DF: Borgerlig retspolitik er gået fløjten
DEBAT: Vi kommer ikke problemer med ungdomskriminalitet til livs ved at sætte en symbolsk dommer for bordenden og straffe de unge med bilvask, skriver retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF).
Af Peter Kofod Poulsen (DF)
Retsordfører
Det startede så positivt: Et borgerligt flertal gik til valg med et løfte, en fælles kronik og et fælles beslutningsforslag om at nedsætte den kriminelle lavalder og oprette særlige ungdomsdomstole.
Flertal blev en realitet, men trods det skete der ikke yderligere. Efter næsten to et halvt års venten meldte justitsminister Søren Pape Poulsen ud, at der ikke blev tale om en nedsættelse af lavalderen og ej heller om en oprettelse af en særlig ungdomsdomstol.
Trods løfter om det modsatte var justitsministeren med egne ord sidenhen blevet klogere. Væk med jernnæven og på med fløjlshandsken.
Dansk Folkeparti fremlagde undervejs vores eget beslutningsforslag, som regeringen ikke ville stemme for.
I stedet skulle vi glæde os til deres udspil, for det skulle være helt fantastisk. Regeringen lovede os en nærmest revolutionerende reform af dette område, som ville løse det alvorlige problem, der er med den hårde kerne af kriminelle unge.
Måske er en enestående chance for, at et borgerligt flertal kan få skabt fornuftige resultater også for den helt hårde kerne af de kriminelle unge, forpasset.
Peter Kofod Poulsen (DF)
Retsordfører
Små ændringer
Troede man regeringens ord, er der kun tilbage at være skuffet.
I virkeligheden er regeringens udspil blot en stribe små ændringer af det eksisterende system. Men en egentlig reform kan ingen påstå, det er.
Tricket, der skulle få justitsministeren til at opretholde den barske facade og hans image som selvbestaltet ”jernnæve”, var at placere en dommer for bordenden, som kunne udstikke straksreaktioner. Og så skulle de unge vaske brandbiler.
Baggrunden for dommeren for bordenden skulle være, at det sender et stærkt signal. Altså at man tror, at denne hårde kerne af unge lader sig dupere af et stærkt signal.
Problemet er blot, at den hårde kerne af kriminelle unge ikke lader sig købe af stærke signaler. De skal have magt bag ordene.
For denne dommer kommer ikke til at have større myndighed end den nuværende sagsbehandler, som for nuværende behandler de unges sager. Så i virkeligheden kunne det være en hvilken som helst anden person, der sidder for bordenden.
Bilvask står ikke mål med offerets oplevelse
Det, man måske mest kender forslaget for, er ideen om, at de unge skal vaske brandbiler, hvis de har begået noget kriminelt. Nok ikke noget, der vil afskrække en hårdkogt, ung kriminel.
Udfordringen er blot, at disse hårde unge ikke vil vaske brandbiler, uanset hvem der beder dem om det.
Medmindre der er reel magt bag ordene. Og det bliver der ikke mere af, om det er en sagsbehandler, eller det er et nævn, der mener, den unge skal gøre det. Og offeret i den anden ende vil nok slet ikke mene, det står mål med deres oplevelse.
Justitsministeren argumenterer samtidig for, at han vil skabe et hurtigt system, så de unge meget hurtigt får mærket en konsekvens af deres kriminalitet. Det, han blot glemte at fortælle, er, at det system, regeringen lægger op til, vil have præcis samme langsommelighed som det nuværende sociale system, da nævnets afgørelser selvfølgelig skal kunne ankes til diverse instanser. Kun ret og rimeligt: Det er jo et retssamfund, vi lever i.
Chance for at skabe resultater forpasses
Flertallet har snart været en realitet i næsten tre år, og det ligger ikke lige for, at der overhovedet kommer en aftale i stand.
Tiden går, og et snarligt folketingsvalg står for døren inden for halvandet år. Så måske er en enestående chance for, at et borgerligt flertal kan få skabt fornuftige resultater også for den helt hårde kerne af de kriminelle unge, forpasset.
Men håbet er selvfølgelig, at Pape ikke blot nøjes med at forblive klogere, men reelt lader sig blive endnu klogere og stemmer for Dansk Folkepartis glimrende løsning på det ungdomskriminelle område.
Den borgerlige retspolitik har altså set betydeligt bedre dage på Christiansborg.