Dagens overblik: Forældre betaler regning for minimumsnormeringer

NYHEDSOVERBLIK: Regningen for de minimumsnormeringer i daginstitutionerne, der forhandles om netop nu, kan ende hos forældrene, fortæller borgmestre. Og så ser et nyt borgerligt parti dagens lys. Få hele dit daglige politiske overblik her.

Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix
Peter Pagh-Schlegel

Godmorgen og velkommen til dagens overblik på en begivenhedsrig morgen i dansk politik.

Vi begynder med dagens store nyhed: Efter flere ugers svirrende rygter er et nyt borgerligt parti nu sat i verden.

De tidligere LA-profiler Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund har her til morgen præsenteret partiet Fremad, hvor førstnævnte bliver formand.

Ifølge stifterne bliver Fremad et værdiliberalt midterparti, som står for øget retssikkerhed, et kraftigere europæisk engagement samt en udlændingepolitik, der ikke er ”ædt op af nationalkonservatisme”.

Med oprettelsen af Fremad bliver der slået danmarksrekord i antallet af borgerlige partier på Christiansborg. Her sidder nu seks partier, da Simon Emil Ammitzbøll-Bille tager sit mandat med fra Liberal Alliance, som han forlod for et par uger siden.

Du kan læse mere om partiets mærkesager her – og har du ekstra tid her til morgen, kan du genlæse Erik Holsteins analyse af krisen i LA i forbindelse med Ammitzbøll-Billes exit for et par uger siden.

Minimumsnormeringer kan blive dyrt for forældre
Tilbage i den realpolitiske virkelighed er minimumsnormeringer i landets vuggestuer og børnehaver et varmt emne i finanslovsforhandlingerne.

Hvis et flertal på Christiansborg gennemfører minimumsnormeringer, vil det formentlig betyde en ekstraregning til forældrene, skriver Jyllands-Posten.

Årsagen er, at kommunerne kan hæve forældrebetalingen, når udgifterne til daginstitutioner vokser.

"Set med forældreøjne betyder det, at man får en anden og højere service, som man til gengæld skal betale mere for i kroner og øre,” forklarer professor med speciale i kommunernes økonomi, Kurt Houlberg, til Jyllands-Posten.

Flere borgmestre siger også til avisen, at de ”sagtens kan forestille sig”, at forældrebetalingen vil stige.

Bred aftale om penge til grøn forskning
I går eftermiddags indgik regeringen en aftale med alle øvrige partier i Folketinget om fordelingen af forskningsreserven næste år.

Her øremærkes tre fjerdedele af de i alt to milliarder kroner til grøn forskning.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) kalder aftalen en ”historisk stor satsning på grøn forskning” over for Altinget.

Læs også

"Selvfølgelig har vi forsket grønt tidligere, men nu gør vi en dyd ud af at øremærke det. Det er både klima og energi. Men også natur og biodiversitet," siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen om aftalen. 

Få hele overblikket over, hvordan politikerne har valgt at fordele forskningsreserven, her.

Regering afviser afstemning om EU-forsvarsforbehold
Det danske EU-forsvarsforbehold skal ikke til afstemning. Det afviser forsvarsminister Trine Bramsen (S), selvom USA’s præsidents, Donald Trumps, tvivl om Nato-samarbejdet kunne gøre et europæisk samarbejde mere tillokkende.

"Når jeg kigger ud over de europæiske lande lige nu, så er det ikke EU-forsvarssamarbejdet, som er løsningen på de udfordringer, vi står over for," siger forsvarsminister Trine Bramsen til Altinget.

Ministeren forklarer også, at hun i så fald vil være bekymret for at få ”et blankt nej, hvis vi bare udskriver en afstemning uden at kunne forklare, hvorfor vi skulle stemme ja”.

Sjursen-exit fører til kaos i udsatte-råd
I går eftermiddags kom også nyheden om, at Jann Sjursen fratræder sin formandspost i Rådet for Socialt Udsatte. Begrundelsen lyder, at der har været "uenigheder i rådet".

Formandens exit har også fået rådet til at foreslå social- og indenrigsministeren, at hun kan sammensætte et helt nyt råd til fremover at være de socialt udsattes talerør.

I mellemtiden vil næstformand Christina Strauss overtage rolle som formand for rådet.

Læs hele nyheden her.

Det sker i dag

  • Klokken 10.15: Skatteminister Morten Bødskov (S) skal på skatteudvalgets opfordring redegøre for processen omkring regeringens beslutning om at udskyde det nye boligskattesystem til 2024.
  • Klokken 12.00: Det britiske arbejderparti Labours såkaldte skyggefinansminister, John McDonnell, præsenterer Labours planer for den økonomiske politik, i fald partiet kan danne regering efter valget til Underhuset 12. december.
  • Klokken 16.00: Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, holder fælles pressemøde. Stoltenberg er i Berlin på et såkaldt arbejdsbesøg. 
  • Klokken 19.00: Statsminister Mette Frederiksen (S) og Færøernes lagmand holder pressemøde. Statsministeren besøger Færøerne torsdag og fredag. Torsdag mødes statsministeren med lagmand Bárður à Steig Nielsen i Vestmanna.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00