Debat: Mennesker med udviklingshandicap skal også være en del af foreningslivet

DEBAT: Tilgængelighed og inddragelse skal bekæmpe ensomhed og fremme inklusion for mennesker med udviklingshandicap, der ellers kan have svært ved at blive en del af foreningslivet, skriver projektleder for Hverdagsaktivisterne. 

Af Camilla Köhler Karlsson
Initiativtager og projektleder, Hverdagsaktivisterne

For mennesker med udviklingshandicap er ensomhed desværre ofte et livsvilkår. Ensomhed, som kan medføre mistrivsel, social isolation og dårligt helbred. Alt det, som vi alle prøver at undgå. Men nogle af vores medborgere er i større fare end andre. 

Typisk for mange mennesker med udviklingshandicap er, at deres relationer er præget af, at de er modtagere af fagprofessionelles hjælp – mennesker, der bliver aflønnet for at støtte dem i deres dagligdag.

De kan have vanskeligheder med at tage af sted på egen hånd ud i samfundslivet. Det betyder, at de er stærkt underrepræsenterede i frivillige, sociale organisationer og foreninger.

De opnår dermed ikke glæde af de positive oplevelser, det sociale netværk og muligheden for selv at kunne hjælpe andre, som deltagelse i foreningslivet kan give.

Jeg mener, at samfundet har et kæmpe potentiale og ansvar for at bekæmpe ensomhed blandt mennesker med udviklingshandicap. Vi kan gøre meget mere, end vi gør i dag. 

Kulturelle fællesskaber skaber identitet 
Kulturelle og sociale fællesskaber i hverdagen er med til at skabe personlig identitet og udvikle os som mennesker. Samtidig er de med til at fremme den enkeltes sundhed og livskvalitet.

For at kunne deltage på lige fod med alle andre kræves det ofte, at man kan færdes i byrummet. Det kan være en udfordring for mange mennesker med udviklingshandicap. Det kræver ofte, at man indøver ruterne, og at der tages højde for, at det uforudsigelige kan ske, så der er en nødplan.

Det kan være ressourcekrævende at lære et menneske med udviklingshandicap at færdes selvstændigt i trafikken. En indsats, jeg mener er rigtig godt givet ud set i kontekst af, at det giver øget selvstændighed, som vil kunne realisere nye netværk og mulighed for et generelt socialt og kulturelt liv, samt bekæmper ensomheden.

Svært at gå fra modtager af hjælp til ressource 
Hverdagsaktivisterne engagerer mennesker med udviklingshandicap i frivilligt arbejde i Københavns Kommune, og når jeg som projektleder kigger på hverdagsaktivisterne, tegner der sig et meget tydeligt billede.

Jeg oplever, at dét at blive inddraget i et frivilligt fællesskab, at gå fra at være passiv modtager af andres hjælp til kunne være noget for nogen og dét at kunne gøre en forskel for andre skaber stor livsglæde og selvværd, øger kompetencerne, samtidig med at det bekæmper ensomhed og social isolation.

Gennem frivilligt arbejde udfordrer vi vores medborgeres forestillinger om og stereotyper af, hvad mennesker med udviklingshandicap er og kan. Det tror jeg i sidste ende vil mindske den sociale kløft og skabe større inklusion af mennesker med udviklingshandicap i samfundslivet, og ikke kun i et liv parallelt med det, de fleste af os lever.

Men vejen fra at være modtager af andres hjælp, til at den frivillige i Hverdagsaktivisterne ser sig selv som en ressource i samfundet og bliver en del af foreningslivet, er ikke let.

Det kræver en skarp organisering, tæt samarbejde med foreningslivet kombineret med læring og træning af de frivillige for at kunne navigere selvstændigt rundt i byrummet og dermed indgå som en aktiv medborger.

Selvtillid giver øget socialt liv
Gennem den opbyggede selvtillid og tro på egne evner kan vi erfare, at de frivillige i Hverdagsaktivisterne nu indgår i og selvstændigt opsøger frivillige fællesskaber uden støtte.

Samtidig erfarer vi, at de frivillige fællesskaber anser hverdagsaktivisterne som reelle og pligtopfyldende forskelsydere i de frivillige fællesskaber, hvor deres første frygt om ekstra socialpædagogisk arbejde for foreningen er blevet manet til jorden.

Derfor opfordrer jeg til følgende:

  • Lad os sammen bekæmpe ensomhed gennem et alsidigt samfund med plads til forskelligheder.
  • Lad os skabe nogle rummelige organisationer, som gør det muligt at skabe inkluderende fællesskaber, hvor særligt socialt udsatte mennesker er velkomne – enten som brugere eller som frivillige.
  • Lad os prioritere at øge antallet af mennesker, som selvstændigt kan navigere i den kollektive trafik, og dermed opnå lige muligheder for fællesskaber som alle andre.

Ingen kan alt – alle kan noget. 

Forrige artikel Ventilen: Afsæt ressourcer til relationer i det sociale arbejde Ventilen: Afsæt ressourcer til relationer i det sociale arbejde Næste artikel Forfatter: Politikere forringer sikkerhed for livsvigtig hjælp på socialområdet Forfatter: Politikere forringer sikkerhed for livsvigtig hjælp på socialområdet
Her er de vigtigste dagsordener på socialområdet i efteråret

Her er de vigtigste dagsordener på socialområdet i efteråret

OVERBLIK: 10-års plan for psykiatrien, forbud mod profit på velfærd, barnets lov og fordeling af satspuljereserven. Det er bare nogle af de politiske drøftelser, der venter forude. Få overblikket over et hæsblæsende politisk efterår her.