Socialchefer: Kommuner spekulerer ikke i lange herbergsophold

Af Charlotte Markussen
Direktør i Høje-Taastrup Kommune og medlem af FSD's hovedbestyrelse

I øjeblikket forhandles der om en ny finansieringsstrategi på hjemløseområdet. Grundlæggende er ideen i Finansministeriet, at hvis man straffer kommunerne på pengepungen, så kommer der nok flere billige boliger til hjemløse og borgere, som bor på herberg og forsorgshjem.

Det gør der ikke. Kommunerne får bare færre penge til at løse opgaven.

Kommunerne har efterhånden i nogle år haft stigende udgifter på hjemløseområdet. Særligt er antallet af unge hjemløse, blandt andet de såkaldte sofasovere, og kvinder på krisecentre steget.

Så kommunerne er bestemt opmærksomme på både de stigende udgifter og det voksende antal borgere, som har brug for hjælp. Det er både omkostningsfuldt for kommunerne og ulykkeligt for de borgere, som havner på et herberg.

Flere sofasovere og kvinder på krisecentre
Og nej, kommunerne kassetænker ikke i, at det er billigere at have borgere på herberg end på midlertidige botilbud (§ 107). Det er gudskelov ikke sådan, at der er et en-til-en forhold mellem borgere på herberg og målgruppen på kommunale botilbud.

Det kunne jo også være en del af forklaringen på de stigende udgifter på området, at der ikke er noget loft over prisen. Det ville være interessant at kende prisforskellen på herbergerne og udviklingen af priserne over tid.

Charlotte Markussen
Direktør i Høje-Taastrup Kommune, bestyrelsesmedlem i FSD

Kvinder på krisecentre skal for langt de flestes vedkommende finde en bolig til dem selv og deres børn et sikkert sted. De skal på ingen måde i botilbud. Men så længe de bor på herberg, tæller de med i hjemløsestatistikken – også selvom man måske ikke umiddelbart opfatter dem som "hjemløse".

Så problemet er manglen på billige boliger – ikke kommunal kassetænkning.

Det kan undre, når vi taler økonomi på området, og når øvelsen fra Finansministeriet går ud på at presse kommunerne på statsrefusionen, at man ikke udviser interesse for, hvem der sætter taksterne på §110-tilbud. For det gør alene udbyderen af boformen.

I mange andre sammenhænge ville vi være stærkt bekymret for et offentligt finansieret tilbud, hvor dem, som skal have betaling, selv fastsætter prisen. Det er med til at presse den kommunale økonomi. Og på hjemløseområdet er der ovenikøbet et selvmøderprincip.

Det kunne jo også være en del af forklaringen på de stigende udgifter på området, at der ikke er noget loft over prisen. Det ville være interessant at kende prisforskellen på herbergerne og udviklingen af priserne over tid. Kommunerne kan således hverken styre tilgangen af borgere, prisen på opholdet eller varigheden af tilbuddet.

Housing first virker
Mange kommuner arbejder i dag med at tilbyde tidligere hjemløse en støttende social indsats i hjemmet (også kaldet Housing First), eventuelt i samarbejde med distriktspsykiatrien, hvis der er brug for det.

Der er rigtig gode erfaringer med denne Housing First-tilgang og forskellige metoder til social støtte blandt de kommuner, som sammen med Socialstyrelsen i en del år har arbejdet med at reducere antallet af hjemløse.

Der er god kommunal økonomi i at sikre, at borgernes ophold på herberg bliver så korte som muligt, og at der hurtigt lægges en fælles plan for, hvad der skal ske med bolig, job, uddannelse og eventuel misbrugsbehandling eller anden supplerende indsats.

Den helt store sten i skoen i dette i øvrigt rigtig gode metodearbejde har været manglen på billige boliger. En bolig med en husleje i størrelsesordenen 2.700-3.200 kroner om måneden er både rigtig svært at skaffe og bygge i de store byer i Danmark.