Debat

Forsker: Historien viser os, at politikere aldrig har villet mennesker med handicap

Vi har altid vidst, at prioritering af handicapforskningen har været nærmest ikke-eksisterende. Det begrænser ikke bare vores muligheder for at handle og reagere rettidigt, men har også den effekt, at vi mangler et tilstrækkeligt vidensgrundlag til at oplyse og informere politikerne, skriver Emil Falster.

Handicapområdet er kendetegnet af manglende politisk initiativ, skriver Emil Sjøberg Falster. (Foto:Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)<br>
Handicapområdet er kendetegnet af manglende politisk initiativ, skriver Emil Sjøberg Falster. (Foto:Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Emil Søbjerg Falster
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Handicapområdet er de gode intentioners holdeplads. Sådan har det altid været, og det forklarer i øvrigt også en del. 

Sidste år læste jeg bogen "Afhægtet" af Birgit Kirkebæk & Iver Hornemann Møller, og i afslutningen opsummeres tæt på hundrede års handicaphistorie. Én af pointerne er, at forandring og udvikling på området næsten altid er kommet nedefra.

Det er også tilfældet i dag, hvor #enmillionstemmer med deres borgerforslag har sat området på den politiske dagsorden, og det har været en ubetinget succes. Derudover har regeringen iværksat evalueringen af det specialiserede socialområde, og mig bekendt forventer støttepartierne politiske forhandlinger af en reform i den sidste halvdel af 2021. 

Opret et nationalt forskningscenter, der har til formål at bedrive samfundsvidenskabelig handicapforskning.

Emil Sjøberg Falster, ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

Vi er i en situation, hvor vi aldrig har snakket så meget om levevilkårene for mennesker med handicap, og på nuværende tidspunkt bider de fleste aktører negle over den kommende evaluering. Hvad vil den vise og hvilke mulige løsninger vil den pege på i forbindelse med det fremtidige reformarbejde?

Politikerne vil ikke handicapområdet
Det vil imidlertid være min forsigtige vurdering, at vi under ingen omstændigheder kan forvente, at evalueringen vil kunne løse alt. 

Efter strukturreformen og finanskrisen har det politiske niveau, på tværs af partierne, tilskyndet og belønnet kommunerne for en adfærd, der er årsagen til det førnævnte borgerforslag. Jeg kan også sige det mere direkte: Historien har vist os, at politikerne aldrig har villet mennesker med handicap og handicapområdet. 

De har altid luftet deres gode intentioner, men når det kommer til stykket, da har det været andre områder og grupper, der er blevet reformeret og fået tilført midler, for eksempel på børneområdet, hvor der efter årtusindskiftet har været Anbringelsesreformen, Barnets reform, Overgrebspakken og Forebyggelsespakken, og i år kom udspillet Børnene Først. 

Det politiske initiativ er naturligvis glædeligt, men handicapområdet er kendetegnet af det modsatte. Her har der været nul reformer. Ikke én eneste.

Opret et forskningscenter
Det politiske initiativ på handicapområdet har ofte kun taget form af små afgrænsede initiativer i forbindelse med de tidligere satspuljeforhandlinger, hvor de politiske partier hver især kunne købe årligt aflad for deres dårlige samvittighed. 

Borgerforslaget fra #enmillionstemmer er imidlertid en påmindelse om, at mennesker med handicap og deres familier ikke længere lader sig spise af med aflad. 

Det er nærmere et vink med en vognstang til alle politikere om, at når man kun nøjes med at købe aflad, da bliver den sociale elendighed så stor, at den til sidst cementerer sig som et kollektivt traume.

Jeg kunne komme med en lang liste af initiativer, der ville være relevante at iværksætte, med henblik på at forbedre strukturen og retssikkerheden på området, men jeg vil i stedet komme med et enkeltforslag, der ikke er en gentagelse af tidligere fremførte: 

Opret et nationalt forskningscenter, der har til formål at bedrive samfundsvidenskabelig handicapforskning, og som ikke kun skal dokumentere levevilkårene for mennesker med handicap løbende, men også følger uafhængigt og systematisk op på den kommende reform af området. 

På handicapområdet famles der alt for ofte i blinde, og udfordringerne opdages først, når de er blevet en fast bestanddel af den grundlæggende struktur og praksis – eller når borgere, civile protestbevægelser og organisationer har skreget sig hæse. Det er ikke ordentligt – hverken for borgerne eller de ansatte ude i kommunerne.

Arbitrær reform
Vi har mere eller mindre altid vidst, at den samfundsmæssige prioritering af handicapforskningen har været utilstrækkelig, ja nærmest ikke-eksisterende. 

Det begrænser ikke bare vores muligheder for at handle og reagere rettidigt, men har også den afledte effekt, at vi ikke besidder et vidensgrundlag, der kan anvendes til at oplyse og informere politikerne tilstrækkeligt. 

Derfor risikerer reformen også at antage en arbitrær karakter, og det er måske derfor, at vi sætter vores lid til evalueringen. Men med det melder sig også en række spørgsmål: 

Hvor omfattende vil reformen blive? Har støttepartierne tænkt sig at realiserer deres italesatte visioner for området, og kan de overhovedet bedrive andet end at lave statusopdateringer på Facebook og invitere ministeren i samråd? Vil de gå fra at være passive til at være aktive, eller vil de igen købe aflad?

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion