WWF-præsidiemedlem: Altingets trofæjagt på WWF-general er fejlagtig og historieløs

DEBAT: Altinget har den seneste tid dækket WWF's arbejdsmiljø og ledelse. Dækningen er "tunnelsynet" og "mikrofonholderjournalistik", hvilket giver et fejlagtigt indtryk af krise og dårlig ledelse, skriver medlem af WWF's præsidie og videnskabelige udvalg Stig Jensen. 

Af Stig Jensen
Medlem af WWF's præsidie og videnskabelige udvalg og ph.d. og lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet

Altingets artikler om WWF's dårlige arbejdsmiljø i WWF er tredobbelt smertelig læsning. 

For det første fordi Altingets artikler giver indtryk af et WWF i krise. Her har jeg den diametralt modsatte opfattelse, at WWF faktisk er på vej ud af en dyb eksistentiel krise. Altinget personificerer WWF's krise til generalsekretæren, Bo Øksnebjerg.

Efter min opfattelse er WWF-generalen ikke roden til alt ondt, men derimod løsningen. WWF kan med Bo Øksnebjerg genindtage positionen som flagskibet blandt de grønne organisationer i kampen mod biodiversitetskrisen.

For det andet er det smertelig læsning, da dårligt arbejdsmiljø desværre ikke kun forekommer hos WWF, men er et udbredt problem hos danske ngo'ere. Det er trist for både individerne og ngo'erne, der gennem årene har mistet en hær af dygtige og engagerede folk som følge af dårligt psykisk arbejdsmiljø, der bunder i utilstrækkelig personaleledelse og tilbagelænede bestyrelser.

For det tredje er det smertelig læsning, fordi Altinget ikke lever op til egen målsætning om uvildig journalistisk.

Kritikken mangler kontekst
Målsætningen med mit personlige indlæg er at bidrage med kontekst til Altingets suboptimale dækning. Det vil jeg føre ved for det første at give et historisk rids af WWF's udvikling gennem de seneste årtier. For det andet gennem mine refleksioner over Altingets tilgang til WWF og "vores" samtale i et demokrati. Afslutningsvis byder jeg ind med forslag til kommende artikler, der kunne interessere Altingets målgruppe.

WWF's nuværende situation forstås bedste med indsigt i organisationens nyere historie og institutionelle setup. Jeg vil kategorisere WWF som en firma-ngo med betalende medlemmer, men uden direkte medlemsdemokrati. Perioden fra 1990'erne oplevede WWF en markant vækst til, at organisationen nu dækkes.

WWF's bestyrelse udnævnte i 1996 Kim Carstensen som generalsekretær. Under Kim Carstensen ledelse blev WWF et fagligt "power house" i Danmark inden for det internationale miljø. WWF's opblomstring kan delvis tilskrives periodens positive konjunkturer.

Opfølgningen på Rio-konferencen i 1992 medførte en massiv dansk statslig oprustning med investeringer i miljø og udvikling, hvilket betød økonomisk og faglig opgradering af miljø- og udenrigsministerierne samt efterspørgsel på samarbejde med ngo'erne.

WWF og andre ngo'erne var dygtige til at spille med og fik en række statslige finansierede projekter. WWF var desuden særdeles aktive i miljø- og udviklingspolicy debatter, især i de nye ngo-samarbejdsfora.

Konsekvenser af nedskæringer
Anders Fogh Rasmussen-regeringen, der tiltrådte i 2001, fik skelsættende betydning med nedskæringer i de offentlige udgifter og herunder også støtten til ngo'erne.

Konsekvenserne for WWF blev færre penge, fyringer og voksende utilfredshed hos medarbejderne og heraf følgende belastet arbejdsmiljø. Det indebar Kim Carstensen manglende ledelseserfaring og den daværende bestyrelses manglende involvering i arbejdsforholdene.

Typisk for ngo'ere var der ikke udarbejdet personalepolitikker eller andre tiltag til at kompensere for ledelsens og bestyrelsens manglende faglighed på dette væsentlige område. Denne mangel skulle vise sig at blive fatal i de efterfølgende år.

Da Kim Carstensen i 2008 fratrådte til en international topstilling, valgte bestyrelsen i stedet at ansætte Gitte Seeberg som ny generalsekretær. Gitte Seeberg var som mangeårigt folketingsmedlem en kendis i den danske offentlighed.

Hun var derimod ikke belastet af faglig viden eller ledelseserfaring og havde et særdeles begrænset netværk indenfor ngo-verden om miljø- og udvikling i Danmark og internationalt.

Derudover overtog Seeberg en økonomisk udfordret organisation. Hendes ledelsesperiode var præget af degradering af WWF's faglighed med personalemæssig gennemstrømning uden sidestykke i WWF's nyere historie.

Tidligere WWF-medarbejdere etablerede meget sigende i denne periode en netværksgruppe, hvor de mødtes og bearbejdede deres oplevelser. Gitte Seeberg stoppede i 2016, og bestyrelsen valgte så at ansætte Bo Øksnebjerg som ny generalsekretær.

Ny leder og offensiv stil i krisetid 
Bo Øksnebjerg er uddannet biolog med mange års erfaring fra den private sektor blandt andet som direktør i en international virksomhed. Indsættelsen af Øksnebjerg var som at sætte en F35-jagtpilot ind i en skrotningsmoden Lada.

Han havde dårligt sat sig i stolen inden et udkast til en ny strategi lå klar med forslag til omprioritering af fokus, målsætninger, indikatorer og planer for eksekveringer.

Bo Øksnebjergs hårdtarbejdende og krævende ledelsesstil betød en paradigmatisk ændring af organisationskulturen med turbo på aktiviteter og med forventninger om, at de ansatte kunne spille ind og med.

Transitionen betød stærkt forøgede aktiviteter og nye indsatsområder, men modtagelsen hos de oprindelige medarbejdere var forventeligt blandet, samtidig med at nye medarbejdere blev tilknyttet i et for WWF uset tempo. Alle disse faktorer kunne ikke undgå at påvirke arbejdsmiljøet, som Altinget allerede har dækket.

Frontløber med offensiv ledelse
Bo Øksnebjergs nye og den mest offensive stil i WWF's nyere historie har betydet, at organisationen er blevet dagsordensættende på flere mærkesager.

Det startede med en massiv kampagne med fokus på plastik forurening i havene, som nu er blevet indoptaget af mange andre ngo'ere. På det seneste har WWF spillet en central rolle i Udviklingsministeriets inddragelse af naturbaserede løsninger i udviklingsbistanden.

I den forbindelse har Øksnebjerg fået italesat behovet for oprettelse af en naturambassadør på linje med tech- og migrationsambassadørerne. Kronet på værket er indtil videre et særdeles perspektivrigt partnerskab med Velux med indfangning af koncernens historiske CO2-aftryk.

Bo Øksnebjergs evne til at navigere både med og i såvel den private som offentlig sektor er uset for WWF og har også skabt respekt i ngo-kredse, hvor mange bokser med at få projekter og økonomi til at hænge sammen. WWF's økonomiske vækstrater på det seneste i en kriseramt ngo-verden kan de færreste ngo'ere matche. Det bliver spændende at følge udviklingen.

Altingets tunnelsyn er problematisk
Altinget markedsfører sig som et seriøst medie med en eksplicit målsætning om uvildig journalistik. Derved indtager Altinget en vigtig position i samfundsdebatten som modvægt til de hurtigsmarte medier og ikke mindst de ufiltrerede diskussioner på de sociale medier.

Når Altingets artikler om WWF ikke formår at nå sin egen målsætning om at være uvildig, hænger det sammen med, at fundamentet for artiklerne er baseret på anonyme og kritiske udsagn fra tidligere WWF-medarbejder.

Altinget kunne have gjort sig væsentlig mere umage med at forstå konteksten for organisationens udfordringer ved at have konsulteret en bredere kreds af kilder. De tidligere WWF-medarbejderes synspunkter er relevante og skal tages alvorligt. Det mener organisationen også. Der er blandt andet derfor blevet iværksat en undersøgelse. Alt er ikke godt, men der sat en proces i gang.

Opgaven bliver dog næppe lettere for WWF og deres nuværende ansatte med Altingets mikrofonholderjournalistik baseret på stemmer fra fortiden med ensidige og frontale angreb, som primært er møntet på WWF's generalsekretær.

Altingets personificering af WWF's krise ville have været rammende under tidligere ledere, mens den nuværende WWF-general er i gang med et genopbygningsprojekt på mange fronter.

Afslutningsvis skal Altinget have ros for belysningen af arbejdsmiljøproblemstillinger i ngo-verden, hvor der ligger mange gode og dårlige historier og venter. Jeg tror også, at Altingets læsere ville finde det spændende med en journalistisk afdækning af problemstillinger om folketingspolitikere, der er ledere af ngo'er.

Jeg glæder mig allerede til at følge Altingets kommende artikler med forventningen om, at der vil blive gået efter bolden og ikke personen.

Forrige artikel Forskningskonsulent: Der er brug for saglig information om miljøgifte Forskningskonsulent: Der er brug for saglig information om miljøgifte Næste artikel FDM: Ninna Hedeager forvrider rapport om biler og luftforurening FDM: Ninna Hedeager forvrider rapport om biler og luftforurening