Af Frank Ebsen
Forskningsleder ved Institut for Socialt Arbejde på Professionshøjskolen Metropol

Det ligger mange på sinde at fortælle om de grusomme sager om svigt og overgreb på børn. Historierne presser Folketinget og regeringen til at handle og følges ofte af politikere, der med patos fremstiller børnesagen som deres egen. Men når det kommer til ny lovgivning kommer det hurtigt til at handle om politiske budskaber og administrative hensyn. Børnene ser nærmest ud til at blive glemt.

Aktuelt er der kommet et udspil om en tilsynsreform, hvor et nyt tilsyn på 4-500 medarbejdere skal holde øje med anbringelsesstederne. Der findes børneråd, der skal lave pjecer til børn, som har været udsat for overgreb, og ombudsmanden har fået et ekstra kontor, hvor medarbejdere skal rejse rundt og holde øje med stederne. Alt sammen fulgt af øgede bevillinger og til børns bedste. Så lad os se på, hvilken betydning børn reelt spiller. 

Nyt tilsyn
I Socialministeriets oplæg om en tilsynsreform er børn omtalt få steder. Der står, at der skal være et sted, hvortil "de (børn, f.eks.) kan rette henvendelse, hvis de oplever uhensigtsmæssigheder eller svigt". Det fremgår ikke, hvad der så sker, og om nogen eksempelvis tager sig tiden til at tale med det barn, som har haft modet til at ringe. Yderligere er det nævnt, at "samtaler med borgerne og systematiske trivselsvurderinger imidlertid kan være væsentlige bidrag til at afdække svigt og udvikle kvaliteten", hvor borgerne her må forstås som børn.

Når det kommer til ny lovgivning, kommer det hurtigt til at handle om politiske budskaber og administrative hensyn. Børnene ser nærmest ud til at blive glemt.

Frank Ebsen
Forskningsleder ved Professionshøjskolen Metropol

Disse få bemærkninger står i kontrast til de mange overvejelser om professionalitet, uafhængighed, systematik, centralt fastsatte kvalitetsindikatorer, godkendelser, ledelse og økonomi. Overvejelser, som alle handler om organisering og styring, men ikke om inddragelse og indflydelse. Der står for eksempel ikke, at de to væsentligste parter i de fleste børns liv – dem selv og deres forældre – skal inddrages i tilsynets praksis.

Vidensgrundlaget
Hvis der søges i vidensgrundlaget bag eksempelvis Socialministeriets oplæg, er der ingen henvisninger til, at børn har været inddraget. Ja, der er i det hele taget ingen henvisninger til, hvorfra ideerne kommer, og hvordan de er blevet til.

Hvis der ses på aktuelle undersøgelser, som Socialministeriet har finansieret i det seneste år, viser det sig, at revisions- og rådgivningsfirmaet Deloitte har gennemført en række dialogmøder om tilsyn. Det fremgår ikke, hvem der har deltaget, og om børn og unge er blevet hørt. Der står meget om indikatorer og standarder i en centralt organiseret model. Der er to ud af 26 anbefalinger, som peger på inddragelse af borgerne.

Deloittes rapport belyser forhold i Norge, Sverige, New Zealand og Canada. Desværre er England ikke medtaget. Her kan et barn klage over et anbringelsessted, der så bliver genstand for en retslig undersøgelse. Yderligere står en række rådgivningsinstanser til rådighed for at mægle mellem barnet og anbringelsesstedet, og de bliver anvendt for at undgå de dyre retslige undersøgelser.

Ankestyrelsen har undersøgt området. Den er kommet frem til, at i 2011 blev 86 procent af plejefamilierne og 96 procent af de andre anbringelsessteder besøgt af tilsynet. Langt de fleste var tilfredse med besøget. Ankestyrelsen har ikke spurgt de anbragte børn og unge i deres undersøgelser.

I Børnerådets rapport om samtaler med anbragte børn er der eksempler på, at børn ikke forstår den tilsynsførendes opgave og holder kritik tilbage, fordi de er usikre på konsekvenserne.

Respekt for børn
Vidensgrundlaget for den nye tilsynsreform er tyndt. Det er et glimrende udtryk for hasteundersøgelser og en manglende løbende indsamling af viden og forskning på området. Det ser ud til, at den administrative styringsinteresse og den politiske interesse i forlig og brede reformer fylder uforholdsmæssigt meget i forhold til det udsatte barns historie og situation. Er det virkelig så kompliceret at indskrive i loven, at børn skal høres som de første, når der kommer tilsyn, og sikre, at deres udsagn behandles fortroligt?

Et tilsyn kræver overvejelser over, hvordan de anbragte børn på en respektfuld måde kan involveres, som bør være mindst lige så vægtige som administrative og politiske hensyn. Hvordan sikres fortrolighed, og hvordan får et barn, der ønsker plejemor, kontaktpædagog eller forældre til stede lov til at inddrage alle tre? Skulle man overveje at give børn mulighed for at ringe til tilsynet, som efter aftale med barnet kan komme på besøg og enten mægle som i England eller tage kontakt til myndighederne, hvis barnet lider overlast? Og ville det være en ide at inddrage børn som gruppe i de lokale tilsyn? Der kunne indkaldes børnepaneler, der fortalte om, hvordan det er at være anbragt på deres sted. Hvordan de bliver behandlet i skolen, daginstitutionen, sportsforeningen, og hvordan anbringelsesstedet støtter dem. Derved kan forskelle og gode eksempler blive fremhævet og bruges til at kvalificere og eventuelt kritisere anbringelsesstederne.

Disse forhold kunne indtænkes i anbringelsesarbejdet set fra barnets vinkel, så der blev taget hensyn til, hvad barnet kan rumme. Derved kunne det undgås, at det både skal snakke med sagsbehandler, ombudsmandsrepræsentant og tilsynskvinde, uden at det er klart, hvad det får ud af det.

Respekten for nutidens børn indebærer, at de tages alvorligt som personer, der selv handler og er med til at skabe deres liv. Det er især vigtigt for anbragte børn, som har professionelle forældre. Det bør være udgangspunktet for anbringelser. Det burde også være udgangspunkt for en tilsynsreform, som i sin tekst ser ud til at have glemt netop det.