Lone Andersen: Regeringen skal ikke finansiere sin politik på landmandens regning

KLUMME: Hvis regeringen vil leve op til sin målsætning om at skabe større sammenhæng i naturområderne, så må det også være regeringen – ikke landmændene – der betaler for den målsætning, skriver Lone Andersen.

”Plads!”

Det er det svar, man ofte hører, når man spørger forskere og andre med forstand på biodiversitet, hvad der skal til for at give naturen og biodiversiteten bedre vilkår i Danmark.

Der er gennem de seneste år kommet mere og mere fokus på behovet for større naturområder og mere sammenhængende natur.

Eksempler herpå er eksempelvis Natura 2000-planerne for 2016-2021, hvor et af fokusområderne er sammenbinding af sårbar natur. Et andet og meget aktuelt eksempel er Grønt Danmarkskort, der ifølge regeringsgrundlaget skal ”give større og bedre sammenhæng i naturområderne”.

Det giver sig selv, at skal der mere plads til naturen og til sammenbinding af naturområder, så må den plads komme et sted fra. Og som landmand og repræsentant for det erhverv, der forvalter cirka 60 procent af Danmarks areal, så kan jeg godt fornemme, hvor pilen peger henad.

Danmark er som bekendt et landbrugsland. Vi driver et af verdens mest effektive og miljø- og klimavenlige landbrug, og vi gør det på en måde, der er med til at sikre eksportkroner – og dermed med til at sikre den danske velfærd.

Vores land er velegnet til landbrugsproduktion stort set alle steder, og vi har været dygtige til at få det bedste ud af de naturgivne forhold. Og sådan skal det gerne blive ved med at være!

Men når det er sagt, så vil jeg da bestemt ikke være afvisende over for, at der er arealer, som i dag er af en sådan karakter eller placering, at det vil give god mening at tage dem ud af landbrugsdrift og lade dem overgå til naturen.

Men det forudsætter, at det er en prioritering, som samfundet bakker op om – ikke kun økonomisk, men også lovgivningsmæssigt. Og sådan er det desværre langt fra i dag.

På trods af, at det står sort på hvidt i Natura 2000-planerne, at der sikres sammenhæng i naturen, og at visse naturtyper eventuelt skal øges i omfang, så er der endnu ikke – nu to år inde i anden planperiode – tilvejebragt ordninger eller incitamenter, der kan gøre det muligt at tage private arealer ud af drift og lade dem overgå til natur.

Og på samme måde har man med det grønne danmarkskort, jævnfør regeringsgrundlaget, valgt at fokusere på større sammenhæng i naturen gennem udpegning af blandt andet potentiel natur. Man har bare glemt at få den værktøjskasse på plads, der kan være med til at realisere kommunernes udpegninger.

Hvis man forestiller sig, at der skal tages landbrugsjord ud af drift, så må det være en forudsætning, at man også fremskaffer de midler, det vil koste.

Jeg er godt klar over, at der er dem, som mener, at vi bare kan lade være med at dyrke dele af vores landbrugsjord – og sågar ser det som et udtryk for griskhed, hvis jeg som landmand vælger at drive landbrug på al den jord, jeg har købt til formålet.

De glemmer bare, at den jord er produktionsapparatet i min virksomhed, som jeg har betalt rigtig mange penge for – og hvis jeg opgiver at dyrke dele af den jord, så kan det betyde forskellen på, om jeg har overskud eller underskud i min virksomhed. Hvis samfundet oprigtigt ønsker at få flere arealer til natur, er det bydende nødvendigt, at politikerne finder de løsninger, der skal til.

Jeg kan derfor kun være helt enig med Ella Maria Bisschop-Larsen, når hun i Altinget 23. marts efterlyser incitamenter til at styrke naturen på private arealer inden for det grønne danmarkskort.

Tilvejebringes disse ikke, så kan kommunerne kun realisere det grønne danmarkskort via erstatningsfri regulering af landbruget, eksempelvis gennem husdyrloven eller anden lovgivning, og det er helt og aldeles uacceptabelt.

Og netop derfor er der i jordbrugskredse lige nu stor bekymring for, hvad det grønne danmarkskort kommer til at betyde – præcis som Lars Hvidtfeldt og Niels Reventlow beskrev det i deres debatindlæg i Altinget 21. marts. Tegnes der streger på det grønne danmarkskort ind over private landbrugsarealer, vil det have konsekvenser for værdisætningen af arealerne fra dag ét.

Derfor er det eneste anstændige at gøre at sikre reel betaling til de berørte lodsejere. Det er ikke rimeligt, hvis det er os som lodsejere, der skal betale for den grønne signalpolitik, politikerne ikke selv prioriterer økonomisk.

Jeg skal derfor på det kraftigste opfordre både politikere og myndigheder til at overveje mulighederne for at skabe incitamenter for landbruget til eventuelt nogle steder at give lidt mere plads til naturen.

Har man nationale grønne ambitioner om mere natur, må man også kunne finde de nationale midler, der skal til for at realisere dem.

Som et supplement til en realistisk national finansiering må det også være på tide, at man får introduceret de engangserstatninger, som landdistriktsprogrammet rent faktisk giver mulighed for.

Her er en unik mulighed for at sikre naturen permanent og samtidig give landmanden økonomisk vished.

Jeg ved, at der er flere organisationer – også på natursiden – som gerne så engangserstatningerne på naturområdet blive effektueret.

Et andet oplagt redskab, som også nyder bred opbakning, er selvfølgelig jordfordelingen. Jeg er helt sikker på, at mange landmænd gerne vil opgive arealer med højt naturpotentiale mod at få mere dyrkningssikre arealer til gengæld.  

Som jeg startede med at sige, er der et bredt ønske både blandt forskere, grønne organisationer og visse politikere om, at naturen skal have mere plads. Men hvor ville det dog være dejligt, hvis der på samme måde var enighed om at sikre de midler og de værktøjer, der skal til, for at det kan gå fra ønsketænkning til virkelighed.

På den måde ville vi alle sammen kunne være med til at løfte opgaven – i modsætning til i dag, hvor det i høj grad er landbruget og de private lodsejere, der helt urealistisk forventes at løfte byrden alene.

...

Lone Andersen er viceformand i Landbrug & Fødevarer. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Steen Gade: Transportens klima- og miljøbelastning afgøres nu Steen Gade: Transportens klima- og miljøbelastning afgøres nu Næste artikel Torben Hansen: Vi skal beskytte grundvandet før det er for sent Torben Hansen: Vi skal beskytte grundvandet før det er for sent
  • Anmeld

    Christoffer Bugge Harder · Mikrobiolog

    Helt fint og rimeligt indlæg

    Alle fornuftige mennesker, naturvenner som landmænd, må kunne tilslutte sig det grundlæggende i Lone Andersens udmærkede indlæg.

    Det er lidt som med kongehusets popularitet i middelalderen, der også steg kraftigt, dengang man indførte, at kongen og hans hird ikke bare kunne vælte ind hos tilfældige bønder og kræve forsyninger "til rigets bedste", men i stedet afsatte midler til kongsgårde med ansatte. Og det er selvsagt ikke "griskhed", at økonomisk trængte landmænd gerne vil have mest muligt ud af deres egen jord.

    Hvis det lykkes at få finansieringen på plads, må man så også håbe, at landbruget til gengæld spiller med mht. at tage arealer ud af produktion. Der er trods alt en hel del marginaljorde under dyrkning og en del landmænd på slige jorde, der kun overlever takket være offentlige tilskud - så i den forbindelse må man også kunne forvente en vis ydmyghed overfor, at offentligheden kræver medbestemmelse.

  • Anmeld

    Bodil Nissen · Cand. Comm/biolog

    Meget, meget enig

    Det er i bund og grund en aldeles utaknemmelig opgave, staten har givet de 20 naturråd, der på urimelig kort tid skal udarbejde forslag til et Grønt Danmarkskort, som kommunalbestyrelserne så kan vælge, om de vil vedtage. Der følger nemlig ingen penge med, og når krybben er tom, bides hestene som bekendt. I naturrådene sidder repræsentanter for landbrug og for natur - benyttere og beskyttere. De bringes i en helt unødig konflikt, som kunne være undgået, hvis der havde fulgt penge med til realiseringen. Staten har forpligtet Danmark på at stoppe tabet af biodiversitet. Det ansvar må staten løfte.

  • Anmeld

    Bodil Nissen · Cand. Comm/biolog

    P.S.

    Landbruget bruger især to argumenter, når det værgrer sig mod at give plads til natur.
    Det ene er tab af indkomst, og det er til at forstå, især når det drejer sig om landmænd, der har svært ved at få det til at løbe rundt til trods for den massive subsidiering af erhvervet.
    Det andet er den private ejendomsret, hvor en del landmænd har svært ved at forstå, at der skal være restriktioner for, hvad man må “på egen ejendom”.
    Til det sidste vil jeg knytte et par bemærkninger som repræsentant for én af dem, der - endnu - vælger at bo på landet frem for i byen.

    Jeg tror ikke ret mange landmænd er klar over, at man som nabo til et moderne, intensivt landbrug også kan føle sin ejendomsret krænket. Det kan man fx
    - hvis man oplever, at hegn og have får så meget kvælstof via gyllespreder og luft, at den gror til i brændenælder, burresnerre, febernellikerod og andre kvælstofindikatorer, selv om man ikke gøder.
    - hvis man har parasoller og stråtag og oplever, at begge dele komposterer og skal udskiftes urimeligt hurtigt pga. kvælstofnedfald.
    - hvis planlagte sommergæster og nyvasket vasketøj må hastes indenfor, fordi det lige er blevet godt vejr at sprede gylle i
    - hvis lune sommeraftener i haven ender inden døre, fordi grisene har det varmt og staldene skal udluftes.
    - hvis man oplever vinddrift af pesticider og fx. sprøjteskader på sit hegn
    - hvis der lander et tykt lag støv på den nyvaskede bil, når en mejetærsker eller grisetransport passerer forbi.

    Det er ikke kun landmanden, der er bekymret for, at hans ejendom falder i værdi. Det er naboen også, når landbruget ved siden af udvider, og der - ud over ovenstående - kommer stadig mere lugt, støj og støv fra store maskiner og lastbiler. Derfor håber jeg inderligt, at landmænd vil tænke over, hvorfor nogle har valgt at bo på landet. Helt sikkert er det, at det ikke er for at bo midt i en industri, hvor der ikke er et hegn, et vandløb, en blomst, bi eller sommerfugl tilbage. Tvært imod håber jeg, at landbruget vil tænke over ikke at sprøjte, gøde, pløje og plæneklippe vores offentligt ejede vejkanter og komme for tæt på skellene, de små gravhøje, vandhuller, moser og andre naturområder, der er tilbage. For naturen i agerlandet har fået det skidt. Det viser undersøgelser af insekt- og fugleliv. Vi må passe på det lidt, der er tilbage, for det er naturen - ikke kun landskabet og vildtet, men også klokkeblomsten og humlebien - der gør det attraktivt at bo på landet - trods alt. Hvis vi skal undgå, at landdistrikterne dør ud, skal vi sørge for, at der bliver ved med at være noget at komme efter.