S: Vores specialiserede tilbud er uambitiøse

Af Orla Hav (S)
Ordfører for handicapområdet

Vi bør som samfund overveje og tage initiativer, hvor vi sikrer, at den viden, vi har til rådighed, bruges for at give mennesker, der af en eller anden grund har behov for en specialiseret hjælp, den optimale hjælp.

Alternativet er forfærdeligt for det enkelte menneske, der risikerer at blive isoleret, dybt afhængig af andres hjælp frem for at kunne være "kaptajn" i egen tilværelse og om muligt bruge sine kompetencer til gavn for samfund og erhverv.

Min pointe er, at hvis vi altid vælger den på kort sigt "billigste" hjælp, så er der en risiko for, at det på længere sigt bliver den dyreste løsning.

Vi kan ikke nøjes med at tilrettelægge indsatsen på budgetår; men skal se indsatsen i borgerens livsperspektiv. Den indsats kan vi ikke sikre, hvis de medarbejdere, der møder borgeren, for sjældent møder et menneske med behov for specialiseret hjælp.

Uambitiøse ved livsvarige skader 
Når vi ser på samfundets indsats for den specialiserede hjælp, så er den typisk delt mellem sundhedssektoren og socialsektoren. Denne inddeling er det helt generelle i forhold til de hændelser, der kan møde os i livet.

Hvis vi altid vælger den på kort sigt "billigste" hjælp, så er der en risiko for, at det på længere sigt bliver den dyreste løsning. Vi kan ikke nøjes med at tilrettelægge indsatsen på budgetår; men skal se indsatsen i borgerens livsperspektiv

Orla Hav (S)
MF og ordfører for handicapområdet

Vælter man på sin cykel, så træder sundhedsvæsenet til med blå blink, behandling og hjemgivelse til hverdagen igen. Hvis der er særlige forhold får vi råd om træning, rehabilitering under skyldigt hensyn til de vilkår, sundhedsvæsenet har afdækket gennem sin kliniske indsats, der jo hviler på strenge principper om evidens og faglighed. Hvis det ikke er tilstrækkeligt med en tidsbegrænset indsats, så ordineres medicin eller former for hjælpemidler, der er relevante for helbredstilstanden.

Dette forløb kan med visse moderationer gøres parallelt med situationen for mennesker, der får stillet en diagnose om invaliditet eller handicap. Her er vilkårene "blot", at det ikke er et forbigående fænomen borgeren kan lægge bag sig; men et permanent livsvilkår.

Her kan man med rette stille spørgsmålet: "Hvorfor er vi mindre ambitiøse, når det gælder en livsvarig tilstand, end når det gælder et forbigående fænomen?"

Et sammenhængende specialtilbud
Hvor kan vi så samle den specialviden og begyndende indsats mellem sundhedsvæsenet og socialvæsenet?

Ingen ønsker at være patient for livet; men brænder for at være borger på almindelige vilkår, der naturligvis afspejler de forskellige livsvilkår med respekt!

Sundhedsvæsenet har stor viden om diagnosticering, behandling og efterbehandling. Perspektivet kunne være, at vi til disse kompetencer knytter specialviden fra socialsektoren, således at vi får det optimale forløb hvilende på begge sektorers formåen.

Med de store nye specialiserede sygehuse spredt ud over hele landet har vi konturerne til et sammenhængende specialtilbud til gavn for borgerne.

Det er oplagt, at en sådan "specialenhed" skal have en tæt tilknytning til de kommunale forvaltninger, der til gengæld slipper for at famle sig frem på alt for usikker grund, fordi medarbejderne har begrænset erfaring med de specialiserede tilbud.

Vi skal ikke sygeliggøre livet; men vi skal tage udgangspunkt i den bedste viden, vi har til rådighed.

Ja, der vil være mange udfordringer; men det kan løses, hvis viljen er til stede. Vi bør turde, fordi rigtig mange borgeres livskvalitet er en følge af, at vi tør stille den optimale viden til rådighed.

Ja, det er heller ikke alle borgere med specialbehov, der begynder deres forløb i sundhedsvæsenet; men det tror jeg, vi kan håndtere. Jo, det vil udfordre betalingsreglerne; men vi skylder borgerne, at vore ambitioner er høje!