Landbrug & Fødevarer: Fjern landmandens frygt for naturen

Af Lone Andersen
Viceformand, Landbrug & Fødevarer

Natur og biodiversitet fylder meget i disse tider, og vi er mange, der går og venter på et udspil fra miljøminister Lea Wermelin (S) i forhold til natur og biodiversitet.

Præcis hvad og hvornår vides ikke, men på ministerens udsagn på Landbrug & Fødevares delegeretmøde i starten af november kunne vi forstå, at der også vil blive set på samspillet med naturen, når regeringen i det nye år vil fremlægge deres landbrugsudspil.

Netop samspillet mellem natur og andre indsatser er noget, der bør sættes fokus på – ikke mindst i forbindelse med udtagning af lavbundsjorder, som Klimarådet i sidste uge vurderede som en helt central indsats både for klima og miljø.  

På den ene side er det vigtigt, at vi får udnyttet de synergier, der måtte være, så indsatsen for klimaet også er med til at styrke vores natur og biodiversitet. Der er rift om arealerne, så de steder, hvor det er muligt at inddrage naturhensynene aktivt, er det bare med at komme i gang.

Men på den anden side er der behov for, at der fra politisk side bliver kigget seriøst på den udfordring, det er, at arealer, der tages ud af drift og overgår til mere ekstensive formål, kan udvikle sig på en måde, der kan give driftsrestriktioner for de landmænd, der frivilligt har udlagt dem. Eller for deres naboer.

Arealer, der tages ud af drift og overgår til mere ekstensive formål, kan udvikle sig på en måde, der kan give driftsrestriktioner for de landmænd, der frivilligt har udlagt dem.

Lone Andersen
Viceformand for Landbrug & Fødevarer

Eksempler på dette er, når et ekstensivt drevet engareal efter nogle år vokser ind i beskyttet natur efter naturbeskyttelseslovens §3, eller driften på arealet betyder, at der vokser orkideer frem. Dejligt for naturen, men problematisk for den landmand, der gerne vil beholde råderetten over sit produktionsareal.

Ammoniakkrav i kraft
Hvis et areal udvikler sig til beskyttet natur som følge af ekstensivering af driften, kan det også betyde, at husdyrbrugslovens specifikke ammoniakkrav træder i kraft. Det betyder, at sådanne arealer kan afkaste krav i forhold til nærliggende husdyrbrug, og disse krav kan forhindre udvikling eller i værste fald betyde en udfasning af produktionen.

For nogle typer af arealer kan løsningen være at anmelde dem til permanent genopdyrkningsret, men den potentielle risiko betyder desværre, at mange landmænd i dag er tilbageholdende med at etablere for eksempel nye vådområder eller indgå i lavbundsprojekter af frygt for, at naturen opnår en tilstand, der afkaster ammoniakkrav i forhold til husdyrbrug. Også selvom landmanden ellers gerne ville etablere natur på sin ejendom.

Det er rigtig ærgerligt, hvis dette kommer til at blive en kæp i hjulet for den grønne omstilling til gavn for klima, miljø og natur. Og ikke mindst fordi det, som vi ser det, er en udfordring, det vil være muligt at løse, hvis der vel at mærke er politisk vilje til det.

Berettiget frygt
Sammen med Danmarks Naturfredningsforening har vi i vores udspil ”Fælles Løsninger” foreslået, at ny natur (fastlagt ved en skæringsdato) etableret på privat og frivillig basis ikke skal udløse specifikke ammoniakkrav i henhold til husdyrbrugsloven.

Ved at sikre dette undgås den situation, hvor landmænd, for at være på den sikre side, vælger at stå uden for udtagnings- eller jordfordelingsprojekter eller pløjer arealer op, som de ellers ville have valgt at lade ligge udyrkede hen.

Vi står i disse tider over for nogle store ændringer af anvendelsen af vores areal. Hvad enten der skal udtages 50.000 eller 100.000 hektar lavbundsjorder, og uanset hvor store områder vi kan få omstruktureret som følge af multifunktionelle jordfordelingsprojekter, så er vi fra landbruget helt klar til at komme i gang.

Og hvis vi får gjort op med den paradoksale frygt for naturen, som mange landmænd desværre helt berettiget har, og får klare og forudsigelige regler, så er der lidt kortere vej til målet og meget større grøn gevinst til gavn for hele samfundet.