Engelbreth Larsen: Naturstyrelsen fodrer vilde dyr for millioner – og naturen taber

Der er noget grundlæggende galt med prioriteringen såvel som naturforvaltningen, når staten bruger millioner af kroner om året på at fodre vilde dyr, der sagtens kan klare sig selv med det fødegrundlag, naturen leverer. Ovenikøbet mens naturen skriger på en målrettet indsats på naturligere præmisser, og vi hele tiden får at vide, at der mangler penge.

Hjortene i Jægersborg Dyrehave fodres massivt, og det koster millioner af kroner, i stedet for at afstemme dyrenes antal og artssammensætning med naturgrundlaget. I Haderslev Dyrehave fodrer man også regelmæssigt og massivt, selv i milde vintre, og må bruge maskiner for at rydde op ved foderpladsen.

I Gribskov fodres de vildtlevende hjorte for titusinder af kroner lige ud ad vinduet. Både hjorte inden og uden for hegninger fodres altså – ja, sågar vildhestene på Langeland og bisonerne på Bornholm fodres.

Det er helt ude i skoven. Det er ikke nødvendigt. Og det forarmer naturen.

Hjorte, vildheste og bisoner er nøglearter, der er altafgørende for at skabe variation og dynamik i små og store økosystemer, hvilket gavner utallige andre arter. Blandt andet ved at trampe jord op og skabe spirebede, men også simpelthen ved at æde af græs, blomster, buske og træer, der giver plads til andre arter, så naturen ikke gror til i unaturlig ensformighed.

Tilskudsfodring er derimod ikke alene næringsforurening, men hæmmer også direkte dyrenes fødesøgning og dermed deres essentielle nøglefunktioner for de øvrige arter.

Måske på tide at se, om ikke selve forvaltningsparadigmet har fejlet flere steder, frem for at nøle med at implementere forskeranbefalinger.

Rune Engelbreth Larsen

Men er det da reglerne, der kræver, at dyrene fodres? Nej. Heller ikke vildheste bag hegn? Nej.

Reglerne kræver, at dyrene skal være ved "godt huld" og have noget at æde om vinteren, hvilket ikke betyder, at de ikke må tabe sig lidt, men at de bare ikke må tabe sig unaturligt meget. Og det behøver man bestemt ikke at fodre dem for at forhindre – igen: Man skal bare sørge for et tilpasset dyreantal.

Naturhistorisk Museum Aarhus har haft vildheste på 120 hektar i Mols Bjerge i to år uden ét gram foder, og Fødevarestyrelsen har været på kontrolbesøg så sent som i februar i år og konstaterede, at alt var i skønneste orden. Det er altså både muligt og lovligt.

Derfor er der ikke grund til at bruge millioner på foder. Lad så være, at man i en enkelt dyrehave vil have en meget specifik hjortebestand, men det må være undtagelsen fra reglen.

Men kan man da aldrig komme ud for en vanvittig streng vinter, hvor man akut må fodre lidt i en hegning nogle dage? Sikkert. Men det, der foregår, er ofte en rutinemæssig og kontraproduktiv fodring, også i de forårsvarme vintre og ofte med helt faste foderpladser.

Hele cremen af fageksperter i biodiversitet fra Aarhus og Københavns Universiteter er ellers enige om, at vi snarere skal i den modsatte retning:

"Vi anbefaler, at der overalt arbejdes med helårsgræsning uden tilskudsfodring, således at der udvikles et naturligt græsningstryk primært baseret på den tilgængelige fødemængde og de naturlige årstids- og klimabestemte variationer i denne. (...) for eksempel kvæg, heste, bison, elg, krondyr, dådyr, vildsvin og bæver, dvs. dyr, der er ude hele året og ikke sættes på stald." (P.F. Møller, J. Heilmann-Clausen, V.K. Johannsen, R.M. Buttenschøn, I.K. Schmidt, C. Rahbek, H.H. Bruun & R. Ejrnæs).

Denne konsensusanbefaling fra 2018 er bestilt og betalt af Naturstyrelsen. Den må også være læst – men er der blevet lyttet?

Det kommer man meget i tvivl om, når Naturstyrelsen på Twitter "opfordrer forskningsmiljøerne til at bistå" med "nye tilgange til forvaltning" (18.2.2019). Jamen det har forskningsmiljøer jo allerede gjort. I årevis. I massevis af tilfælde.

Vores vicedirektør Signe Nepper Larsen opfordrer i @Altingetmiljø forskningsmiljøerne til at bistå i, hvordan resultaterne fra igangværende forsøg med nye tilgange til forvaltning kan blive anvendt på Naturstyrelsens arealer: https://t.co/AVgYeyd5Jz. #dknatur #dkgreen pic.twitter.com/DvOZAhaxd7

— Naturstyrelsen (@naturstyrelsen) 18. februar 2019

Det største problem i dansk natur er, at naturen mangler plads til at udfolde sig som natur. Store sammenhængende naturarealer, hvor vi så vidt muligt sikrer udgangsbetingelserne for, at naturen kan udvikles på egne præmisser. Også kaldet "selvbærende" natur.

Samme stribe af fageksperter skriver: "Ved selvbærende systemer forstås i denne sammenhæng systemer, som ikke har behov for aktiv forvaltning for at levere en positiv effekt i forhold til de nationale forpligtigelser for bevarelse af biodiversitet."

Det hænger sammen med det tidligere citerede afsnit, og det "selvbærende" består blandt andet i, at det er nøglearter som eksempelvis heste og bisoner, der ‘forvalter’ området, ikke maskiner.

Det er derfor ikke opløftende, når Naturstyrelsens vicedirektør, Signe Nepper Larsen, i et aktuelt indlæg på Altinget (14.2.2019) bruger EU’s Natura 2000-udpegninger som undskyldning for, at Naturstyrelsen og Forsvaret valgte at se stort på samarbejdet med foreningen Verdens Skove, efter at foreningen kvit og frit leverede vildheste til staten for at skabe variation på det spændende naturareal Bjergskov i Sønderjylland.

Vildheste-’forvaltningen’ var ingenlunde i modstrid med Natura 2000-forpligtelserne, men blev afsporet, da statsforvaltere uden varsel sendte tunge maskiner ind for at rydde buskene uden foreningens vidende, hvorved hele pointen forsvandt. Man kan jo ikke se en naturlig græsningeffekt af vildheste på en vegetation, som pludselig er skrællet bort af maskiner, vel?

Og det er ikke en god undskyldning, at man gjorde det for at sikre Natura 2000-arealernes gunstige bevaringsstatus, for den eksisterende forvaltning klarer sig generelt ikke bedre, end at 90 procent af naturtyperne under EU’s habitatdirektiv har "ugunstig bevaringsstatus".

Halvfems procent. Tyg lige lidt på dét tal.

Måske på tide at se, om ikke selve forvaltningsparadigmet har fejlet flere steder, frem for at nøle med at implementere forskeranbefalinger.

Det er med andre ord uforståeligt, når Nepper Larsen i stedet skriver: "På nuværende tidspunkt mangler vi solid forskningsbaseret evidens med udgangspunkt i danske økosystembetingelser for, at denne meget nye og spændende tilgang til natur- og biodiversitetsfremme er de metoder overlegne, som vi i Naturstyrelsen har anvendt igennem årtier, og som vi har betydelig erfaring med, når det gælder langsigtet sikring af Natura 2000-naturtyperne og -arterne." (Altinget 14.2.2019).

Der savnes evidens for, at andre metoder er "de metoder overlegne, som Naturstyrelsen har anvendt igennem årtier". Altså de metoder, der betyder, at 90 procent af udvalgte naturtyper har "ugunstig bevaringsstatus"?

Skal vi vente på 100 procents elendighed, før årtiers kurs justeres? Og hvis enige forskere ud fra aktuel viden og eksisterende data anbefaler nogle grundlæggende tiltag, som ikke altid svarer til statsforvaltningens business as usual "igennem årtier" – er dét så ikke troværdigt nok til Naturstyrelsen? Jeg er målløs.