Debat

KFUM's Sociale Arbejde om national strategi: Vi skal aktivt opsøge de ensomme

Et af de vigtigste initiativer i en kommende national strategi mod ensomhed må være, at vi aktivt leder efter ensomme og inviterer dem med i vores fællesskaber, skriver Peder Meisner.

Det kan føles som en stor overvindelse selv at opsøge fællesskaber, når man oplever ensomhed. Derfor må vi være mere proaktive og møde ensomme mennesker, der hvor, de er, skriver Peder Meisner. 
Det kan føles som en stor overvindelse selv at opsøge fællesskaber, når man oplever ensomhed. Derfor må vi være mere proaktive og møde ensomme mennesker, der hvor, de er, skriver Peder Meisner. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Peder Meisner
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark er over tid blevet et mere individualiseret samfund. De store fællesskaber har mistet kraft, traditioner forvitrer, og stadig flere dele af vores liv bliver lejlighedsvise aktiviteter.

Konsekvensen er, at et voksende antal danskere oplever følelsen af ikke for alvor at høre til sammen med andre.

At føle sig ensom i kortere perioder hører til det at være menneske og sker for de fleste af os, men problemet er, når ensomheden bliver langvarig og slår rod. Ensomhed og social udsathed går ofte hånd i hånd, og derfor er det vigtigt, at vi får brudt den onde spiral, hvor ensomhed gør mennesker syge.

Når der her i efteråret skal skrives ny national strategi mod ensomhed, bliver en af de vigtigste overskrifter set fra min stol, at vi styrker den opsøgende indsats. Vi skal aktivt række ud mod dem, der står udenfor fællesskaberne, bryde isen og invitere indenfor, for det sker ikke nødvendigvis af sig selv.

Temadebat

Mange danskere føler sig i øjeblikket ensomme. Efter pandemien viser tal fra Sundhedsprofilen, at omkring hver ottende dansker kæmper med ensomhed.  

Det er ikke kun et problem for individet, der taber livskvalitet, men det kan også vise sig som en belastning for samfundet. Nu vil regeringen sætte en national ensomhedsstrategi i værk. På Altinget Social spørger vi, hvad den bør indebære. 

Om temadebatter:
I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner. Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vil du bidrage til debatten om ensomhed? Skriv til [email protected] for at høre om mulighederne. 

Det kan være noget af en overvindelse at skulle møde op til sociale aktiviteter, hvis du i forvejen kæmper med psykiske udfordringer, misbrug eller andre svære vanskeligheder. Fællesskabsmålingen har tidligere vist, at det blot er 15 procent af de potentielle brugere af sociale caféer og væresteder, der faktisk benytter de eksisterende tilbud.

Særligt i landkommuner kan det være en udfordring, at ensomhed også fører til social isolation, fordi der er langt mellem tilbuddene, og fordi landkommunerne i forvejen er udfordret af et stigende velfærdspres, hvor de sociale udgifter vokser hurtigere end i storbyerne.

En stærkere opsøgende indsats

Kampen mod ensomhed og udsathed – ikke mindst i de tyndere befolkede egne - er nødt til at være mere opsøgende og mobil. Det er i hvert fald erfaringen fra KFUM’s Sociale Arbejde, hvor vi siden marts 2020 har kørt Social Drive Out i op mod 100 lokalområder rundt i Danmark.

Her har vi mødt en armod, som selv vi – en over 100-årig social, diakonal organisation – er overraskede over. Men vi har også set, at den opsøgende indsats virker.

Det blot er 15 procent af de potentielle brugere af sociale caféer og væresteder, der faktisk benytter de eksisterende tilbud

Peder Meisner
Generalsekretær, KFUM's Sociale Arbejde

Social Drive Out er en mobil social café, der ugentligt kører ud med nærvær, gratis mad og en kop kaffe. Det er en slags lokale ”pop op fællesskaber”, hvor deltagerne ud over at møde et fællesskab kan blive hjulpet videre til gældsrådgivning, retshjælp, rusmiddelbehandling, nye fællesskaber med mere. Det er baseret på et tæt samarbejde med kommuner, kirker, boligforeninger, andre organisationer, virksomheder og sågar en automekaniker, som alle hjælper med at pege på, hvem der er udsat i netop deres lokalområde.

Vi har opsøgt folk for enden af grusvejen eller banket på den dør i opgangen, der normalt altid er lukket. Det er nogle gange et tålmodighedsarbejde, hvor vi er nødt til at komme flere gange, før døren åbner sig, men langt de fleste steder lykkes det i sidste ende.

Vi har på to år haft mere end 75.000 besøgende, og en brugerundersøgelse viser, at to ud af tre deltagere i Social Drive Out oplever en mindre følelse af ensomhed, efter de kom med i mobilcaféen. Og halvdelen har fået mod på at indgå i andre fællesskaber.

Ligeværdige møder

For os startede Social Drive Out egentlig som en midlertidig indsats under corona, men det har været en markant øjenåbner i forhold til værdien af det opsøgende arbejde.

Det blot er 15 procent af de potentielle brugere af sociale caféer og væresteder, der faktisk benytter de eksisterende tilbud

Peder Meisner
Generalsekretær, KFUM's Sociale Arbejde

Det virker på det sociale område, og vi er overbeviste om, at det er en metode, der også kan bruges, når vi taler ensomhed bredt, fordi det at opsøge et fællesskab i sig selv kan være en kæmpe udfordring for mange, og fordi den barriere kan fastholde mange i ensomhed.

Når vi spørger i et lokalsamfund, har folk som regel et meget godt billede af, hvem der virker til at være isoleret eller lever et vanskeligt liv. Mange har måske også haft lyst til at gøre noget ved det, men har i sidste ende ikke fået det gjort, fordi det føles grænseoverskridende.

Vi ved, at gode relationer er afgørende for at skabe forandringer i menneskers liv. Det er der, forandringen begynder. Kampen mod ensomhed starter med, at vi opsøger dem, der står alene og viser, at vi interesserer os for dem som ligeværdige, værdifulde mennesker.  

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peder Meisner

Generalsekretær, KFUMs Sociale Arbejde
Journalist (DMJX 1995), Master i Redaktionel Ledelse (Syddansk Uni. 2008)

0:000:00