Forskere: Regeringens forslag er et socialt eksperiment for udsatte unge

Af Tea Torbenfeldt Bengtsson, Britt Østergaard Larsen og Rikke Fuglsang Olsen
Forskere, VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

I udspillet "Alle handlinger har konsekvenser" foreslår regeringen, at man skal oprette et ungdomskriminalitetsnævn, som skal høre under politiet og have en dommer for bordenden. I udspillet lægges der op til, at man flytter det kriminalpræventive arbejde med de mest socialt udsatte børn og unge fra socialforvaltningen til de nye nævn.

Helt konkret er der tale om dem, som regeringen kalder "unge i fødekæden" – det vil sige de cirka 700 børn og unge mellem 12 og 17 år, som er mistænkt eller dømt for personfarlig kriminalitet.

Et centralt spørgsmål er, om der er forskningsmæssigt belæg for, at en sådan markant ændring vil virke præventivt. Vil det få de børn og unge ud af fødekæden og ind på et andet spor end en kriminel løbebane?

Ingen præventiv effekt
Vores korte svar på dette spørgsmål er "nej". Den endelige udformning af udspillet er endnu ikke på plads, men generelt set er der ikke forskningsmæssigt belæg for, at oprettelsen af sådanne ungdomskriminalitetsnævn vil virke præventivt og forhindre socialt udsatte børn og unges fremtidige kriminalitet.

Derimod er der international forskning, som viser, at det har negative konsekvenser for børn og unge at blive straffet og komme i konktakt med domstolene eller domstolslignende instanser.

I 2010 viste en systematisk gennemgang af forskningen på området, at de børn og unge, som blev mødt af en domstol rent faktisk blev mere kriminelle end sammenligningsgrupperne. 

I 2010 viste en systematisk gennemgang af forskningen på området – hvor man havde undersøgt effekten af, at børn og unge kom for en domstol – at de børn og unge, som blev mødt af en domstol, rent faktisk blev mere kriminelle end sammenligningsgrupperne. Det viste sig både, når man sammenlignede med dem, der modtog en anden indsats (for eksempel rådgivning eller uddannelse) og sammenlignede med børn og unge, der slet ikke modtog en indsats.

Mere ny kriminalitet
Herhjemme har vi også helt dugfriske danske forskningsresultater, der viser, at når børn mødes af retssystemet frem for sociale myndigheder, så har det ingen afskrækkende effekt på deres kriminalitet.

Den kortvarige nedsættelse af den kriminelle lavalder til 14 år i perioden 1. juli 2010 til februar 2012, gjorde det muligt at undersøge effekten af, at 14-årige nu blev mødt af domstolene frem for det sociale system.

Undersøgelsen viste, at de 14-årige, der overtrådte straffeloven i reformperioden, i højere grad end tidligere begik ny kriminalitet. De havde også lavere sandsynlighed for at gå i 9. klasse, og de fik lavere karakterer ved afgangsprøven i dansk i 9. klasse.

Der er således intet belæg for at antage, at ungdomskriminalitetsnævn – som de facto bliver en domstolslignede instans – kommer til at reducere den enkeltes kriminalitet eller kriminalitetsniveauet i samfundet som helhed. Tværtimod. Med udspillet vil børn helt ned til 12 år blive omfattet, og de 15-17-årige vil blive dobbelt ramt, da de skal møde både for en domstol og siden et ungdomskriminalitetsnævn.

De udsatte børn og unge rammes
Andre undersøgelser viser, at det er de forebyggende og helhedsorienterede indsatser, som virker bedst. Det forebyggende arbejde indgår også i regeringens udspil via en ny fælles ramme for SSP-samarbejdet, en uddannelse i kriminalitetsforebyggelse og forebyggelsesenheder i alle politikredse.

Men når det kommer til de mest socialt udsatte børn og unge, de 700, som regeringen kalder "unge i fødekæden", så skifter fokus fra at styrke det sociale arbejde til at fokusere på konsekvenser og straf.

Diagnoser, misbrug og forældre
Vi ved, at netop denne gruppe af børn og unge ofte er ramt af en lang række sociale problemer. Det kan være problemer, som knytter sig til dem selv, for eksempel diagnoser og manglende skolegang.

Men det er for mange også problemer, der knytter sig til deres familier, for eksempel forældrenes misbrug og manglende tilknytning til arbejdsmarkedet. Deres eventuelle kriminalitet er altså tæt sammenvævet med deres øvrige livssituation og kan ikke isoleres fra de udfordringer og problemer, som på forskellig vis er en del af deres hverdag.

Spørgsmålet er, hvordan vi bedst bruger samfundets ressourcer og sikrer den bedste hjælp for socialt udsatte børn og unge. Børne- og ungdomskriminaliteten er faldende, så man kunne med fordel fokusere på at styrke denne positive udvikling i stedet for at indføre et nyt domstolslignende system, som, der ikke er forskningsmæssigt belæg for, vil virke. Måske nærmere tværtimod.