Socialpædagoger: Postnummeret afgør, hvilken hjælp du får

Af Benny Andersen
Formand, Socialpædagogerne

Bekymringerne stod i kø, da kommunalreformen trådte i kraft for ti år siden.

Ville kvaliteten i de amtskommunale tilbud kunne overføres i de nye kommuner? Ville den specialiserede støtte til de mennesker, som har komplekse behov, kunne fungere i den nye struktur? Ville alt nu blive ren økonomitænkning?

Og nej. Heldigvis viste mange af bekymringerne sig at være unødige. For med kommunalreformen er der kommet meget mere fokus på en sammenhængende indsats. Der er fokus på ulighed - og på at give mennesker et værdigt liv. Inklusion og samarbejdet med frivillige er blevet kommunale greb, som har mange spændende perspektiver. Det specialiserede område og socialpædagogikken er ganske enkelt blevet meget mere tydelig for kommunerne.

Problemer med afspecialisering
Andre bekymringer var derimod desværre rigtige. For der ER udfordringer i forhold til den mere specialiserede støtte. Kommunerne kunne være bedre til at samarbejde. Der kunne være en større sammenhæng mellem det regionale og det kommunale system, når det gælder borgere med psykiske sygdomme. Et større udsyn og mindre blik på den kommunale budgetlinje kunne være ønskeligt, når man kigger på området for voksne med handicap. 

Kommunalreformen har også betydet, at specialiseret viden er gået tabt, og at tilbud og indsatser særligt for de små komplekse målgrupper på det specialiserede sociale område er kommet under pres. Og så er der alt, alt for store forskelle på, hvor i landet man bor, når man skal have hjælp. Postnummeret er ganske enkelt - desværre - helt afgørende for, om der investeres i den rette hjælp. Vi ser kommunale takstforskelle på næsten 2.000 kroner per borger per døgn i døgntilbud. 

Postnummeret er ganske enkelt - desværre - helt afgørende for, om der investeres i den rette hjælp.

Benny Andersen
Formand, Socialpædagogerne

Invester i området
Vi savner et fokus på, hvordan vi kan skabe kvalitet i indsatsen med de penge, vi har. For selvom vi ikke forventer pengeregn de kommende år, så må vi aldrig skrue ned for ambitionerne for de mennesker, det drejer sig om. Derfor må vi se på, hvordan vi kan investere i området – ud fra et menneskeligt og et økonomisk perspektiv. Og her kan vi starte med at sikre den specialiserede viden på området, og det gør vi ved at samle viden om de små komplekse målgrupper på tværs af kommuner. Derfor ser vi meget gerne, at kommunerne på tværs etablerer viden- og ressourcecentre for de meget specialiserede indsatser. Det vil styrke den faglige kvalitet i indsatsen, og det vil styrke, at borgerne får det rette faglige og målrettede tilbud. For ressourcecentre handler om at skabe en bedre organisering af støtte – og det er uanset, om der er tale om en fysisk enhed eller et organiseret samarbejde uden mure.

Fra hvor vi står i dag kan man diskutere, om udviklingen fra kommunalreformen ville være kommet alligevel. Men derfor skal vi alligevel holde fast i tøjlerne. For vi kæmper på vegne af alle de mennesker, som der ikke nødvendigvis er mange stemmer i. Voksne mennesker med handicap. Dem, der ikke ruller ud med bannere og demonstrerer, når kommunerne strammer ind og begrænser alt det, som giver mennesker værdige liv.