Debat

Konservative i EU: Danmark bør udarbejde en vejledning for placering af grøn teknologi

Det er ofte bøvlede sager, myndighederne står over for, når grøn teknologi skal placeres rundt omkring i landet og i hele Europa. Derfor bør Danmark gå foran og udarbejde en vejledning, som borgere, investorer og myndigheder kan læne sig op ad, skriver Pernille Weis.

De
færreste ønsker en vindmølle i deres egen have – derfor er der brug for en
overordnet plan for at bygge grønne klimaanlæg. En plan, der lægger en overordnet
strategi for alle kommunerne. Det skriver Pernille Weis (K).
De færreste ønsker en vindmølle i deres egen have – derfor er der brug for en overordnet plan for at bygge grønne klimaanlæg. En plan, der lægger en overordnet strategi for alle kommunerne. Det skriver Pernille Weis (K).Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Pernille Weiss
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvem skal bestemme, hvor vindmøllerne skal stå?

Ja, det er i grunden et godt spørgsmål, som det flere steder tager uendelig lang tid at besvare. Tid, vi ikke har, hvis Danmarks og EU's klimamål skal nås. Og det skal de.

"Ikke i min baghave", synes at være en både besværlig og naturlig reaktion, når vindmøller skal placeres.

Vi er fælles om at få energiunionen til at lykkes

På den ene side har de færreste noget imod grøn, vedvarende energi. Men på den anden, behøver de jo ikke stå lige dér, hvor de tager den udsigt, man har vænnet sig til, efter skorstenene for længst er blevet tømt, højspændingsledningerne pillet ned, og tankvognene med olie sendt til ophug.

Mennesket vænner sig hurtigt til den smukke overflade, som skjuler, hvordan tingene egentligt foregår i vores energisystemer.

På den ene side har de færreste noget imod grøn, vedvarende energi. Men på den anden, behøver de jo ikke stå lige dér, hvor de tager den udsigt, man har vænnet sig til

Pernille Weis (K)
EU-parlamentsmedlem

Nej, det er ikke nemt. Og slet ikke for de mange kommuner, som udover vindmøller også får ansøgninger om solcelleparker, biogas- eller brintanlæg og så videre.

Det er nogle bøvlede sager at arbejde med. Især hvis man – udover hensyn til borgere, bier og biodiversitet – også tænker over, om alle andre også vil tage en fair del af ansvaret for den helt nødvendige og hastende grønne omstilling. Bøvl eller ej.

Det gælder i Danmark, men bestemt også rundt i resten af EU.

Vi er jo fælles om at skulle få vores energiunion til at fungere, så vi kan blive selvforsynende med ren og grøn energi og hermed fri for at skulle importere gas fra Rusland og olie fra Mellemøsten.

Og det haster med at levere den mængde CO2-neutral energi, der er brug for. Vindenergi er sammen med andre alternativer til de fossile energityper afgørende for, at det lykkes. Til lands, langs kysterne og langt ude på havet i enorme parker.

Armlægning om EU’s havvindsstrategi

De næste mange år frem kan ingen sige, at nu er der sat nok skibe i søen til at sejle os ind i en CO2-neutral havn i tide, før konsekvenserne tager pusten fra os.

Men er vi egentligt fælles om det? I Danmark og i EU.

Kommunerne blander sig jo ikke i hinandens anliggender, og i EU må vi principielt ikke blande os i hinandens energimix. Når nogle borgere og virksomheder sammen med kommunerne byder vindmøllerne velkomne, sker det så også i samme takt og god tone over for nabokommunerne og over grænsen til resten af Europa? Så den grønne ligning går op til sidst?

Det er rimelige spørgsmål at stille, og de bør netop indgå i det arbejde, som vi i Europa-Parlamentet nu skal til at forhandle igennem, for at EU får en effektiv havvindstrategi, som hele unionen bakker op om og tager hver sin del af ansvaret for.

Jeg forhandler på vegne af min gruppe, EPP, mens Morten Helveg (R) og Niels Fuglsang (S) gør det for deres, og jeg er sikker på, at vi alle tre ser frem til de næste måneders armlægning til gavn for hele EU. Men vi tre alene kan ikke svare på alle de spørgsmål, der stilles rundt omkring i Danmark.

Danmark kan blive rollemodel med overordnet plan

Derfor vil jeg foreslå, at Danmark går foran med en overordnet plan og vejledning for den grønne teknologis mange forskellige anlægsmuligheder rundt i landet.

Jeg har hørt utroligt mange borgere og kommunalpolitikere hen over sommeren efterlyse sådan en. Ikke fordi ’København skal bestemme oppefra og ned’, for overblikket skal naturligvis ikke indskrænke det kommunale selvstyre, som er selve fundamentet under vores demokrati.

Men det skal bidrage med at forene borgere, investorer, hensyn til miljøinteresser og kravet om at få omfanget af grøn energiproduktion i vejret.

Lægger vi en overordnet plan for de grønne teknologier, kan Danmark danne rollemodel, og vi kan måske nå at få det med i slipstrømmen af EU’s havvindstrategi, så alle lande – med eller uden hav langs kysten – bidrager på måder, så vi europæere oplever, at ingen lader andre i stikken med bøvlet om at finde plads og gode løsninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00