Vi må alle trække i arbejdstøjet

Det er beskæmmende, at der siden da - trods Anbringelsesreform og Barnets Reform - tilsyneladende ikke er sket forbedringer på en række områder.

Geert Jørgensen
Direktør i LOS

Af Geert Jørgensen
Direktør i LOS – De private sociale tilbud

Helle Tilburg Johansen fra Børns Vilkår peger i sit indlæg i Socialdebatten på et af de vigtigste elementer i anbragte børns liv: deres skolegang.

Vi taler meget om, at der mangler forskning omkring resultater og effekter af anbringelse af børn og unge, men selv om netop betydningen af anbragte børns skolegang er veldokumenteret, er det tilsyneladende ikke i tilstrækkelig grad lykkedes at få et styrket fokus på børnenes skolegang.

Socialminister Manu Sareen skrev i sit debatindlæg, at: ”Uddannelse er vejen ud af sociale problemer – ikke bare på den korte bane, men i høj grad også senere i livet. Uddannelse giver frihed til selv at vælge i livet, mulighed for at blive en del af et arbejdsfællesskab og forsørge sig selv og sin familie.”

Ingen forbedringer
For de mest udsatte børn og unge - de anbragte - er uddannelse et af de vigtigste enkeltelementer i opbygningen af deres mulighed for at klare sig som voksne.

LOS – De private sociale tilbud og FADD (Foreningen af Danske Døgninstitutioner) gennemførte i slutningen af 2013 en undersøgelse af en række forhold omkring skolepligtige børn og unge, der blev anbragt i skoleåret 2012/2013. Undersøgelsen var en gentagelse af en tilsvarende undersøgelse vedrørende 2006 og 2007.

Det er beskæmmende, at der siden da - trods Anbringelsesreform og Barnets Reform -tilsyneladende ikke er sket forbedringer på en række områder. For eksempel når det gælder andelen af børn, der ikke har en handleplan ved anbringelsen, og især når det gælder børn, der ikke har en handleplan, der tager stilling til eller sætter mål for deres skolegang. Her er tallene stort set uændrede siden 2006. Kun tre ud af fire har en handleplan og kun halvdelen har en handleplan, der inddrager deres skolegang.

16 procent af børnene i undersøgelsen gik ikke i skole op til anbringelsen. I gennemsnit havde de ikke gået i skole 10 måneder, for nogle i op til tre år. Man skulle have troet, at det udløste et stærkt fokus fra anbringende kommune på netop disse børns skolegang, men det gør det tilsyneladende ikke. I hvert fald ikke, så det fremgår af andelen af børn i denne gruppe, der har en handleplan, der inddrager skolegang. Tallene er stort set identisk med andelen hos de øvrige børn.

Styrk den tværfaglige indsats
Niels Christian Barkholt peger I sit indlæg i Socialdebatten på værdien af det tværfaglige arbejde. Hvis vi skal styrke indsatsen omkring disse børn, er det helt nødvendigt, at vi sikrer et bedre samarbejde mellem den sociale myndighed og skolemyndigheden i anbringelseskommunen og mellem disse to og skolemyndigheden i den kommune, barnet anbringes i.

Men det er ikke bare kommunerne, der skal styrke indsatsen og deres fokus. Anbringelsesstederne skal også blive skarpere på, at stille krav til handleplanen i forbindelse med anbringelsen – også selv om mange institutioner og opholdssteder er pressede af den store nedgang i antallet af nyanbringelser af børn og unge i disse år.

Så vi må alle: ministerier, kommuner, anbringelsessteder og uddannelsesinstitutioner arbejde målrettet på at styrke dette fokus og kvaliteten i hele den tværfaglige indsats, der skal til, for at løfte området. Det er børnenes fremtid det gælder.