Juraprofessor: Med Nordic Waste er der kun tab at fordele – økonomisk som moralsk

Med Nordic Waste in mente kan man stille spørgsmål til den forudgående vurdering af risikoen ved den pågældende lokalitet, til manglende vilkår om maksimal mængde og opdeling i separate områder samt tilsynets effekt.

Det bliver vi forhåbentligt klogere på senere. Efterhånden har Randers Kommune lagt en del dokumenter ud.

Den økonomiske sikkerhed

Med sikkerhed menes de økonomiske ressourcer, der er til rådighed for at rydde op (hvis muligt) og dermed håndtere risikoen økonomisk, hvis der trods alt sker forurening.

Politiske strøtanker om et særligt moralsk ansvar for velhavende aktionærer holder næppe i byretten. Når kameraerne slukkes, er Danmark forhåbentlig stadig en retsstat

Bent Ole Gram Mortensen
Professor

Sikkerhed kan have mange former, og være indført inden for mange brancher. Eksempelvis kan samfundet kræve, at virksomheder inden for visse ”risikable” brancher skal have tilstrækkelig økonomisk styrke (forhøjet egenkapitalkrav), at et eventuelt moderselskab påtager sig en hæftelse, at en bank stiller sikkerhed, eller at der tegnes en passende forsikring.

Sådanne krav skal helst stilles, før virksomheden begynder at operere, og risikoen dermed opstår. Ellers ender vi som med Nordic Waste hos kurator og domstolene, hvor juraen afgør ansvaret.

Politiske strøtanker om et særligt moralsk ansvar for velhavende aktionærer holder næppe i byretten. Når kameraerne slukkes, er Danmark forhåbentlig stadig en retsstat.

Men samtidig er det bestemt ikke hensigtsmæssigt, at det er samfundet, der skal finansiere sikkerheden for privat virksomhed. Hverken for skatteborgerne eller for det erhvervsliv, der gerne vil have borgernes (og vælgernes) tillid.

"Forureneren betaler"

Forureneren betaler-princippet har sin oprindelse i et økonomisk princip om, at forureneren skal betale for forebyggelse såvel som oprydning for at sikre konkurrencelighed mellem markedsaktører (internalisering af negative miljørelaterede eksternaliteter).

I EU's regelværk findes det blandt andet i traktatgrundlaget og i affaldsrammedirektivet. I dansk ret findes det i lovforarbejder og formålsbestemmelser til en række miljørelaterede love, herunder miljøskadeloven.

Men hvad er der blevet af princippet i Nordic Waste-sagen? De virksomheder – danske som udenlandske – der har sendt deres jord med videre til behandling hos Nordic Waste, har de virkelig betalt for den risiko, deres jord repræsenterer?

Det kan vi ikke nødvendigvis vide, men hvis gebyrerne for modtagelse af jord hos Nordic Waste ikke har inkluderet miljørisikoen, så er princippet i hvert fald ikke blevet fulgt.

Og har Nordic Waste betalt for tilstrækkelig sikkerhed? Sikkerhedsstillelsen synes i al fald ikke at forslå i forhold til den risiko, der åbenbarede sig.

Vi har lykkedes før

Et positivt eksempel på efterfølgende tilvejebringelse af midler til genopretning af allerede indtrådt forurening kan man finde i en miljøaftale fra 1992 indgået mellem Oliebranchens Fællesrepræsentation (nu Drivkraft Danmark) samt stat, amter og kommuner – Oliebranchens Miljøpulje – hvis formål var at undersøge og oprense forureninger på nedlagte benzinstationer med videre.

Faktisk kan det ikke udelukkes, at myndighedskompetencen flyttes bort fra kommunerne

Bent Ole Gram Mortensen
Professor

Finansieringen blev tilvejebragt af de eksisterende olieselskaber med salg af autobenzin i Danmark. Et lille pristillæg på få øre per liter benzin har skabt finansieringsgrundlaget. Dermed havnede omkostningen hos de aktuelle benzinforbrugere.

En lignende konstruktion kunne man måske forestille sig inden for affaldssektoren for de forureninger, hvor den direkte ansvarlige ikke kan betale. I givet fald vil de, der fremadrettet vil sende jord til rensning eller deponi i Danmark skulle betale et ekstragebyr til en genopretningsfond. 

Kommunernes ansvar i fremtiden

Nu kan advokaterne så arbejde med at placere ansvaret for jordskredet ved Nordic Waste, og hvad der eventuelt ellers måtte være.

Men bedre havde det været, hvis et scenario som det nuværende var blevet taget i betragtning, før lovgivningen var stemt gennem Folketinget, og før miljøtilladelsen var blevet givet. Det er let at sige i bagklogskabens klare lys.

Men hvis det, der berettes i pressen, står til troende, var der bekymrende tegn på jordskred allerede i 2021.

Kunne såvel selskabets ledelse som miljømyndighederne ikke have stoppet jordpåfyldningen noget før? Og hvordan med produktionskapaciteten i forhold til den mængde, som blev virksomheden tilladt at modtage - herunder ved import? Og hvad med procesvand og regnvand? Hvordan med sikringen mod nedsivning med videre? Og restprodukter, der er blevet fjernet fra den forurenede jord.

Indtil videre må vi vente på svarene.

Aktuelt høres der krav om lovændringer. Det kommer vi nok ikke udenom, uanset om det gælder krav til branchen (kvalifikationer og sikkerhed) eller til myndighederne (kvalifikationer, transparens, uafhængighed, kontrol).

Faktisk kan det ikke udelukkes, at myndighedskompetencen flyttes bort fra kommunerne. Dog skal man passe på med forhastede ændringer af lovgivningen på grund af enkeltsager.

Også i juraens verden er det bedre at forebygge end at helbrede. Med Nordic Waste er der kun tab af fordele, økonomisk som moralsk.