Dagens overblik: Mette Frederiksen varsler "sporskifte" efter "overbud" og "fartblindhed" under coronakrisen

OVERBLIK: Statsminister Mette Frederiksen vil sætte grænser for, hvad politikerne kan bruge øget gæld til. Og så har et bredt flertal landet en klimaaftale. Få overblikket. 

Statsminister Mette Frederiksen advarer mod "fartblindhed" i dansk politik. 
Statsminister Mette Frederiksen advarer mod "fartblindhed" i dansk politik. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Jeppe Maagaard Holm

Godmorgen. Velkommen til mandagens politiske overblik. 

Regeringen og alle Folketingets partier minus Nye Borgerlige er natten til mandag blevet enige om en klimaaftale, der giver CO2-reduktioner på 3,4 millioner ton og baner vej for reform med en CO2-afgift. 

Du kan se aftalens hovedelementer her.

Mette Frederiksen varsler "sporskifte"
Coronakrisen har ført til et milliardoverbud fra politikerne på Christiansborg, mener statsminister Mette Frederiksen (S). I dagens Berlingske varsler hun nu et "sporskifte", der skal sætte grænser for, hvad politikerne kan bruge øget gæld til. 

"Jeg synes, vi er et sted nu, hvor vi risikerer en fartblindhed i den politiske debat, og hvor der bliver foreslået udgifter i et omfang, vi formentlig aldrig nogensinde har set. Og det er nødt til at stoppe nu," siger Mette Frederiksen i et stort interview med avisen, hvor hun også erkender, at det røde flertal står over for hårde velfærdsprioriteringer.

Folketinget holder afslutningsdebat
Mandag holder Folketinget en af sine traditionsrige maratondebatter: Folketingets afslutningsdebat. Afslutningsdebatten kommer i år senere end vanligt, da folketingsåret blev forlænget på grund af coronavirus.

Under afslutningsdebatten diskuterer statsministeren og de politiske ordførere nogle af de vigtigste og aktuelle politiske emner. Du kan følge debatten på Folketingets hjemmeside eller her på Altinget, hvor vi både streamer og liveblogger. 

Enhedslisten leder efter sin næste Skipper
I Enhedslistens folketingsgruppe er flere medlemmer positivt stemt for at opbløde Enhedslistens omstridte rotationsprincip, der i sin nuværende form betyder, at partiets politiske ordfører, Pernille Skipper, skal forlade Folketinget efter næste valg. 

Det bliver dog svært at få ændret rotationsreglen på partiets årsmøde, og det sætter Enhedslisten under pres for at finde en ny politisk ordfører. Det spår Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, i en analyse på Altinget Christiansborg.

Denne gang er der ingen soleklar afløser, men tre kandidater skiller sig ud: Rosa Lund, Victoria Velasquez og Mai Villadsen, skriver Erik Holstein. 

Læs hele analysen her.

Det sker i dag

  • Klokken 09.00: Folketinget holder afslutningsdebat. 
  • Klokken 11.00: Eurostat gør med en rapport status på FN's verdensmål om bæredygtighed i EU-landene.
  • EU og Kina holder virtuelt topmøde. På dagsordenen er handel, klima, coronavirus og flere andre emner.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00