bare ærgerligt, at oplægget ikke tager livtag med de praktiske og helt afgørende rammevilkår, der skal få den danske sektor til at fungere på længere sigt.

Affaldsafgiften skal nedsættes eller afskaffes
Udgangspunktet er, at erhvervsaffaldet til forbrænding skal konkurrenceudsættes. Det kan ikke diskuteres så længe, for det er realiteten allerede i dag. EU's affaldsdirektiv foreskriver nemlig, at virksomheder efter 12. december 2010 skal kunne sende sit forbrændingsegnet affald til behandling i et andet EU-land.

Det er derfor også højest overraskende, at debatoplægget ikke forholder sig til de helt afgørende mekanismer, der er bestemmende for konkurrencen på tværs af medlemsstaterne. Her tænker jeg på afgifter. I Danmark betaler vi en forbrændingsafgift på gennemsnitlig 361 kr. pr. ton. I vores nabolande er afgiften 0. Det er klart, at så stor en afgiftsforskel vil have afgørende betydning for de danske anlægs konkurrenceevne i et frit marked.

Når man nu lægger op til en debat om liberalisering og den fremtidige organisering, er man nødt til at forholde sig til, hvordan afgifterne på forbrænding fremadrettet skal indrettes. Efter RenoSams opfattelse er det absolut nødvendigt at nedsætte eller afskaffe afgifterne for at sikre, at der er en lige vilkår over for udlandet. Det er ligeledes helt afgørende for at kunne virkeliggøre nogle af de tanker og anbefalinger, der præsenteres i oplægget. Hvis kommunerne skal ud af noget af forbrændingssektoren - som udvalget anbefaler, og som RenoSam ikke er enig i - skal anlæggene kunne sælges. Og hvilken investor vil købe et anlæg, der ikke kan klare sig på et internationalt marked, når konkurrencen nu er sat fri. Mit bud er: ingen!

Hvad hvis de kommunale værdier ikke kan realiseres?
Kommunerne kan komme til at stå tilbage med store tab. Affaldet forsvinder, nogle anlæg kan ikke klare sig, og de vil ikke kunne sælges. Det kan blive dyrt for borgere og for fjernevarmekunder, der både kommer til at hænge på restgælden i anlæg og skal betale for affaldsbehandlingen på markedet.

Det er derfor helt afgørende, at man i det videre arbejde finder en model for at finansiere de strandede omkostninger, der kan opstå, hvis værdier i kommunal affaldsforbrændingskapacitet ikke kan realiseres.

Efter RenoSams opfattelse er det absolut nødvendigt at nedsætte eller afskaffe afgifterne for at sikre, at der er en lige vilkår over for udlandet.

Jacob H. Simonsen
Direktør, RenoSam

Kommunalt ansvar for husholdningsaffald
Udvalget anbefaler en licitationsmodel, hvor kommunerne har ansvaret for, at fru Hansens affald behandles. I modellen er kommunen samtidig forpligtet til at udbyde behandlingen af sit eget affald.

Kommuner har ingen interesse i at stå som ejer af forbrændingsanlæg, hvis de ikke har ret til at benytte anlægget til at løse deres forpligtelser. Kommunerne skal også i fremtiden være ansvarlige for behandlingen af borgernes affald. Samtidig bør kommunen naturligvis have alle mulighed for at løse opgaven. Det indebærer retten til at eje, drive og behandle eget affald på egne anlæg.