Dagens overblik: Statsministeren varsler massivt øget overvågning

NYHEDSOVERBLIK: Mette Frederiksen vil indføre massivt mere overvågning for at gøre noget ved den hårde kriminalitet. Margrethe Vestager bestod eksamen, og der er nyt fra Løkke. Få overblik over morgenens politiske nyheder.

Godmorgen og velkommen til den korte gennemgang af dagens nyheder i dansk politik.

Statsminister Mette Frederiksen fylder hele forsiden af Berlingske, hvor hun bekendtgør, at politiet nu skal overvåge massivt mere end i dag.

Anledningen er, at regeringen i morgen vil præsentere en pakke initiativer, som skal bekæmpe den hårde kriminalitet som bander og de eksplosioner, vi har set i København.

"Vi går ret langt nu med en massiv udvidelse af overvågning, fordi det har vist sig at være et meget effektivt redskab. Det, der driver mig som statsminister, er et grundlæggende ønske om at passe på Danmark. Skal jeg have vished for, at jeg gør, hvad jeg kan for det, er vi nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til," siger Mette Frederiksen i interviewet.

Konkret vil regeringen foreslå, at politiet skal opsætte "markant mere tv-overvågning" i form af 300 flere kameraer, som politiet kan sætte op på eget initiativ overalt i landet, hvor det vurderes at være nødvendigt. Politiet får også penge til fire mobile overvågningsvogne, der kan sættes ind i forbindelse med alvorlige hændelser.

Samtidig skal mulighederne for at overvåge eksempelvis offentlige bygninger udvides, og politiet får beføjelser til at kunne pålægge offentlige myndigheder overvågning, hvis der efter politiets vurdering er behov for det.

Meldingen bliver modtaget med skepsis af både Enhedslisten og Radikale, skriver Ritzau. Og tænketanken Justitia kalder det "underligt", at Frederiksen kommer med initiativerne midt i en kæmpe teleskandale i politiet, skriver Ritzau ifølge JP.

Vestager glat igennem
Og så til Europa-Parlamentet, hvor Margrethe Vestager tirsdag aften fik grønt lys til at fortsætte som konkurrencekommissær i de næste fem år.

Det stod klart, efter at den danske kommissær var blevet udspurgt af Europa-Parlamentet i tre timer, skriver blandt andre Altinget.

Kort efter høringen godkendte repræsentanter fra Parlamentets politiske grupper nemlig Vestager, og hun beholder dermed sin gamle post og får en ny titel som ledende næstformand med ansvar for digital omstilling føjet til cv’et.

Vestager blev sågar rost undervejs i høringen, og kun et enkelt spørgsmål viste sig som en udfordring og dukkede op flere gange.

Læs mere her: 

Vismænd har nye råd til regeringen
Statskassen risikerer at mangle ti milliarder kroner i 2030, hvis ikke politikerne gør noget. Det er en af konklusionerne i det diskussionsoplæg, som vismændene i Det Økonomiske Råd præsenterede i går.

Regeringen og støttepartierne har nemlig selv indgået en aftale i det såkaldte forståelsespapir om, at der skal være balance på de offentlige finanser i 2030.

Og det betyder ifølge vismændene, at "der skal gennemføres reformer eller traditionelle finanspolitiske stramninger, der kan forbedre de offentlige finanser med omkring ti milliarder kroner".

Derfor anbefaler rådet, at regeringen fremlægger en 2030-plan.

Men "det er for tidligt at forholde sig til," siger finansordfører Christian Rabjerg Madsen (S) til Altinget.

SF vil hente en milliard til klima fra flyskat
Vi vender os mod finanslovsforhandlingerne, der så småt gik i gang mandag.

Nu foreslår regeringens støtteparti SF, at der skal være klimatiltag for en ekstra milliard kroner på den kommende finanslov i forhold til regeringens udspil. Pengene skal komme fra skat på flyrejser.

"Det er vigtigt for SF, at vi får sat initiativer i søen allerede fra nytår. Det er ting som at få flere varmepumper, gjort elbiler mere attraktive og få omstillet industrien," fortæller partiets klimaordfører, Signe Munk, til Ritzau ifølge JP.

SF vil lægge en skat på 60 kroner på flyrejser i EU, 200 kroner på mellemlange flyrejser som eksempelvis til Istanbul og 400 kroner på transkontinentale flyrejser til eksempelvis New York.

Signe Munk kalder den sociale slagside "en udfordring". Derfor lægger SF op til at øge den grønne check med 200 kroner, så den kan betale ekstraudgiften til to-tre flyrejser i Europa årligt.

Løkke udvider foredragsturné
Efter formandsopgøret i Venstre havde tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen planlagt en mindre foredragsturné i efteråret. Men nu udvider han turnéen, fordi der er så stor interesse.

Det skriver han på Facebook:

"Hvem siger, at der ikke er interesse for politik i den danske befolkning?  :-) Jeg glæder mig over, at der er så stor interesse for min lille foredragsturné med Kirsten Jacobsen, at efterårets fire arrangementer nu er blevet suppleret med seks i foråret," skriver Løkke.

Det sker i dag

  • Gruppemøder: Radikale, Konservative og Venstre.
  • Klokken 8: Erhvervsminister i samråd om EUs implementeringsråd. Simon Kollerup (S) skal på samrådet uddybe, hvordan regeringen vil arbejde med tidlig interessevaretagelse, implementeringsplaner og nabotjek for at undgå overimplementering af EU-regler.
  • Klokken 9: Kommissionen om Skat holder afhøringer.
  • Klokken 10: Erhvervsministeren præsenterer regeringens Brexit-handlingsplan for små og mellemstore virksomheder.
  • Klokken 12: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) skal i samråd om reformen af førtidspension og fleksjob.
  • Klokken 13: Møde i folketingssalen.
  • Klokken 13.30: Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn, hvor situationen i Syrien skal drøftes. Tyrkiet har senest varslet en militær offensiv i landet. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S) deltager i mødet.

Tema: Dagens overblik

Forrige artikel Vestager klar som spydspids i EU efter eksamen: Vestager klar som spydspids i EU efter eksamen: "Jeg fortjener et glas rødvin" Næste artikel Tidligere finansminister bliver formand for By & Havn Tidligere finansminister bliver formand for By & Havn