Niras: CO2-certifikater for lavbundsområder og skovrejsning skal finansiere landbrugets klimatiltag

Af Tom Heron og Freja Klit Søndergaard
Hhv. direktør for bæredygtighed og studerende ved Agro-Environmental Management (Århus Universitet), Niras

Vi skal løfte i flok, hvis vi skal i mål med at reducere Danmarks samlede drivhusgasemissioner med 70 procent i 2030. Ifølge Danmarks Nationalregnskabsrapport fra 2019 bidrog landbrugssektoren med 22,4 procent af Danmarks samlede drivhusgasemissioner i CO2-ækvivalenter i 2017. Men tælles udledninger fra landbrugsjorder med, som opgøres under arealanvendelsessektoren (LULUCF), var landbrugets samlede udledning på cirka 27,1 procent i 2017. Altså knap en tredjedel af Danmarks samlede udledning.

I Energistyrelsens fremskrivning fra 2020 forventes udledningerne fra LULUCF reduceret en smule blandt andet ved udtagning af kulstofrige lavbundsjorder, mens udledningerne fra landbrugssektoren forventes at stagnere frem mod 2030. Vi har derfor brug for at gøre noget mere,  hvis Danmark skal nå målet om en 70 procents reduktion. Så hvordan løfter vi sammen landbrugssektoren ind i en mere klimavenlig fremtid?

Nogle vil argumentere for et stop af produktion af animalske produkter, så udledningerne fra landbrugssektoren reduceres afgørende. Men vi lever i en verden, hvor mange har landbrugsprodukter som den primære fødekilde. FN estimerer (World Population Prospects, 2017), at den globale befolkning vil stige fra 7,5 milliarder (i dag) til 11 milliarder i 2100. En væsentlig fødevareproduktion i Danmark, hvor bæredygtighed og dyrevelfærd kan sikres og forbedres, vil bidrage til at møde det globalt stigende behov for mad på en holdbar måde.

Et vigtigt første skridt er at kvalificere og kvantificere drivhusgasemissionerne fra bedrifterne på et ensartet grundlag. Frem mod 2022 vil Seges og Økologisk Landsforening med midler fra Promilleafgiftsfonden udvikle et klimaværktøj, der anvendes til at beregne klimaaftrykket i de forskellige grene af bedrifterne og danne grundlag for udarbejdelse af handlingsplaner.

Der vil uundgåeligt være usikkerheder forbundet med dele af datagrundlaget. Derfor er gennemsigtighed af udregninger og villighed til at tilpasse værktøjet afgørende. Med klimaregnskaber på bedriftsniveau bliver det muligt at koble drivhusgasudledninger til produktionskæder og vareindkøb med videre og dermed finde ud af, hvor det batter mest at sætte ind.

Landmanden kan med det kommende klimaregnskab gøre meget for at høste de lavest hængende frugter og reducere sit klimaaftryk. 

Tom Heron og Freja Klit Søndergaard
Hhv. direktør for bæredygtighed og studerende ved Agro-Environmental Management (Århus Universitet), Niras

Opgørelserne bliver konkrete og nærværende for landmand og interesserede forbrugere. De mulige handlinger bliver konkrete, hvilket er afgørende for, at gode viljer faktisk bliver omsat til konkrete handlinger mod en mere bæredygtig og klimavenlig produktion.

Økonomiske incitamenter
For at sikre et finansielt grundlag for den bæredygtige udvikling skal det være attraktivt at investere i bæredygtige produktionsformer. En oplagt mulighed er at underlægge landbrugssektoren EU's kvotesystem eller national lovgivning, som sikrer de nødvendige økonomiske vilkår for, at sektoren reducerer udledninger med videre. For eksempel gennem afgifter på klimagasemissioner og CO2-certifikater på arealer og produktionsformer, der kan lagre klimagasser.

Værktøjerne bør bruges varsomt, da for høje krav til sektorens udledning af drivhusgasser indfaset for hurtigt risikerer at presse produktionen til lande med lavere krav til bæredygtighed.

En klog indfasning af CO2-kompensationsmekanismer og certifikater kan skabe de rigtige incitamenter for en fortsat udvikling af vores højt specialiserede landbrugssektor i retning af globalt eksempelsættende bæredygtige produktionsformer. Forestil jer, hvad det vil betyde for et kommende eksportpotentiale for dansk landbrugsteknologi, produktionsformer og produkter.

Behov for nationale klimacertifikater
Landmanden kan med det kommende klimaregnskab gøre meget for at høste de lavest hængende frugter og reducere sit klimaaftryk. Uanset helhjertede og langvarige indsatser fra landmændene vil klimaregnskabet dog aldrig gå i nul: Køer producerer metangas, gødning med kvælstof udleder lattergas, jordbearbejdning og dyrkning af afgrøder til foder og opstaldning kræver energi, som stadig vil udlede betydelige mængder CO2. Derfor kan klimakompensationer blive guld værd.

Vi ser allerede en øget tendens til, at store virksomheder, der i dag er underlagt EU's kvotesystem, samt virksomheder, der blot ønsker en grøn profil, i stigende grad opkøber CO2-certifikater for at klimakompensere. CO2-certifikater knyttet til omlagte lavbundsområder, skovrejsning med videre kan således blive en vigtig kilde til ekstern finansiering af landbrugets klimatiltag.

Omlægningerne skal tænkes helhedsorienteret, så der søges synergieffekter til gavn for biodiversiteten, vandmiljøet, fritidsaktiviteter med videre. Indtægt fra certifikaterne kan anvendes til reduktion af klimagasudslip andre steder i produktionen eller i et fremtidsscenarie betale klimaafgifter. En model, der på mange måder kan gavne flere sektorer og få omstilling til en mere bæredygtig arealanvendelse op i gear. Men der kan ikke plantes træer overalt i Danmark, og heller ikke her vokser de ind i himlen!

Klimakompensation kan blive en realitet i Danmark
Hvis klimakompensation skal blive en realitet, er der brug for en national metode, der opgør udledning og optag af drivhusgasser ved vådlægning, skovrejsning og eventuel pløjefri dyrkning.

Hvis klimakompensationer skal fungere som et markedsbaseret miljøpolitisk instrument, hvor skovrejsning og vådlægning kan blive et værdifuldt greb til at reducere drivhusgasemissioner, skabe synergier til gavn for miljø og natur samt hjælpe landmanden økonomisk, er det nødvendigt med en ensartet metode for opgørelse og certificering. Og vi skal tænke os godt om.

På et marked, hvor efterspørgslen af klimacertifikater øges, vil udbuddet stige. Det kan føre til, at indtjeningen fra skovrejsning bliver større end fra landbrugsproduktionen. Positivt kan det skabe plads til mere natur, biodiversitet med videre, men der vil være en risiko for førnævnte udflytning af fødevareproduktion. Derfor skal en national opgørelses- og certificeringsordning sikre en fornuftig balance i anvendelsen af arealerne i det åbne land.

Med klimaregnskaber på bedriftsniveau og klog indfasning af afgifter og kompensation kan vi sikre finansiering af en bæredygtig omstilling af dansk landbrugsproduktion. Vi kan bidrage væsentligt til at brødføde en voksende global befolkning med bæredygtigt producerede fødevarer og samtidig se frem mod meget betydelige eksportpotentialer for den samlede landbrugssektor. What’s not to like?