Aktionsgruppe: Børnene Først er et ukvalificeret og uambitiøst udspil

Forhandlingerne mellem regeringen og de øvrige partier om regeringens udspil Børnene Først er nu i gang. Hvad forhandler de mon om?

Astrid Krag har flere gange kaldt udspillet ambitiøst, senest på det åbne samråd om magtanvendelser på opholdssteder 8. april. 

Ambitiøst? Desværre har ministeren ikke røbet, hvori det ambitiøse består. Regeringen, der har arbejdet på udspillet i mere end et år, lancerede det så på pressemødet 27. januar. Gid man kunne kigge ind i regeringens lønkammer, og få at vide, hvilke ambitioner den har diskuteret. 

Hvorfor mener regeringen, at der er brug for en ny reform på børneområdet? Hvilke af de problemer, som tidligere reformer ikke har kunnet løse, skulle en ny reform få has på? At ville børn det bedste er ikke noget nyt og ambitiøst.

Det har været formålet med alle reformer siden Danmarks første børnelov i 1905. Det har også været formålet med de seneste 15 års reformer: Anbringelsesreformen i 2006 og de efterfølgende reformer i 2011, 2013 og 2014.

Anbringelsesreformen i 2006 skulle løse nogle alvorlige problemer med manglende tilpasning af indsatsen til det enkelte barn, manglende opfølgning på indsatsen, manglende inddragelse af barnet i alle faser af deres sag og manglende dokumentation for effekten af anbringelserne.

Kan vi være sikre på, at der ikke er tale om vilkårlige og tilfældige beslutninger, der er dybt uretfærdige? Og kan vi være sikre på, at en anbringelse uden for hjemmet vil give vores barn et bedre liv og en bedre fremtid? Svarene på disse spørgsmål er et nedslående nej

Gitte Haslebo
Cand. psych. og medlem af Aktionsgruppen for Børns Velfærd

Kvantitet og økonomi bliver styrende
I 2016, ti år efter, måtte Rigsrevisionen efter en større undersøgelse, den selv havde gennemført, konkludere, at ministeriet ikke kan dokumentere, at sagsbehandlingen er blevet mere lovmedholdelig og heller ikke, at anbringelserne har haft den tilsigtede virkning: At anbragte børn får et bedre liv. 

Rigsrevisionen og Statsrevisorerne har gentaget kritikken år for år. Den indgår også i Statsrevisorernes bemærkninger i 2020 til statsregnskabet for 2019.

Rigsrevisionens spørgsmål om lovmedholdelighed og effekt er naturligvis helt centrale. På anbringelsesområdet brugte det offentlige 9,3 milliarder kroner i 2014 og 9,7 milliarder kroner i 2019. 

Bruges pengene på en måde, der er i overensstemmelse med loven? Bruges pengene sådan, at formålet med anvendelsen indfries? Altså: Får anbragte børn et bedre liv?

Spørgsmålene fra Rigsrevisionen flugter rigtig godt med de spørgsmål, som borgere, der har børnesager i kommunen, stiller. Der er et stigende antal familier, der bliver udsat for en tvangsfjernelse af deres barn. 

Det samlede antal anbragte børn har de seneste år været faldende, mens andelen heraf, der anbringes uden samtykke, er steget fra 13 procent i 2010 til 23 procent i 2017. 

Denne andel skal ifølge regeringens gentagne udmeldinger om flere anbringelser, og gerne med tvang, højere op. Kvantitet fremfor kvalitet.

Som Statsrevisorerne skriver, er der en risiko for, at når kvalitet og effekt ikke kan dokumenteres, så vil det være kvantitet og økonomi, der er styrende. Præcis det, som mange familier oplever.

Regeringen går enegang
Familier, der er i risiko for at få deres barn tvangsanbragt eller får det tvangsanbragt, stiller disse påtrængende spørgsmål:

Hvis myndighederne beslutter at tvangsanbringe vores barn, kan vi så regne med, at beslutningen er saglig og fagligt velbegrundet og i overensstemmelse med lovgivningen?

Kan vi være sikre på, at der ikke er tale om vilkårlige og tilfældige beslutninger, der er dybt uretfærdige? Og kan vi være sikre på, at en anbringelse uden for hjemmet vil give vores barn et bedre liv og en bedre fremtid? Svarene på disse spørgsmål er et nedslående nej. Det kan borgere hverken regne med eller være sikre på.

Ministeriet har gennem årene iværksat flere initiativer for at styrke kvaliteten i den kommunale sagsbehandling i anbringelsessager: En socialfaglig metode (ICS), kurser og en diplomuddannelse for ledere og medarbejdere på børne- og ungeområdet, tværgående ledernetværk og en taskforce, der kan hjælpe udvalgte kommuner med kompliceret sagsbehandling.

Rigsrevisionen konkluderer imidlertid i sit notat fra maj 2020, at ministeriet ikke har dokumenteret, at disse fire initiativer fører til en styrkelse af den kommunale sagsbehandling i anbringelsessager.

Så skulle man tro, at Børnene Først indeholder stærke forslag til at øge retssikkerheden og dokumentere effekt. Men nej. Der er intet herom. 

Regeringen går enegang, tildeler sig selv rollen som alvidende og almægtig og tager ikke andres kritik alvorligt, hverken fra forskere, fagfolk, relevante foreninger, berørte borgere, støtte- og oppositionspartier, rigsrevision og statsrevisorer.

Børnene Først er hverken ambitiøst eller kvalificeret.