Psykolog: Socialdemokratiet glemmer, at børn ikke er statens eje

Det er arrogant, når regeringen vælger at ignorere forskningen og alle de relevante faggrupper, som lige nu råber vagt i gevær over retorikken i Børnene Først, skriver Marie Brixtofte.

Placeholder image
Det er problematisk at skrue op for en så voldsom og traumatiserende intervention, når retssikkerheden halter, skriver Marie Brixtofte. (Foto: presse)
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Et gys gik gennem Danmark, da vi gik ind i 2020. Statsminister Mette Frederiksen (S) havde nemlig proklameret i sin nytårstale, at flere børn skulle tvangsfjernes og tvangsbortadopteres. 

Målet var ikke, at flere familier skulle hjælpes, og at flere børn skulle få det bedre. Det var måske intentionen. Nej, målet var, at flere børn skulle fjernes, og det skulle ske tidligere.

Det, som er galt med Børnene Først, er måske i virkeligheden det, som er galt med Socialdemokratiet: Idéen om at staten ejer dig, den ejer dit barn, og den ved altid bedst.

Marie Brixtofte, psykylog og forfatter, søger opstilling til Gentofte kommunalbestyrelse for Radikale

Hvor skal man starte med sådan en uhyggelig retorik? Og hvorfor sådan en kovending efter 30 år, hvor vi med gode resultater har knoklet hen imod, at flest familier skal hjælpes, og flere børn skal have det godt, og at man altid starter med den mindst indgribende intervention?

Selvom jeg hurtigt kunne forstå, at det var en socialdemokratisk værdikamp, så satte jeg min lid til, at regeringen alligevel ville komme til fornuft, når de hørte alle modargumenterne fra mine psykolog-fagfæller og andre relevante fagorganisationer.

Men desværre. Nu er udspillet 'Børnene Først' på bordet, og regeringen har valgt at ignorere de fleste input. De få studier og undersøgelser, den har inkluderet, har den, i min og mange af mine fagfællers optik, mistolket så det passer med det, den havde planlagt på forhånd: At flere børn skal fjernes og det skal ske tidligere. Punktum.

Intet grundlag
Når forældre og børn adskilles, er det en utrolig voldsom og traumatisk oplevelse for barnet, næsten uanset hvor dårlige forældrene har været. 

Det er også et overgreb på forældrene, for det ligger så dybt i vores hulemandsnatur, at vi skal passe på vores afkom. Ligeledes ligger det så dybt i hulebarnet, at det har størst chance for at overleve, hvis det holder sig tæt til forældrene.

Det er problematisk at skrue op for en så voldsom og traumatiserende intervention, når retssikkerheden halter. I en undersøgelse fra Vive har man ladet en række sagsbehandlere gennemgå den samme børnesag, og konklusionen var, at de havde "varierende synspunkter på næsten alle aspekter af en børnesag og dens forløb". 

Der findes heller ikke forskningsmæssigt belæg for, at en anbringelse vil føre til et bedre liv for barnet hverken i Danmark eller andre lande. Mange undersøgelser peger på, at usikkerheden forbundet med at vurdere, om et bestemt barn vil få et bedre liv ved at blive anbragt eller blive boende i egen familie med relevant hjælp, er stor, og sagsbehandlerne ved derfor ikke, hvornår anbringelser vil føre til forbedringer for børnene på både kort og langt sigt. Mange undersøgelser viser faktisk, at det på alle områder går en større andel af de anbragte børn dårligere sammenlignet med ikke-anbragte børn.

Udspillet har også et mål om tidligere anbringelser, hvor Astrid Krags eneste argument til dato er baseret på en Vive-undersøgelse, som viser, at det går flere af de tidligt anbragte børn godt sammenlignet med de sent anbragte. 

Arrogant at ignorere forskningen
Problemet er bare, at forskerne bag rapporten selv understreger, at man ikke kan udlede dette af undersøgelsen, da rapporten intet indeholder om årsagssammenhænge. 

Forskerne understreger, at rapporten efterlader mange ubesvarede spørgsmål, for eksempel om familien har fået adækvat og rettidig hjælp, og om der var et anbringelsesgrundlag tidligt i barndommen. Og ofte var der ikke et anbringelsesgrundlag tidligere i barndommen. 

Hvilket betyder at Statsministeren ikke har noget forskningsmæssig belæg for noget andet hun fik sagt i sin nytårstale: Nemlig, at hvis et barn først bliver anbragt som 12-årig, så ligger der 11 dårlige år bag.

Hverken forskningen eller fagfeltet støtter et mål om flere og tidligere anbringelser. De støtter et mål om, at flest mulige børn får det bedst muligt, og at man altid bør hjælpe familierne til at få hverdagen til at fungere, så børnene trives bedst. Retorikken i udspillet skræmmer forældre til børn, som har autisme, høj begavelse, angst eller andet, som kan give anledning til mistrivsel. Det afholder forældre fra at søge den hjælp, de har brug for.

Det er arrogant, når regeringen vælger at ignorere forskningen og alle de relevante faggrupper, som lige nu råber vagt i gevær over retorikken i Børnene Først. Men måske er det symptomatisk. 

For det, som er galt med Børnene Først, er måske i virkeligheden det, som er galt med Socialdemokratiet: Idéen om at staten ejer dig, den ejer dit barn, og den ved altid bedst.


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser