Debat: Mennesker med udviklingshandicap skal også være en del af foreningslivet

Det kan være ressourcekrævende at lære et menneske med udviklingshandicap at færdes selvstændigt i trafikken. En indsats, jeg mener er rigtig godt givet ud set i kontekst af, at det giver øget selvstændighed, som vil kunne realisere nye netværk og mulighed for et generelt socialt og kulturelt liv, samt bekæmper ensomheden.

Svært at gå fra modtager af hjælp til ressource 
Hverdagsaktivisterne engagerer mennesker med udviklingshandicap i frivilligt arbejde i Københavns Kommune, og når jeg som projektleder kigger på hverdagsaktivisterne, tegner der sig et meget tydeligt billede.

Jeg oplever, at dét at blive inddraget i et frivilligt fællesskab, at gå fra at være passiv modtager af andres hjælp til kunne være noget for nogen og dét at kunne gøre en forskel for andre skaber stor livsglæde og selvværd, øger kompetencerne, samtidig med at det bekæmper ensomhed og social isolation.

Gennem frivilligt arbejde udfordrer vi vores medborgeres forestillinger om og stereotyper af, hvad mennesker med udviklingshandicap er og kan. Det tror jeg i sidste ende vil mindske den sociale kløft og skabe større inklusion af mennesker med udviklingshandicap i samfundslivet, og ikke kun i et liv parallelt med det, de fleste af os lever.

Men vejen fra at være modtager af andres hjælp, til at den frivillige i Hverdagsaktivisterne ser sig selv som en ressource i samfundet og bliver en del af foreningslivet, er ikke let.

Det kræver en skarp organisering, tæt samarbejde med foreningslivet kombineret med læring og træning af de frivillige for at kunne navigere selvstændigt rundt i byrummet og dermed indgå som en aktiv medborger.

Selvtillid giver øget socialt liv
Gennem den opbyggede selvtillid og tro på egne evner kan vi erfare, at de frivillige i Hverdagsaktivisterne nu indgår i og selvstændigt opsøger frivillige fællesskaber uden støtte.

Samtidig erfarer vi, at de frivillige fællesskaber anser hverdagsaktivisterne som reelle og pligtopfyldende forskelsydere i de frivillige fællesskaber, hvor deres første frygt om ekstra socialpædagogisk arbejde for foreningen er blevet manet til jorden.

Derfor opfordrer jeg til følgende:

• Lad os sammen bekæmpe ensomhed gennem et alsidigt samfund med plads til forskelligheder.
• Lad os skabe nogle rummelige organisationer, som gør det muligt at skabe inkluderende fællesskaber, hvor særligt socialt udsatte mennesker er velkomne – enten som brugere eller som frivillige.
• Lad os prioritere at øge antallet af mennesker, som selvstændigt kan navigere i den kollektive trafik, og dermed opnå lige muligheder for fællesskaber som alle andre.

Ingen kan alt – alle kan noget.