Kirkens Korshær: Det normale for socialt udsatte er i coronakrisen normalt for alle

I nogle tilfælde angiver brugerne varmestuen som nærmeste pårørende. Mennesker kommer til os for at få det menneskelige behov dækket, herunder det basale behov for social, menneskelig kontakt.

Omsorg på afstand
I tiden nu, hvor fysisk afstand er et vilkår, må vi finde andre måder at blive ved med at møde mennesker med omsorg og nærvær. Og de har mere end nogensinde brug for det.

Som en medarbejder beskriver det:

“Folk bliver bange og angstfulde. For dem er varmestuen det eneste fast holdepunkt, de har i dagligdagen. Den eneste relation, de har, forsvinder for dem i en periode. Det får dem til at stå tilbage med en forladthedsfølelse, som de ofte har mærket i deres livsfortælling.”

Regelmæssig telefonkontakt, varmestue to-go og udenfor. Det er nogle af de nødvendige løsninger lige nu. Men vi mærker savnet.

Især nu skal vi være der
Vi skaber fællesskaber i en hverdag, der om muligt nu kan føles endnu mere udfordrende og kaotisk. Vi er der, hvor man læsser af.

Det kan eksempelvis være en af de 1.000 familier, vi er i kontakt med. En enlig forælder – ofte med mange børn – og hvor køleskabet er tomt, og hvor pungen er tom. Hvor overskud til hjemmeskoling og aktiviteter er minimalt. Hvor helbredet – ikke kun det fysiske – er skrøbeligt.

Vi gør et stort nummer ud af at vise, at vi er der – især nu. Vi er til stede, og vi er interesserede. Vi siger, at alle har ret til at høre til. Fordi vi ser, hvor stor en værdi, der er i, at vi havde bygget et fællesskab op, som vores brugere var en del af – før krisen ramte, vel at mærke.

Penge fra genbrugsbutikker er væk
Vi indgår som en del af de kritiske funktioner. Og vi har været i stand til at kunne formidle de nødvendige informationer til socialt udsatte, støtte og opholde og give nærvær på afstand.

Det har vi kunnet, fordi vi var der i forvejen. Vi var til stede for de mennesker, der kæmper med hjemløshed, misbrug, psykisk sygdom, fattigdom, ensomhed eller en blanding af det hele i forvejen. Det har vi faktisk været siden 1912.

Og lige nu kæmper vi for at kunne blive ved med at være der. Samtidig med, at vi er der for brugerne, må vi – som man siger på politisk lige nu – se ind i en dyster fremtid. De penge til socialt arbejde, vi normalt tjener i vores genbrugsbutikker, har været væk siden midten af marts.

Vi lukkede resolut butikkerne for at passe på de frivillige, typisk ældre og dermed i risikogruppen.

Midlerne fra genbrug går alle sammen til at drive socialt arbejde. Til netop at være til stede der, hvor ingen andre er. Til at være der og kunne yde den nødvendige hjælp og støtte, som politikerne regnede med, og endnu vigtigere – som vores brugere har tillid til, at vi giver.

Ensomt civilsamfund efter corona
Der er ikke noget, vi hellere vil end at fortsætte vores vigtige opgave. Men vi har et kæmpe hul, som desværre ikke er dækket af regeringens hjælpepakker.

Vi har tabt minimum to millioner kroner om ugen siden midten af marts. Vi har ingen skattekiste fuld af guld, der kan redde os. Vi gør, alt vi kan, for at rejse midler.

Man kan frygte, at ensomheden også rammer civilsamfundet, når der – på bagkant af corona – kun står få organisationer tilbage. Det koster arbejdspladser, og det koster socialt udsatte.

Vi efterlyser derfor en mere integreret, helhedsorienteret og langsigtet ramme for civilsamfundets engagement og virke – ikke kun i kampen mod ensomhed – men i kampen mod corona og i kampen for et helt samfund på den anden side.