WeShelter: Frivillighed skal være et socialfagligt værktøj mod ensomhed

I WeShelters arbejde oplever vi ofte, at hjemløse og udsatte har brug for hjælp til at finde hen til og holde fast i gode fællesskaber. Kommuner og sociale tilbud skal derfor gøre en ekstra indsats for at bekæmpe ensomheden i denne målgruppe.

I det sociale arbejde er der bred enighed om, at involvering af civilsamfundets frivillige kan gøre en særlig forskel i kampen mod ensomhed. Relationen mellem den frivillige og det udsatte menneske er kendetegnet ved fri vilje og ligeværdighed og ikke ved hverken magt, myndighedsansvar eller løn til den ene part.

Samtidig repræsenterer frivillige ikke det system, som mange udsatte har slået sig på i deres årelange kontakt med kommunen.

Der skal mere til end en pose penge til de frivillige organisationer

Når det handler om at skabe relationer, venskaber og fællesskaber mellem udsatte og frivillige, er det ikke nok, at en ny frivillig ven er klar til at byde på en god kop kaffe. Ej heller er det nok, at en gruppe frivillige står klar til at invitere det udsatte menneske ind i fællesskabet.

Derfor skal den kommende ensomhedsstrategi omfatte mere end blot en pose penge til de frivillige organisationer for at klare ærterne. Den skal også sikre, at lønnede kræfter i kommuner og på sociale tilbud kommer i spil.

Tre elementer er særligt vigtige for at nå i mål; ensomhedskompetencer, brobygning og samarbejde på tværs.

Ensomhedskompetencer skal styrkes

Socialarbejdere i kommuner og på sociale tilbud skal kunne vurdere graden af ensomhed hos det udsatte menneske og være i stand til sammen med mennesket at identificere den bedste vej frem.

Det kræver ikke alene viden om ensomhed. Socialarbejderen skal også kunne tale om og forholde sig til ensomhed - også når det er svært, og når samtalen går helt tæt på det udsattes menneskes og eventuelt socialarbejderen egne personlige oplevelser med at være uønsket alene.

Relationen mellem den frivillige og det udsatte menneske er kendetegnet ved fri vilje og ligeværdighed

Ole Abildgaard Mikkelsen
Direktør, WeShelter

De kompetencer kniber det desværre alt for ofte med i dag.

Ensomhedsstrategien skal sikre, at socialarbejderne har viden om ensomhed og kender vejene til at forebygge og stoppe ensomhed. Socialarbejdere skal desuden have adgang til gode erfaringer og vellykkede eksempler fra praksis. Hertil kommer kompetencer i at tale om noget så tabu-belagt som netop ensomhed.

Byg stærke broer til frivillige fællesskaber

I nogle tilfælde vil det udsatte menneske selv have mod på at kontakte en frivillig organisation eller selv opsøge et frivilligt fællesskab.

Ofte vil der imidlertid være brug for, at socialarbejderen ringer op og tager med til det første møde med den frivillige ven eller i det frivillige fællesskab. Nogle gange vil der være brug for følgeskab flere gange, ligesom der også kan være brug for opfølgning og løbende motivation, hvis det udsatte menneske er ved at give op på den nye relation eller det nye fællesskab.

Brobygningen kan også ske ved, at de frivillige indsatser er til stede på og er en integreret del af hverdagen på de sociale tilbud. Det har vi i WeShelter gode erfaringer med fra blandt sociale madklubber, som finder sted på herberger og væresteder.

Vores frivillige er også til stede i den kommunale rusmiddelbehandling, hvor brugerne kan være en del af sociale aktiviteter sammen med frivillige. Vores erfaring er, at opbakning og fokus fra ledelsen her er en afgørende nøgle.

Den kommende ensomhedsstrategi skal klart markere vigtigheden af brobygning og ikke mindst sikre, at socialarbejderne får tiden tid til at bygge broen.

Mere samarbejde på tværs

Hvis brobygningen skal lykkes, kræver det samarbejde mellem kommune, sociale tilbud og civilsamfund.

Ensomhedsstrategien bør sikre, at kommuner og sociale tilbud samarbejder med civilsamfundet

Ole Abildgaard Mikkelsen
Direktør, WeShelter

Den kommunale sagsbehandler og socialpædagogen på det sociale tilbud skal kende den unikke værdi, som skabes i mødet med frivillige. Kort sagt skal frivillighed være et velkendt redskab i den socialfaglige værktøjskasse.

Samtidig skal ansatte i kommuner og på sociale tilbud have viden om mulighederne i det lokale civilsamfund og meget gerne have relationer til nøglepersoner i de lokale organisationer.

Ensomhedsstrategien bør sikre, at kommuner og sociale tilbud samarbejder med civilsamfundet.

Det kan for eksempel ske med afsæt i gode erfaringer fra blandt andet Københavns Kommune, hvor en kommunal frivilligkoordinator understøtter brobygning og samarbejde på tværs.

Her har koordinatoren til opgave både at klæde de kommunalt ansatte på til samarbejdet med civilsamfundets frivillige og give frivillige og ansatte i civilsamfundet viden om kommunale rationaler og arbejdsformer. Koordinatoren understøtter også nye projekter, der bringer de mest udsatte med i fællesskabet.

At bekæmpe ensomhed blandt udsatte er vanskelig opgave. Med styrkede ensomhedskompetencer, øget brobygning og mere samarbejde på tværs kan vi imidlertid komme langt. Ikke mindst hvis frivillighed bliver et velkendt værktøj i den socialfaglige værktøjskasse.